“Det er i faget, vi mødes”

For Karen Richter Hansen er det fuldstændig afgørende at få skabt en god relation til sine elever. Hver gang hun træder ind i klasselokalet, skal eleverne mærke, at hun holder af dem, interesserer sig for dem og gerne vil møde dem dér, hvor de er.

”Alle skal føle sig set,” siger Karen Richter Hansen, der underviser i dansk og psykologi på Aalborg Katedralskole.

”Virker en elev lidt tynget, spørger jeg altid: ’Er du okay?’. Det er tit utrolig lidt, der skal til for at hjælpe dem.”

Hun bruger altid tid på at lære en ny klasse godt at kende. Typisk tager hun en runde, hvor eleverne skal sætte lidt ord på sig selv. Og hun husker, hvad de fortæller.

”Jeg vil gerne vide, hvem de er. Det er ikke terapeutisk på nogen som helst måde. Mit mål er at skabe tryghed og tillid. Det er grobunden for læring.”

For hende er relationsarbejdet tæt forbundet til det faglige.

”Jeg arbejder relationsbevidst med min pædagogik. Faget er omdrejningspunktet. Det er i faget, vi mødes,” fortæller hun.

Det er ikke kun relationen mellem hende og eleverne, der er vigtig for hende, men også relationerne imellem eleverne. De skal lære at lytte til hinanden, give hinanden plads og anerkende hinandens styrker. I gruppearbejde sætter hun tit elever sammen, der er gode til forskellige ting.

”For mig handler det om, at vi spiller hinanden gode. Eleverne skal se styrkerne i sig selv, i hinanden og i mig. Det er mig, der er kaptajnen på skibet, men det kan ikke sejle uden et mandskab.
Jeg laver aldrig et modul, der kan lykkes uden elevernes bidrag.”

Rart klasserum
Det handler i bund og grund om klasseledelse, siger hun.

”Jeg prøver at skabe et rum, hvor det er rart at være for os alle sammen. Et rum, hvor mange er aktive, og hvor jeg selv kan træde lidt i baggrunden. Men eleverne står aldrig alene, de ved altid, at jeg er der. Jeg noterer ned, hvis jeg ikke når at høre alle grupper i en time, og så starter jeg ud med dem
i næste time.”

”Jeg husker, hvad eleverne siger, og bruger meget tit deres ord, når jeg skriver på tavlen. Og jeg oplever, at eleverne også bruger hinandens ord og fremhæver hinanden,” fortæller Karen Richter Hansen.

Hun bruger også tid på at tale med eleverne om undervisningen, så hun ved, hvad de savner, og hvad der fungerer godt.

”Jeg føler, det er elevernes rum, jeg træder ind i. Jeg vil meget gerne skabe et dynamisk læringsrum. Jeg ved, hvilket mål vi skal nå, men vejen derhen opstår i samspil med eleverne.”

Skuffer aldrig
I hendes timer skal der være ‘rum til at være menneske’. Der skal være plads til både at have det sjovt og være ked af det.

”Jeg tillader, at eleverne har det svært, og at der er timer, de ikke får så meget ud af. Selv hvis de har kærestesorg, eller deres forældre lige er blevet skilt, har de vanskeligt ved at acceptere, at de kun leverer på 80 procent. De tillader sig ikke at have det svært.”

Hendes erfaring er, at det øger elevernes trivsel, når der er plads til alle følelser.

”Jeg tænker, at jeg holder noget af deres liv i mine hænder,” siger Karen Richter Hansen.

Hun udskyder gerne afleveringsfristen på en opgave eller dropper den helt, hvis en elev har det meget svært.

”Så oplever jeg, at de laver den dobbelt så god næste gang. Jeg oplever aldrig, at de snyder. Eleverne skuffer aldrig over tid. Tilliden er gensidig.”

Deler ud af sig selv
Kan hun mærke, at der er noget socialt i en klasse, der knager, har hun intet imod at afvige fra sin planlagte undervisning for at snakke om det. Og hun bruger også gerne ekstra tid til en snak uden for undervisningen. Hun bliver glad og føler sig privilegeret, når en elev rækker ud efter hendes hjælp eller deler glædelige ting – for det gør de også, fortæller hun. Også flere år efter endt studentereksamen.

Den nordjyske gymnasielærer deler også gerne ud af sig selv. Viser, hvem hun er som menneske – men med en faglig vinkel. Det skal ikke blive privat, men det må gerne være personligt, understreger hun.

”I går snakkede vi for eksempel om coronakrisen og om, hvorvidt pressemødet, hvor statsministeren lukkede landet ned, bliver en skelsættende begivenhed ligesom 11. september 2001. Her var det oplagt, at jeg fortalte, hvordan den oplevelse påvirkede mig,” siger Karen Richter Hansen.

Syv elever har indstillet hende til Politikens Undervisningspris i år. I deres begrundelser fremhæver de alle den tætte relation, de oplever, at hun har skabt, og det trygge læringsrum, hvor mange kommer til orde. Det gør hende utrolig stolt.

Hun mener, at det er ledelsens opgave at skabe rum til, at lærere kan arbejde relationsbevidst. Især i en tid, hvor mange får flere hold og oplever et øget arbejdspres.

På hendes egen prioriteringsliste vil det altid stå øverst.

”Jeg prioriterer det benhårdt. Men så er det til gengæld ikke sikkert, at jeg får læst den nye roman, lavet et nyt forløb eller rettet stilene minutiøst.”