Artikel
Elever laver øvelser med marsvin
marsvin shutterstock

Elever laver øvelser med marsvin

Mange naturfaglige øvelser kræver særlige faciliteter. Derfor åbner Det Maritime Hus op for, at elever kan nærstudere havet. Gymnasielærer er begejstret for de nye muligheder for undervisning.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Undersøg marsvins dykkerrefleks på klos hold eller lav forsøg med giftstoffer i et rigtigt forskningslaboratorium. Det er nogle af de ting, som gymnasieelever i fremtiden kan prøve kræfter med i Det Maritime Hus i Kerteminde.

Initiativet er et samarbejde mellem Kerteminde Kommune og Syddansk Universitet. Formålet er at skabe rammer og projekter, hvor eleverne kan få en mere eksperimental tilgang til havet og havets ressourcer. Hovedmålgruppen er klasser med biologi, bioteknologi, kemi, idræt og fysik på A- eller B-niveau. Eleverne får mulighed for at bo i huset i de tre dage, de deltager i projektet.

Mange øvelser
Netop nu afprøver flere gymnasieklasser projekterne. Rikke Svensson har planlagt dem. Hun er akademisk medarbejder på Biologisk Institut på Syddansk Universitet.
”Vi har lagt vægt på, at eleverne skal udnytte forholdene og lave mange øvelser, når de er her,” fortæller Rikke Svensson, der tidligere har undervist i gymnasiet.

Der er foreløbig et projekt om dykkerrefleks på dyr og mennesker. Det er et tværfagligt projekt mellem Biologisk Institut og Institut for Idræt og Sundhed. Der er også et projekt om havbrug. 
Rikke Svensson har lavet undervisningsmaterialet, som eleverne har gennemgået, inden de kommer.

Højt fagligt niveau
Biologi- og idrætslærer Louise Karnbak-Pedersen fra Silkeborg Gymnasium har netop afprøvet dykkerrefleks-forløbet med en studieretningsklasse, der har biologi A og idræt B.
”Det er et rigtig godt arrangement med et højt fagligt niveau. De har samtidig ramt målgruppen godt. Det er sjældent, at eleverne siger, at de gerne vil bruge flere dage på faglig fordybelse,” siger Louise Karnbak-Pedersen.

Kunne ikke foregå på skolen
Eleverne var blandt andet i svømmehallen for at undersøge deres egen dykkerrefleks. Bagefter tog de til Fjord- og Bæltcentret for at studere marsvinenes dykkerrefleks, så de kunne sammenligne.
Forskellige forskere har også været på besøg for at fortælle eleverne om deres forskning. De tre dage har på den måde været tilrettelagt med øvelser, teori og forskning omkring dykkerrefleks.
”Det var spændende at høre de dygtige forskere fortælle om deres forskning. I det hele taget har der været en god veksling mellem det praktiske og det teoretiske. Og mange af de praktiske øvelser ville vi ikke kunne lave på skolen,” siger Louise Karnbak-Pedersen.

Nyt hus
Det Maritime Hus er endnu ikke bygget, derfor har undervisningen blandt andet foregået i Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde. Man forventer, at huset vil stå færdigt på Nordre Havnekaj i Kerteminde allerede i 2014. Indtil da fortsætter Rikke Svensson og kolleger med at udvikle og afprøve undervisningsforløb til gymnasieklasser.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater