Det er ikke for sjov at være nyuddannet

Jakob Svendsen vidste godt, at han ikke havde styr på beviset. Alligevel forsøgte han at hakke sig igennem vækst i populationer, mens 2.g’ernes øjne hvilede på hans lettere svedige ryg. Den nyuddannede matematiklærer var ude på tynd is. Og det havde supervisionslæreren ovre i hjørnet garanteret allerede gennemskuet.

Men den unge lærer ville for alt i verden ikke tabe ansigt. Han ville ikke indrømme, at han ikke kunne løse opgaven. For han havde jo læst matematik på universitetet, og så burde man vide alt!

Så han fortsatte skriblerierne på tavlen. Men tallene gav ikke mening, og intet i matematikhjernen sagde klik, som det plejede.

Til sidst kapitulerede han. Supervisionslæreren tog over, og Jakob Svendsen følte sig som en stor idiot.

37-årige Jakob Svendsen er tidligere lærer på Gladsaxe Gym­nasium i matematik og datalogi. Sideløbende med lærergerningen dyrkede han sin interesse for standup, og  ­efter seks år foran teenagerne valgte han at blive komiker på fuld tid. I dag bruger den tidligere lærer sine erfaringer fra gymnasielivet i produktionen af sit kommende standupshow Selvtillid.  

Jakob Svendsen er kontrasternes mand. Han elsker at optræde. Følelsen af en hel sals latterbølger, som vugger beroligende op mod den lille, energiske mand i centrum, er komikerens benzin i livet. Men samtidig kæmper han med manglende selvtillid og konstant usikkerhed. Den del er ikke for sjov.

”Som nyuddannet troede jeg, at jeg skulle vide alt og altid have facit klar. Det havde jeg ikke. Så jeg fakede i min undervisning. Jeg var meget bange for at blive afsløret, og at nogen ville sige til mig: Jakob, ved du overhovedet, hvad du laver? Er du en rigtig lærer?” siger Jakob Svendsen.

Kaffepauser og ­edamamebønner
”Tror I virkelig, at en gymnasie­lærer drikker så meget kaffe i virkelig­heden? Det er ikke kaffen, som er vigtig. Det er de to sekunders mulighed for at skimme lærebogen, mens den halvlunkne væske siver ned i svælget. Den korte kaffepause er altafgørende for, om læreren kan nå at finde svaret før eleverne. Kaffe er gymnasielærernes nødløsning.”

Jakob Svendsen optræder med dele af sit nye standupshow Selvtillid for forskellige testpublikummer. Denne aften er det den lille forsamling på kulturcentret Lygten Station på Nørre­bro, som griner ad komikerens små åbenbaringer fra livet som gymnasielærer.

Med store armbevægelser og skæve grimasser går Jakob Svendsen videre til at fortælle om dengang, da han næsten blev kvalt i bælgen fra en edamamebønne. Udelukkende fordi han nægtede at indrømme over for sine edamamebønne-elskende venner, at han ikke anede, at bælgen var uspiselig. For komikeren Jakob Svendsen hader at blive til grin, medmindre han selv kan styre, hvornår publikum griner.

Jakob Svendsen var bedst til matematik i folkeskolen og i gymnasiet. Men på universitetet var han middel.

Han startede som gymnasielærer i 2009 under den vaklende overbevisning, at så måtte han bare gøre det, så godt som han kunne. Men de to første år som nyuddannet var hårde.

”Jeg ville fremstå ufejlbarlig. Jeg har haft meget svært ved at spørge mine kolleger om hjælp, fordi jeg var usikker på, om jeg overhovedet havde forstået opgaven korrekt. Jeg vidste ikke, om jeg kunne mit fag, eller om jeg bare lod som om,” fortæller han.

Når selvtilliden mangler
Jakob Svendsen stoppede som gymnasielærer i sommeren 2015. Comedy var sjovere. Men han savner at under­vise. Det var den vildeste følelse at løfte en 2-talselev til et 7-tal i matematik. At dele ud af sin passion for matematikken og se den forplante sig til skoletrætte teenagere, hvis tanker ellers mest handler om Instagramfollowers og Snapchatstreaks.

Standup og undervisning har en del til fælles. Målet er opmærksomhed. Publikum eller elevernes opmærksomhed skal indfanges og fastholdes. Når det lykkes, er det skønt.

Han retter ryggen og smiler forsigtigt. For arbejdet som gymnasielærer var også rigtig fedt. Bare ikke de første par gange, hvor han stod og ikke helt vidste, hvordan det her bevis skulle ende. Så fakede han og forklarede tallene på tavlen til eleverne med tilpas meget autoritet i stemmen, indtil det sagde klik for matematik­hjernen. Og det hele gav mening igen.

Jakob Svendsen gider ikke lyde ynkelig, men han tror på, at det er vigtigt at italesætte sin usikkerhed og den altædende frygt for at fejle. Det er en erkendelse, som han først for nylig har turdet lufte.

Komikeren er netop nu i gang med de sidste forberedelser til sit nye show, som går under den kontrastfyldte titel Selvtillid. En mand, der mangler selvtillid, vil stå på en scene og få folk til at grine.

”Jeg evaluerer hele tiden mit liv. Er jeg god nok? Er det sjovt nok? Selvtillid er et stort problem for mig. Men jeg kan mærke, at hele processen med mit nye show hjælper mig med at bearbejde min usikkerhed,” siger Jakob Svendsen.

Hvor er den rigtige voksne?
”Det ville ikke undre mig, hvis den her scene var skjult kamera, og jeg selvfølgelig ikke skulle være med i Gymnasieskolen. For hvem gider høre på mig?”

Sådan siger den sprælske komiker en times tid inde i interviewet. Han gør det flere gange under vores møde en vinterkold fredag i familiens rodede lejlighed i Herlev. Han taler sig selv ned. Helt ned under gulvbrædderne. For Jakob Svendsen har en undskyldning for alle sine succeser.

Han siger selv, at han lider af im­postor syndrome. Han fortæller, at impostor syndrome handler om frygten for at blive afsløret i at være noget, som du ikke er. En genstridig bekymring for, om din succes udelukkende beror på held og tilfældigheder.

Til forældrekonsultationerne i 1.g sad matematiklæreren altid lidt på kanten af stolen. Han ventede på, at forældrene ville kigge forundret rundt i lokalet og spørge, hvor den rigtige voksne lærer var henne.

”Det handler ikke om, hvad folk reelt tænker om mig. Men hvad jeg tror, at de tænker om mig. Det hele foregår inde i mit hoved,” siger Jakob Svendsen.

Når han står på scenen, er han på. I rampelyset deler han ud af sig selv, fordi han synes, at det bedste comedy tager udgangspunkt i komikeren selv. Alligevel har Jakob Svendsen det svært med at være sårbar.

Det var usikkerheden, som tog kontrollen i matematiktimen med 2.g’erne og supervisionslæreren. Han ville ikke tabe ansigt, og derfor trak han hele seancen alt for langt ud, inden han smed håndklædet i ringen. I stedet for at spørge om hjælp fra starten af.  

”Jo længere tid jeg var lærer, jo mere tryg blev jeg heldigvis. Og så lærte jeg, at det ikke er tabere, der spørger om hjælp. Jeg begyndte også at opfordre mine elever til at stille alle de dumme spørgsmål,” siger Jakob Svendsen.

Gode råd til nye lærere
”Men hvorfor spørger du mig? Hvem gider lytte til gode råd fra mig?”

Det er Jakob Svendsens første kommentar, da jeg spørger efter gode råd til den gymnasielærer, som kan nikke genkendende til de følelser, han beskriver.

Jakob Svendsen reflekterer en del over sig selv. Bølgerne går højt i hans hoved, og selvtilliden har nogle gange svært ved at finde sikkert i havn. I dag går Jakob Svendsen hos en god terapeut, og arbejdsprocessen med showet Selvtillid har i høj grad også hjulpet ham til at lære sig selv og sin usikkerhed bedre at kende.

”Først skal du lære at tage æren for dine succeser. Kom du igennem timen, hvor du underviste i retvinklede trekanter? Ja, det gjorde du. Nyd succesen i stedet for at undskylde den,” siger Jakob Svendsen.

For at undgå, at usikkerheden snigløber dig, er det vigtigt at adskille din person fra din undervisning. Sådan lyder et af Jakob Svendsens gode råd til nye, uerfarne lærere.

Hvis eleverne har tankerne på, hvad der skete i den mørke krog af fredagscafeen i sidste uge, frem for at høre på din undervisning, så handler det ikke om, at de ikke kan lide dig som person, understreger han.

Han kredser også om at komme den negative vending ”at fake” til livs. For der er jo ingen, der har lyst til at være falsk. Og faker man i det hele taget, når man egentlig bare prøver sig frem? Er det en kamp om ord eller et bedrag af evner?

Jakob Svendsen lærte at blive gymnasielærer ved at prøve sig frem – og endte med at have seks gode år på Gladsaxe Gymnasium.

”Folk, der ikke fejler, er folk, der ikke prøver, og folk, der ikke prøver, kommer aldrig ud af deres comfortzone,” siger han.