Det grå gymnasium

Stop. Fejlmelding. Billedet er forældet.

Billede 2: Du er 62 år. Det er formiddag, og du står i 3.U’s klasselokale. De sidder med hver sin iPad, og du har forberedt en lektion om Berlinmurens fald, som skal kunne holde de unge fanget i 40 minutter. I morgen kommer børnebørnene. I skal ud at fiske. Men der er knap så meget tid, for du skal også nå at rette opgaver i weekenden – inden du skal på arbejde igen.

Billede 2 er fremtiden. Vi skal indstille os på at blive på arbejdsmarkedet flere år end tidligere generationer. Det er en realitet nu, hvor den ældre befolkningsgruppe vokser, bliver sundere – og hvor vi tager endelig afsked med efterlønnen.

Da de første danskere blev sendt på efterløn i 1979, var det en håndsrækning fra daværende statsminister Anker Jørgensen og SV-regeringen til nedslidte ældre. Siden da er velstanden steget, og ordningen er blevet reguleret af skiftende regeringer. Den har været valgtema adskillige gange og mildest talt været en udfordring for politikere og fagorganisationer.

Men i januar 2012 blev efterlønsreformen vedtaget i Folketinget, og det betyder blandt andet, at mange danskere i disse måneder kan vælge at få udbetalt deres opsparede efterløn skattefrit fra a-kasserne. I løbet af en årrække vil ordningen forsvinde helt, samtidig med at folkepensionsalderen stiger til 67 år. Vi skal med andre ord hænge i længere.

69-årig i nyt gear

Holger Hamann har været lærer i over 40 år på Roskilde Gymnasium. Flere af hans jævnaldrende benyttede anledningen til at stå af i forbindelse med gymnasiereformen i 2005. Men han var ikke moden til at gå på pension.

”Undervisningen og samværet med eleverne er et privilegium. Det giver mig livskvalitet,” siger Holger Hamann, som fylder 69 år til juni. Han har været positiv over for det såkaldte kompetencegymnasium, hvor eleverne ikke kun skal tilegne sig viden, men også demonstrere, at de kan anvende viden.

Men den lange karriere på den samme skole betyder ikke, at der ikke er sket en udvikling. Hans fag er tysk og engelsk. Efter at han blev 60, tog han en mastergrad i it. Han føler, at det har bragt hans faglighed op i et ”nyt gear”.

”Jeg så pludselig nye muligheder i pædagogikken, for eksempel i den differentierede undervisning ved hjælp af maskiner,” siger Hamann, som også var ivrig fortaler for sproglaboratorier, da det var nyt.

Holger Hamann samarbejder med kolleger i tværfaglige team, hvor unge og ældre inspirerer hinanden. Han så dog gerne, at de unge brugte de ældre læreres erfaringer i endnu højere grad.

”Jeg har en fornemmelse af at blive respekteret, men de unge søger ikke altid den viden, der findes i huset,” siger Holger Hamann.

Han oplever en meget positiv støtte fra rektor, som er ”nogenlunde på hans egen alder”, og har foreløbig sagt ja til at tage skoleåret 2012-2013 med.

Man kan ikke læne sig tilbage

Formand for Gymnasieskolernes Rektorforening Jens Boe Nielsen hilser udviklingen velkommen. Han mener, at gymnasielærere tilhører en gruppe mennesker, som helt naturligt følger med i samfundsforhold og holder sig opdaterede – også i en høj alder.

”I sidste ende handler det om at være skarp. Eleverne er ligeglade med, om du er ung eller gammel. De kræver bare god undervisning,” siger Jens Boe Nielsen og tilføjer:

”Men man kan ikke længere læne sig tilbage og nyde udsigten fra sit elfenbenstårn, som man måske kunne for 20-30 år siden. Presset på den enkelte lærer er steget enormt siden reformen.”

Han tror, at tempoet i gymnasiet i lige så høj grad er et problem for de unge lærere. Kravene om tværfaglighed koster dog nok endnu flere grå hår hos ældre undervisere, vurderer han.

”Har man vænnet sig til at stå alene i et klasselokale hver dag, kan det være svært at skulle dele sin faglighed med andre,” siger Jens Boe Nielsen.

Han understreger, at der er flere tiltag fra rektorernes side, som skal give lærerne lyst til at blive ved længere, blandt andet seniorordninger, derunder nedsat tid, og muligheden for at få andre funktioner, for eksempel at arbejde med studievejledning.

Arbejdsgivere skal ændre syn

Men så positivt ses der ikke på fleksibiliteten alle steder. Henning Jørgensen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, er skeptisk. Han mener, det vil tage lang tid, før arbejdsmarkedet har vænnet sig til flere ældre. Indgroede tankegange og normer bremser os.

”Vi er bagefter med at indrette arbejdsmarkedet. Vi har brugt mange år på at opbygge bestemte velfærdsrammer, og det har haft konsekvenser for adfærden. Der findes normer, som ikke lige lader sig ændre,” siger Henning Jørgensen.

Det er arbejdsgiverne, som skal ændre synet på arbejdskraft, fastslår han.

”De har endnu ikke lært, at aldring ikke er lig med forældelse. Mange 60-64-årige siger, at de gerne vil arbejde længere, men de mangler signalerne fra ledelsen. Der skal også gøres mere ved folkesundheden, hvor vi er bag efter Norge og Sverige. Hele projektet om at få ældre til at arbejde længere kræver en fælles samfundsindsats med deltagelse af mange aktører,” siger Henning Jørgensen.

Han støttes af seniorforsker Mona Larsen fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Hun læner sig op ad centrets rapport fra sommeren 2011. Her blev det blandt andet undersøgt, hvad der kan motivere 55-70-årige til at blive i jobbet.

”Signaler er vigtige. Ledelsen skal opfordre den ældre til at fortsætte. Ældre vil gerne have et klap på skulderen ligesom alle andre. Det hjælper, hvis ledelsen er god til at tilbyde den ældre individuel tilpasning. For gymnasielæreres vedkommende kan det være et stop for administrative opgaver og et tilbud om at skulle lære yngre kolleger op,” siger Mona Larsen.

Et godt tag på de unge

Valdemar Vibe-Petersen, der underviser i dansk, føler sig motiveret – og har altid haft det lange lys på. Således betalte han til efterlønsordningen, men havde aldrig forestillet sig at skulle bruge den. Dog troede han, at når han blev 70 år – hvilket skete sidste år – så foreskrev reglerne, at han skulle holde op. Men hans rektor på HF-Centret Efterslægten i København forklarede, at tænkningen er anderledes nu, og at skolen gerne vil holde fast på hans erfaring og kompetencer, lige så længe han selv har lyst. Og det har Valdemar Vibe-Petersen stadig. Foreløbig har han forpligtet sig frem til sommeren 2013.

”Jeg har altid befundet mig godt i formidlerrollen. Jeg kan lide at komme på arbejde og har et godt tag på de unge. Jeg får bekræftet, at jeg duer,” siger Valdemar Vibe-Petersen, som har undervist i hf-regi i omkring 40 år og gerne øser af sin erfaring, når yngre kolleger spørger, hvordan han håndterer forskellige undervisningssituationer.

Han forklarer, at hans afslappede forhold til folkepensionsalderen formentlig også er påvirket af, at han begyndte sent som gymnasielærer, fordi han først var ansat en årrække hos ØK. Desuden spiller det nok også ind, at han fik barn som 59-årig – det tredje og med hustru nummer to.

”Man skal bare blive ved, hvis man brænder for det. Man skal selvfølgelig være opmærksom på at holde sig ajour med stoffet. Jeg arbejder stadig med danskfaget med stor lyst,” siger Valdemar Vibe-Petersen.