Det farlige er mennesket

Svend Åge Madsen

• Forfatter, dramatiker (f. 1939 i Aarhus).
• Debuterede med Besøget i 1963 og har siden udgivet mere end 50 bøger og en række noveller samt skrevet adskillige skuespil, blandt andet som husdramatiker ved Aarhus Teater.
• Nogle af hans bøger er både dramatiseret og filmatiseret af andre, ligesom han har modtaget en lang række priser, heriblandt De Gyldne Laurbær, Det Danske Akademis Store Pris m.fl. Han er netop nu aktuel med Esbens fire liv.

En pige med en indopereret chip i hjernen, så hun kan programmeres til snart sagt hvad som helst. Samtaler med Jesus via en chatbot.

Lyder det som noget fra en fremtidsfilm? Eller bare som en realistisk fortsættelse af den teknologiske udvikling, hvor kunstig intelligens er i højsædet?

Ikke desto mindre er det omdrejningspunkterne i Svend Åge Madsens nyeste bog, Esbens fire liv, der udkom før sommerferien. Bemærkelsesværdigt nok næsten en slags beskrivelse af den omdiskuterede ChatGPT, selvom bogen mere eller mindre var færdigskrevet, før den nævnte chatbot gjorde sit indtog i samfundet.

Dermed lever den aarhusianske forfatter endnu en gang op til de nærmest profetiske evner, nogle har tilskrevet ham udi disciplinen at kigge i krystalkugler. Selv mener han, det beror på tilfældet – og så måske alligevel ikke, for direkte adspurgt, om hans ofte underfundige, oftest humoristiske historier og rammesætninger i virkeligheden er en subtil samfundskritik, forklarer han sammenhængen:

”Jeg synes, nogle af tingene er samfundskritiske. Men meget af mit arbejde går ud på at undersøge teknologiens konsekvenser. Jeg gennemprøver tanker og leger med mulighederne i forhold til de forskellige dingenoter, teknologien giver os, og prøver at se på, hvad det er, vi underlægger os. På godt og ondt.”

Svend Åge Madsen har budt Gymnasieskolen inden for i hjemmet i Aarhus-forstaden Risskov til en snak om den nye bog, kunstig intelligens, ungdom og alderdom samt lysten og evnen til at blive ved med at arbejde i en høj alder. Apropos det sidste har han dog per mail stillet den betingelse, at skribenten lover ikke at omtale forfatteren – som det var tilfældet i forespørgslen hos forlaget – som 85-årig, så længe han ikke er det.

”Jeg er altså kun 84 år og tre måneder,” skrev han tilbage med slet skjult selvironi.

Således sætter vi os til rette i profetens stue en juliformiddag, hvor den danske sommer viser sig fra sin absolut værste side. Det når dog at klare op for en stund i løbet af et par timer, hvor samtalen når vidt omkring. Svend Åge Madsen er åbenlyst velorienteret og taler uden noget øh og bøh. Han ligner i det hele taget sig selv fra tidligere tiders billeder, håret måske lidt hvidere og tyndere – om end stadig signaturlangt – og så et sår på næseryggen, som han ikke ved hvor stammer fra.

”Måske var det, da jeg klippede hæk. Jeg opdagede det først, da blodet på et tidspunkt begyndte at dryppe,” fortæller han.

Tidligere var det blandt andet magisk realisme a la Gabriel García Márquez med den legende tilgang eller de store fortællere som eksempelvis James Joyce med historier, der væver sig ind i hinanden og ofte med Dublin som udgangspunkt, der især inspirerede Svend Åge Madsen, hvis historier næsten altid foregår i eller omkring Aarhus.

”Og da jeg læste Borges, havde jeg en klar fornemmelse af, at han havde stjålet fra mig! Men altså, han skrev det i 1930’erne, så det kan nok ikke have været tilfældet.”

Svend Åge Madsen fortæller, at mange af hans ideer opstår i den såkaldt hypnagogiske fase – altså overgangen fra at være vågen til at falde i søvn – hvor han ligger og tænker over ting, han har læst eller oplevet i dagens løb. Så tænder han lyset og skriver ideen ned. Engang skrev han i mørke for ikke at vække sin nu afdøde hustru, Lise, og måtte måle linjer med fingrene for ikke at skrive ideerne oven i hinanden. Dagen efter skriver han noterne rene og leger lidt med ideerne, inden de skrives ind i computeren, hvor han i dag har omkring 2.600 ideer liggende.

Han har erkendt, med alderen in mente, at de nok ikke alle når at blive omsat. Antallet lyder voldsomt, men dels er nogle af ideerne ikke færdigudviklet, dels kommer nogle til at udgøre delkomponenter i en endelig historie. Således er ideerne delt op i forskellige kategorier, hvorfra de kan plukkes og kombineres – for eksempel personer, kærlighed, had, samtale, religion, science fiction etc.

Sådan er det også i Esbens fire liv, hvor den unge mand Esben møder Tessa, der via en chip, hun fik indopereret i hjernen som spæd, er en slags legemliggørelse af kunstig intelligens. Sammen udvikler de i bogens første del en stor forelskelse og kærlighed og siden et koncept, der til forveksling ligner noget, vi nu kender som ChatGPT, og som – uden at røbe for meget – udarter i både religiøse, filosofiske, eksistentielle og kommercielle retninger.

”Kunstig intelligens har mest en positiv rolle i Esbens fire liv. Den er jo heller ikke farlig i sig selv. Det er de mennesker, der bruger den, der kan være problemet. Det samme med biler og pistoler,” siger Svend Åge Madsen og husker på, at tekniske landvindinger har mødt modstand og skepsis, siden man opfandt hjulet.

Han opfordrer med sin erfaring fra et langt liv til ikke at frygte kunstig intelligens. Derimod at bruge den med omtanke.

”Men det er da klart, at der er nogle udfordringer i forhold til uddannelsesområdet, som man skal finde nogle løsninger på.”

Vigtige år i gymnasiet
Svend Åge Madsen bedyrer, at han ikke selv bruger kunstig intelligens som ChatGPT og lignende. Ej heller sociale medier, som ligeledes påvirker især de unges liv på godt og ondt. Så egentlig har han, med egne ord, ikke et særlig stort kendskab til tingene. Man får dog en mistanke om falsk beskedenhed med tanke på, hvor opdateret den teknologiske viden er i mange af hans bøger, for eksempel Det syvende bånd fra 2006, der handler om digital overvågning – og til forfatterens egen undren og morskab er hans eneste bog, der er oversat til kinesisk – ”det er jo en direkte kritik af det kinesiske samfund”.

”Det overrasker mig, hvor meget ungdommen i dag bruger teknologi,” siger han kort, da han bliver bedt om at bedømme ungdommen i dag, som han gennem tiden blandt andet har mødt på gymnasier, men i dag mest oplever gennem sine børnebørn, der bor i nabolaget og ofte lægger vejen forbi.

Også sproget i Esbens fire liv er opdateret og umiddelbart ungdommeligt. Måske særegent, i den forstand at Svend Åge Madsen har for vane at lege med ord og ordspil og lægge både indforståede og åbenlyse vittigheder ind i sproget. Man kan måske endda påstå, at hans sprog til tider er en smule frivolt uden dog nogensinde at blive vulgært. Men nypuritansk er det i hvert fald ikke. Ligger der også her en gemt kritik af tidens woke-tendenser og et tegn på en forskel mellem unge og gamle? Svaret er umiddelbart undvigende, men alligevel subtilt afbalanceret:

”Lige nu læser jeg Hamsun – på norsk i øvrigt, for der er noget i det norske sprog, det er skrevet på, der ganske enkelt ikke kan oversættes og have samme betydning. Jeg ville da hellere have, at han havde været på den anden side,” siger Svend Åge Madsen med henvisning til Knut Hamsuns mulige nazistiske sympatier.

”Men omvendt ville mine forældres generation jo alle være kriminelle med nutidens standard.”

Mødet mellem generationer eksisterer også i Esbens fire liv, og Svend Åge Madsen selv tøver ikke med at kalde sin egen gymnasietid på Marselisborg Gymnasium for ”de måske tre vigtigste år i mit liv”.

”Her mødte jeg for første gang akademikere med meninger om en masse ting. Det var meget formativt, selvom jeg unægtelig befandt mig bedst med matematik – min dansklærer i mellemskolen havde jo også sagt til mine forældre, at jeg kunne glemme alt om gymnasiet,” ler Madsen, med tanke på at det netop er dansk sprog og litteratur, han har levet af i nu mere end 60 år.

Det var også i gymnasiet, han mødte Lise, som han senere blev gift med og levede med til hendes død for godt 10 år siden – de to skrev i øvrigt tre krimier sammen under pseudonymet Marianne Kainsdatter som endnu et lille ordspil med henvisning til historiens første morder.

Måske er forståelsen for andre generationer og andre livsformer en udløber af længerevarende ophold i andre kulturer, som ifølge Svend Åge Madsen selv har været med til at forme hans tanker som voksen. Han har flere gange opholdt sig i Frankrig og Italien, men han fremhæver gerne familiens længere ophold i både Indien og Algeriet. Indien førte både en adoption og en bog om en profet, der ikke havde noget at sige, med sig, mens han oplevede at blive stenet af fjendtligt indstillede unge mænd i Algeriet.

”Begge dele var spændende, såvel generelt i forhold til levemåder som i forhold til religion. Jeg er forbløffet over, hvor konfliktfyldt det er. Jeg ved ikke, om det har gjort mig mere åben og tolerant, men jeg vil sige, at jeg gennem rejser indså, at jeg er påvirket af min danske kultur, og det har været givende at opdage,” siger han.

Han nævner selv bogen Se dagens lys som et eksempel på beskrivelsen og undersøgelsen af andre levemåder. Bogens hovedperson vågner hver dag til et nyt liv. Et nyt arbejde, en ny familie og altså en ny kone.

”At skrive den bog lærte mig meget om mig selv. Jeg vidste ikke, hvor det ville føre mig hen. Hvordan ville jeg for eksempel selv have det med at leve mere promiskuøst? Kunne vi hver især finde en bedre livsform end den, vi har fået overleveret?” spørger han retorisk og besvarer skribentens åbenlyse opfølgende spørgsmål:

”Jeg kom frem til, at det liv, jeg levede, nok var den bedste model for mig.”

Begejstret over sig selv
Samtalen nærmer sig en afslutning. Svend Åge Madsen skal gøre sig klar til eftermiddagens tennis, som han spiller mindst fire gange ugentligt – ”tennis er, sammen med litteratur, stort set det eneste, der interesserer mig,” siger han og virker næsten stolt over at besidde en foragt for al anden sport.

Det bringer os frem til det med alderen. Flere og flere, også gymnasielærere, vælger at blive længere på arbejdsmarkedet, i takt med at både den officielle pensionsalder og sundhedstilstanden stiger.

Svend Åge Madsen giver selv gener og tennis æren for, at han i en høj alder stadig arbejder lige så mange timer som førhen og ikke har haft en sygedag siden 2016, hvor han havde lungebetændelse.

”Men jeg har jo aldrig haft opslidende arbejde, og bortset fra nogle år som husdramatiker ved Aarhus Teater heller aldrig haft ansættelse. Jeg har selv kunnet bestemme, og det gør nok en forskel.”

Alligevel kan han på flere måder sagtens mærke, at han ikke længere er en vårhare.

”Jeg arbejder ikke så hurtigt, som jeg gjorde tidligere, og ideerne kommer ikke længere så let, som de plejede. Jeg har også sværere ved at koncentrere mig i længere tid ad gangen. På den måde kan jeg mærke, at alderen har en betydning,” fortæller han.

Svend Åge Madsen har undladt at læse mange af sine egne tidligere bøger, for han tror ikke, han ville bryde sig om dem. Han prøver aldrig sine ideer af på andre, og ingen får lov til at læse hans manuskripter, før de afleveres færdige på forlaget. Men en dag kom han til at nævne en ide for en ven.

”Den har du skrevet,” sagde vennen.

”Det vidste jeg faktisk ikke, men så læste jeg noget af mit eget og blev voldsomt begejstret over mig selv. Det kan måske lyde sådan lidt … jeg er ked af at sige det, men jeg har faktisk moret mig over mig selv og er blevet imponeret over, hvor meget jeg vidste, da jeg skrev det.”

Selvom Svend Åge Madsen som tidligere nævnt har rundet de 84 år, er han langtfra færdig med at skrive.

”Jeg har en fornemmelse af, at jeg er længere og længere tid om at skrive en bog. Måske stopper det bare af sig selv på et tidspunkt, og så er det fint nok.”