”Den ro, vi andre fik, får hun aldrig”

På den ene side er Bjørn Elm glad for, at hans datter Nille har valgt samme karrierevej og er blevet gymnasielærer præcis som ham selv. På den anden side synes han, det er en hård tid, hun er blevet det i.

69-årige Bjørn Elm, der har været gymnasielærer siden 1980, underviser på Gefion Gymnasium i København. Han oplever dagligt konsekvenserne af de nedskæringer, som gymnasiesektoren er ramt af, og han kan mærke, at det især går ud over de nye lærere. 

Og når der ikke er udsigt til, at de årlige to procents besparelser stopper, ser fremtiden ikke just lys ud, mener den erfarne lærer.

”Der er ingen tvivl om, at det er blevet mere stressende at være lærer. Værst er det for nye lærere, og de kan forvente, at det bliver værre og værre. Så selvfølgelig tænker jeg over, hvad det er for et arbejdsliv, hun får,” siger Bjørn Elm.

Tidligere har han undervist i samfundsfag, historie og erhvervsøkonomi. I dag er han gået ned i tid og underviser kun i samfundsfag.

Nille Elm Falkenfeldt har været gymnasielærer i otte år. Hun mærker tydeligt, at hun har fået mere og mere travlt.

”Jeg er virkelig glad for at undervise, men arbejdspresset har overrasket mig. Min far har sagt, at han er glad for, at det ikke er ham, der er startet med at have sådan et arbejdsliv. Mine kolleger, der er jævnaldrende med min far, siger det samme,” fortæller Nille Elm Falkenfeldt, der underviser på Vestegnen HF og VUC.

Bjørn Elm synes, det er synd, at hans datter ikke får lov at opleve den ro, som hans generation af lærere fik tilbage i 1980’erne, når de første år var overstået.

”Den ro, vi andre fik efter to-tre år, får hun aldrig.”

Sad under katederet
Vi møder de to generationer på Gefion Gymnasium. Nille Elm Falkenfeldt har lagt vejen forbi sin fars skole med Viola på halvanden måned, som hun lige nu er på barsel med. Bjørn Elm skal først undervise senere på dagen og byder på kaffe og te i et mødelokale,

Han er ikke overrasket over, at hans datter er blevet gymnasielærer.

”Men jeg har ikke forsøgt at påvirke hende. Det ville også bare have haft en negativ effekt,” siger han og smiler.

Selv blev han gymnasielærer, fordi hans egne år i gymnasiet var en dårlig oplevelse.

”Det var den sorte skoles tid. Lærerne var elendige, ja ligefrem nederdrægtige af og til. Så jeg tænkte, at det måtte kunne gøres bedre,” siger Bjørn Elm.

Nille Elm Falkenfeldts lyst til at blive gymnasielærer kom i løbet af universitetet. Hun tror, det spillede ind, at gymnasiet var en verden, hun allerede kendte og syntes om.

”Jeg kan huske, at jeg som helt lille nogle gange sad under katederet med min bamse, når min far underviste. Siden kom jeg tit på skolen og lærte mange af hans kolleger at kende, og på et tidspunkt kom jeg med på et afbud på en af hans studieture.”

Da hun havde læst musikvidenskab på universitetet i et år, blev hun dirigent for lærerkoret på sin fars skole.

”Det var sjovt og gav mig nok for alvor lysten til at blive en del af gymnasieverdenen,” siger Nille Elm Falkenfeldt.

Vender faglige ting
Selvom de har forskellige fag, vender far og datter tit faglige udfordringer med hinanden. I de seneste par år har nedskæringerne fyldt meget.

”Vi har snakket om, hvordan vores respektive skoler har valgt at gøre forskellige ting, og hvor meget der for eksempel er blevet skåret ned på forberedelsestiden,” siger Bjørn Elm.

Som helt grøn lærer trak Nille Elm Falkenfeldt især på sin fars erfaringer i forhold til helt lavpraktiske ting, som hun selv udtrykker det. Hun hentede hjælp til, hvordan hun bedst kunne bygge sine timer op og variere indholdet, husker hun. I dag bruger hun ham mere, når tingene ikke lige går hendes vej.

”Hvis jeg er frustreret over en elev eller har andre konflikter på arbejdet, spørger jeg min far til råds. Nogle gange kommer han med forslag til, hvad jeg kan gøre. Andre gange siger han: Jamen sådan er det bare, det må du acceptere,” siger Nille Elm Falkenfeldt.

Samarbejdet går begge veje, understreger Bjørn Elm.

”Der dukker hele tiden nye pædagogiske ting op. Så spørger jeg Nille, hvad de går ud på. Hun har blandt andet introduceret mig til Cooperative Learning.”

Den rigtige holdning
Men selvom arbejdspresset er større i dag, tror Bjørn Elm, at hans datter nok skal klare sig.

”Jeg fornemmer, at Nille er god til at være omstillingsparat, og det virker ikke, som om hun bliver så stresset, som jeg ser andre blive.”

Nille Elm Falkenfeldt føler, at hun har arvet sin fars indstilling til arbejdet. At man skal være engageret og gøre sig umage, men at det nogle gange er nødvendigt at sige pyt og ikke gøre alting 100 procent.

”Vi er begge gode til at lade være med at tage tingene alt for tungt. Nogle gange er der noget, man må klare lidt hurtigt,” siger hun.

Den holdning er nødvendig for at overleve som gymnasielærer i dag, mener Bjørn Elm.

”Tidligere lavede jeg altid om på min undervisning fra gang til gang. I dag genbruger jeg af og til nogle forløb, fordi jeg ikke har så meget tid til at forberede mig,” siger han.

Det er især kontakten til eleverne, der har gjort, at han har holdt af jobbet – og stadig gør det.

”Det har altid været vigtigt for mig, at eleverne føler sig godt tilpas, når de sidder i klassen. Det er forudsætningen for, at de også kan lære noget,” siger Bjørn Elm.

Det er også eleverne, Nille Elm Falkenfeldt brænder for.

”Det betyder meget for mig at gøre undervisningen interessant og nutidig, men jeg vil også gerne gøre mere end bare at undervise. Derfor har jeg for eksempel sat gang i en tradition med musical på min skole,” fortæller hun.

Og det vil hun gøre alt for at holde fast i – selv i en stresset tid med nedskæringer.

”Korarbejde og musicals betyder måske nok aftenarbejde, og at jeg lige arbejder lidt ekstra, men det giver mig samtidig energi og generel arbejdsglæde. Her lærer jeg også elever og kursister at kende på en helt anden måde.”