Artikel
Det siger lederne
No image

Det siger lederne

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Kristian Jacobsen, rektor, Helsingør Gymnasium: ”Jeg kan ikke sende på P3, hvis lærerne er på P1”
Hvad er din kommentar til, at mere end halvdelen af lærerne er utilfredse med deres ledelse?
”Jeg tror, at en meget stor del af utilfredsheden er møntet på OK 13 – og ikke på ledelsens arbejde. Lærerne er utilfredse med overenskomsten, og den utilfredshed kanaliserer de så over på ledelsen. Ude på den enkelte skole bliver ledelsen jo personificeringen af OK 13. Men selvfølgelig skal man tage tallene alvorligt. Som rektor er det ens job at håndtere den utilfredshed, der er – hvad enten den skyldes overenskomsten, ledelsen eller en blanding.”

Hvordan oplever du, at dialogen mellem ledelse og lærere har været på din skole efter OK 13?
”Jeg synes, vi har en god dialog. Vi nedsatte et dialogforum, der bestod af samarbejdsudvalget og nogle ekstra lærere, som har taget mange af de principielle diskussioner om OK 13. Desuden gjorde jeg i starten meget ud af at være til stede på lærerværelset og tage mange diskussioner, fordi jeg fornemmede, at der var en stor utryghed og tvivl. Jeg har hele tiden forsøgt at anerkende lærernes utryghed og være så tydelig omkring mine intentioner som muligt. Jeg har for eksempel meldt klart ud, at vi har planlagt det første år, som vi plejer, men at der kan komme differentiering på længere sigt. Og så har jeg påpeget, at jeg er optaget af at lave en god skole – præcis ligesom lærerne er.”

Hvad er afgørende for at skabe en god dialog?
”En af grundpillerne i mit arbejde er hensigtsmæssig kommunikation. Det handler om empati, anerkendelse af andres virkelighedsopfattelse og om den frekvens, man sender på. Det kan ikke nytte noget, at jeg sender på P3, hvis lærerne er på P1. Kan man som rektor godt forstå, at OK 13 er en omvæltning for lærerne? Ellers synes man, at de bare må tage sig sammen? Der er en kæmpestor forskel på de to indstillinger, og lærerne mærker det tydeligt. Men det er klart, at jeg som leder en gang imellem må sige: Jeg anerkender dit synspunkt, men nu er der et nyt paradigme, og det må vi forholde os til og komme videre.”

Sven Gaardbo, rektor, Rønde Gymnasium: ”Lærerne har nok savnet flere udmeldinger”
Hvordan oplever du, at dialogen mellem ledelse og lærere har været på din skole efter OK 13?
”OK 13 har skabt en øget kommunikation. Der er kommet en tættere kontakt mellem ledelse og lærere. Jeg synes, at vi har forsøgt at imødekomme lærernes behov for dialog. Det er for eksempel mit indtryk, at lærerne er glade for, at vi har indført fire årlige samtaler om, hvordan tidsregistreringen fungerer. Men alt er selvfølgelig ikke gledet let igennem. OK 13 har skabt meget uro og usikkerhed. Lærerne vil nok sige, at de har savnet flere og tydeligere udmeldinger og flere møder med diskussioner om OK 13. Der har været perioder, hvor de har følt, at de ikke har fået nok at vide.”

Hvad tror du, at lærerne synes om implementeringen af OK 13 på din skole?
”I hele optakten havde jeg en løbende kontakt med lærernes tillidsrepræsentant, og vi lavede blandt andet et papir, der satte rammer for, hvordan man skal bruge tidsregistreringen i situationer, hvor det kan være lidt uklart, for eksempel når man er på studietur. Det, tror jeg, blev oplevet som en vilje til at gå i dialog om implementeringen. Vi har også holdt en pædagogisk dag om OK 13.”

Er der noget, som du i dag kan se, at du skulle have gjort anderledes?
”Ja, jeg ville gerne have været mere i løbende dialog med lærerne. Jeg underkendte nok behovet for, at jeg markerede flere ting. Men jeg synes jo samtidig, at jeg har sagt det, jeg var i stand til på de forskellige tidspunkter. En god dialog kræver, at man som ledelse melder klart ud, hvad OK 13 skal bruges til. Dialogen om det potentiale for skoleudvikling, som jeg mener, at den nye overenskomst indeholder, har nok ikke været tydelig nok, men det må så komme i anden runde.”

Ivar Ørnby, rektor, hhx og stx, København Nord: ”Det handler om at få sat en anden dagsorden”
Hvad er din kommentar til, at mere end halvdelen af lærerne er utilfredse med deres ledelse?
”Tallene viser, at der er stor forskel på, hvordan skolerne har implementeret OK 13, og på hvordan stemningen er. Det er også det, jeg hører i de netværk, jeg sidder i. Hos os har vi implementeret overenskomsten uden besparelser og uden krav om tilstedeværelse. Vi har ikke spillet bolden hårdt, men det ved jeg, at andre skoler har. Der er flere steder, hvor forholdet mellem lærere og ledelse er alvorligt nedkølet, og hvor ledelsen overvejer, hvordan man skal komme videre. Nogle steder har lærere ligefrem sagt op.”

Hvad tror du, at lærerne på din skole synes om din kommunikation i forhold til OK 13?
”Selvom vi ikke har spillet bolden hårdt, så tror jeg desværre, at de fleste synes, at kommunikationen har været utilfredsstillende – ligesom et flertal i undersøgelsen har svaret. Jeg tror, det primært handler om, at forandringer på en arbejdsplads let giver anledning til en kollektiv usikkerhed. Jeg synes, at vi har haft en god dialog i vores udvalg med tillidsrepræsentanter og ledelse, som har diskuteret de OK 13-problemstillinger, der er opstået hen ad vejen. Vi forsøger at være hurtigt på sagen, men der er også ting, vi har skudt til hjørne, indtil vi er blevet lidt klogere. Så der kan godt have været perioder, hvor lærerne har savnet noget information.”

Hvordan ændrer man stemningen på de skoler, hvor forholdet mellem lærere og ledelse halter?
”Det handler om at få sat en anden dagsorden, som kan pege positivt fremad. Ledelserne skal gøre meget mere ud af at fortælle, hvad den nye overenskomst kan bruges til i forhold til undervisningen. Det forsøger jeg selv her på skolen. Jeg slår især på, at vi nu har mulighed for at tilrettelægge undervisningen på helt nye måder. For eksempel vil det være oplagt at lade eleverne studere mere selvstændigt i nogle af timerne i 3.g og i stedet flytte ressourcerne ned i 1.g, hvor man så kunne sætte to lærere på hver klasse i de to første måneder. Det vil være en fordel for både elever og lærere.”

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater