Dette mærkelige liv som forfatter

Der sker noget særligt, når skriften tager en. Det er, som om verden, tiden, tanken forsvinder. Alt ophører, og først når sætningerne er skrevet til ende, er man igen til stede og kan læse, hvad man egentlig skrev. Måske var det også det, som Henrik Ibsen talte om, da han skrev: At digte det er at holde dommedag over sig selv. Henry Miller, den gamle amerikaner, der for alvor fandt sin stemme i 1930’ernes Paris, kaldte det diktatet.
”Det sker kun i sjældne øjeblikke, at dette diktat kommer. Der er én, som overtager styret, og man kan blot nedskrive, hvad der siges til en. Jeg tror, de pågældende passager træder særligt frem. Men jeg ved ikke, om andre bemærker det,” fortalte han engang til The Paris Review, som er samme tidsskrift, som de øvrige udenlandske forfattere i denne artikel udtaler sig til.
Og måske kan man mærke, når noget større har taget over og drevet skriften frem. Henry Miller har sine egne klare passager af rablende, altfortærende, forpint livslyst fra arrondissementerne i Paris, og hos sjæleligt beslægtede Jack Kerouac træder især en passage tydeligere frem end alle de andre ord i beatklassikeren On the road. Han skrev bogen i lejligheden på Manhattan i april 1951 i en hæsblæsende benze­drin-rus på en lang papirrulle, der forhindrede ethvert forsøg fra den gemene praktiske virkelighed på at afbryde inspirationen.
Og jeg tumlede efter, som jeg har gjort hele mit liv, efter folk, der interesserer mig, fordi de eneste mennesker for mig er de gale, dem, der er gale med at leve, gale med at snakke, gale for at blive frelst, begærlige efter alt på en gang, dem, som aldrig gaber eller siger en indlysende ting, men som brænder, brænder, brænder som fantastiske gule romerlys, der eksploderer hen over stjernerne.
Men skriften er sjældent sådan. Disse pludselige øjeblikke af inspiration holder sig for det meste langt væk fra forfatternes værksted. Benny Andersen skrev sin mest berømte vise, Svantes lykkelige dag, under tvang fra sig selv og med en rimordbog i hånden. Den lille roman med Svantes viser blev skrevet midt i en livskrise.
”Jeg kunne begå selvmord eller skrive og valgte i første omgang det sidste,” som han siger.
De fleste af ordene kom til ham, men han syntes, bogen blev så mørk, at han tænkte ved sig selv, ”Svante må da for helvede have haft bare én lykkelig dag”.
”Så jeg konstruerede hans lykkelige dag. Normalt går jeg på opdagelse i sproget, men her tænkte jeg på, hvad han oplevede på sin lykkelige dag, og da jeg havde sætningen ’Lykken er ikke det værste, man har’, rimede jeg ar, kar, klar! Og om lidt er kaffen klar,” siger Benny Andersen.

Anerkendelsen fra sig selv og andre
For det meste er skriveprocessen hårdt arbejde, disciplin og til tider deprimerende, dårlige forsøg på at skabe denne illusion af virkelighed, som, når den lykkes, synes virkeligere end verden i de timer, det tager at læse bogen. Og de fleste forfattere ved aldrig, om den er der, når de skriver. For eksempel fortæller Peter Høeg, der har en grad i litteraturvidenskab og forholder sig meget analytisk til sine tekster, at det først var hen imod slutningen af Frøken Smillas fornemmelse for sne, at det gik op for ham, at her var måske noget, der kunne nå et større publikum. Det skete langt fra den pentelpen, han altid skriver med. I stedet for tanken i ham, mens han løb langs ydermuren i Frederiksberg Have. På det tidspunkt var der gået lang tid. Først et halvt års research, som i øvrigt ikke handlede om grønlandske ord for sne.
”Det er en leg. Romaner er legepladser, man skal ikke tage dem for alvorligt. Man har tre mursten og viser dem, så de ligner et hus. Der er meget leg med viden i Smilla,” som han siger. Derefter sad han længe i den etværelses lejlighed i Svendborggade på Østerbro i København og skrev i den gamle lænestol med en bakke som underlag, mens hans nyfødte barn pludrede i sengen. Først sidst i den proces faldt det ham ind, at bogen måske kunne noget særligt. Når han skriver i dag, 30 år efter at han under en kanotur i Sverige besluttede at blive forfatter, så kan han en ganske sjælden gang tage sig i at være tilfreds.
”Så går jeg over til min kæreste og siger, jeg er god, og så griner hun, og så går jeg en tur, så jeg kan få uroligheden ud af kroppen,” fortæller Peter Høeg, der aldrig fortæller kæresten, hvad der var godt. Han læser ikke op, før det er færdigt.
Ernest Hemingway fortæller et sted noget lignende om det pokkers, mærkelige, ensomme liv som forfatter. Han sagde:
”Skønt der er noget i skriveriet, som er robust og ikke tager skade af, at man snakker om det, så er det andet skrøbeligt, og dersom man snakker om det, revner hele historien, og intet er tilbage.”
Så han talte aldrig om det, han arbejdede på, og et andet sted beskriver han, hvor sart anerkendelsen egentlig er, og hvordan den først kommer år senere, når man er videre til helt andre bøger.
”Der kommer en dag, på et andet sted og til en anden tid, hvor du ikke kan komme videre med arbejdet og har det helvedes dårligt. Så tager du bogen i hånden og begynder at læse og bliver ved med at læse, og lidt senere siger du til din kone: ’For pokker, det her er jo satans godt’. Og hun ser op og siger: ’Det har jeg jo altid sagt, min skat’. Eller måske har hun ikke hørt, hvad du sagde, så hun siger: ’Hvad sagde du?’, men du gentager ikke bemærkningen.”
Sent om natten i New Yorks gader gik Jack Kerouac for over 50 år siden rundt med en helt anden følelse. Han var rastløs, mens han ventede på, at morgenen ville bringe avisernes anmeldelser af On The Road. Sammen med sin kæreste, der siden fortalte historien, fandt han en døgnåben aviskiosk og købte den tidlige udgave af The New York Times for at læse, hvordan verden ville tage imod hans bog om livet på vejene. De gik ind på en nærliggende bar. Han lagde avisen foran sig og læste anmeldelsen.
”Den smukkeste, klareste og vigtigste ytring fra den generation, Kerouac selv har døbt beat”, stod der. De gik hjem til en fælles ven for at sove. Det var hans sidste søvn som ukendt, da han vågnede næste morgen, var han berømt, som kæresten senere sagde.

Den første skrift
På sin egen måde oplevede Vita Andersen noget lignende. Da hun debuterede med Tryghedsnarkomaner i 1977, havde hun allerede længe levet et voksenliv langt fra litteraturens bedre borgerskab. Faktisk var skriften hendes eneste vej ud af det helt almindelige hverdagshelvede med lortejob, der næsten truede med at tage livet af hende og formåede at fjerne enhver rest af livslyst i hende. I alle årene skrev hun notater for at overleve.
”Jeg var ulykkelig. Jeg blev så træt i de job. Det var så meningsløst, at man ikke kunne tænke. Jeg blev nødt til at lave noget, der gav mig mening med livet. Derfor samlede jeg alle notaterne sammen, og det var ret tilfældigt, hvad der endte med at blive digtene i Tryghedsnarkomaner,” fortæller hun.
Når hun nævner, at Gyldendal, det første forlag, hun sendte til, tog digtsamlingen med det samme, kan man høre, hun stadig har en rest af den underkuedes forbløffede stolthed over pludselig at få del i de privilegier, der ellers kun synes andre forundt.
Haruki Murakami, der er aktuel på alverdens bestsellerlister med 1Q84, blev forfatter lige så hovedkulds pludseligt. Han satte sig simpelthen bare ved det lille bord i køkkenet en nat, da han var 29 år og natklubejer, og 10 måneder efter havde han pludselig skrevet en roman. Den samme lidt tilfældige snublen ind i skriveriet fandt sted for John Le Carré. Han arbejdede for den britiske efterretningstjeneste i London og pendlede hver dag ind med toget. Men han orkede ikke at kæmpe om pladsen med alle de andre læsere af avisen The Times, så i stedet begyndte han at skrive i sin lille notesbog.
”Hvis ikke aviserne havde været alt for store til at læse i toget, havde jeg ikke skrevet i min notesbog. Dengang tog turen halvanden time, men nu er togene blevet elektrificeret, hvilket er et stort tab for litteraturen. Jeg kunne gøre mit bedste arbejde på turen, vågne lidt op under frokosten og være frisk til turen hjem igen om aftenen. Jeg har altid været påpasselig med at lade mit land komme i anden række,” siger John Le Carré.
Men de fleste forfattere har altid vidst, det bar den vej. En måneds tid efter at Jonathan Franzen havde droppet smøgerne, fandt han sin stemme. Efter i årevis at forsøge at efterligne litteraturen og skrive The Great American Novel, vor tids store samfundsroman, opdagede han den simple spænding, man kan skabe ved at lave afsnit og skifte synsvinkel. Samtidig betød de manglende smøger, at han faldt i søvn, når han var søvnig, i stedet for at forvise søvnen med en smøg. De enorme mængder kaffe, han drak for at kompensere for rygetrangen, betød, at han var pling! lysvågen, når han vågnede, for til maskinen og skrev en side, og en side var nok.
”Hvis man læser biografier over forfattere, kan man ofte se, at der kommer et tidspunkt, hvor de finder sig selv. Det var i de uger, i foråret 1997, at jeg fandt mig selv som forfatter. De føles som de bedste skriveuger, jeg kommer til at opleve. Det var en skelsættende opdagelse, at jeg kunne skrive bedre om noget så ordinært som en familiemiddag, end jeg kunne skrive om alle de vigtigere og mere dramatiske ting, som jeg hidtil havde forsøgt at skrive om,” siger Franzen, der for alvor slog sit navn fast med demaskeringen af kernefamilien i bogen Frihed.

Drevet af dæmoner
Peter Øvig Knudsen holder sig også fra andre nydelsesmidler end kaffe, når han skriver. I stedet bruger han pot i planlægningsfasen. Det hjælper ham til at fokusere, når han disponerer stoffet til bøger som Blekingegadebanden og Hippie. Men når han skriver, er det i virkeligheden meget kedeligt og koncentreret på den bærbare med masser af Nescafé i Gentoftevillaens lille udhus, der ligger med udsigt til Dyrehavens skovbryn.
”Den mest intense del af skriveprocessen opstår, når man er omkring halvvejs inde i bogen. I de perioder har jeg en følelse af, at det ville være skønt, hvis der ikke var andet, der forstyrrede. Det er svært at være nærværende, selv når jeg ikke skriver. Jeg blev skilt, mens jeg skrev Blekingegadebanden, og der fik jeg en følelse af, at min kone ikke ville skilles, fordi jeg havde været utro med en anden kvinde, men fordi jeg havde været utro med en bog,” siger Peter Øvig Knudsen.
Mens Peter Øvig Knudsen bærer hele den moderne mands byrde med både at være arbejder, far, mand, elsker, ven og kollega, så var den store amerikanske forfatter og nobelprismodtager William Faulkner anderledes afklaret omkring skriften.
”En kunstner er et væsen, der drives af sted af dæmoner. Han ved ikke, hvorfor de vælger ham, og han har i almindelighed for travlt til at spekulere over det. En forfatter er udelukkende ansvarlig over for sin kunst. Han er fuldstændig hensynsløs, hvis han er en god forfatter. Han har en drøm, der piner ham så meget, at han må af med den. Han får ikke fred, før det er sket. Alt sætter han over styr; ære, stolthed, anstændighed, sikkerhed, lykke, alt for at få bogen skrevet,” sagde han.