Den manglende forbindelse

Det er et tilfælde, at den italienske ph.d.-studerende Rocco Fava er taget til København for at studere Søren Kierkegaard og Niels Bohr i år. At det lige er jubilæumsår for to af de største personligheder inden for dansk tænkning, var ikke noget, han havde taget i betragtning, da han søgte Søren Kierkegaard Forskningscenteret (SKC) om et ophold og et års vejledning i forbindelse med sit ph.d.-projekt. Men det er det. I år er det 100-året for Niels Bohrs teori om kvantemekanikken – og 200-året for Søren Kierkegaards fødsel. Lidt af en tilfældighed. 
Spørgsmålet er, om det også er en tilfældighed, at Bohr med sit kendskab til Søren Kierkegaards filosofi fik ideen til teorien om kvantemekanikken? 
Kort fortalt går teorien om kvantemekanikken ud på, at en elektron kan springe fra en bane til den næste. I det spring udløses energi, en foton. Og hvornår den gør det, ja, det er ikke sådan lige at forudsige – det er det springende punkt for nu at blive i terminologien. 
Da Bohr fremkom med den tese, var det et brud med den klassiske fysik, der hidtil havde betragtet fysikken som deterministisk, altså: Man ville kunne beregne, hvordan et atom ville reagere, hvis man kendte til al information i den givne forbindelse. Teorien om kvantemekanikken lagde op til noget andet: At give plads til tilfældet. Og det faktum, at de subatomare grundelementer i fysikken optræder uforudsigeligt, har givet anledning til at bruge Bohrs teorier i filosofien. 
Som postdoc René Rosfort, der er Rocco Favas vejleder på Søren Kierkegaard Forskningscenteret, siger: 
“Niels Bohrs teori om kvantemekanikken bliver brugt til alt muligt. Til at opløse skellet mellem mand-kvinde, dyr-menneske og så videre. Jeg mener ikke, at Bohrs teori om kvantemekanikken kan bruges til at nå frem til så drastiske filosofiske konklusioner. Det er risikoen ved kvantefysikken. Den kan bruges til diametralt modsatte verdensfortolkninger: Enten er verden, præcis som vi opfatter den, eller også er verden afgørende anderledes end vores erfaring af den. Man skal med andre ord træde meget varsomt, når man anvender kvantefysikken til at forstå verden. Der er mange forklaringslag; makrofysiske, biologiske, sociale, erfaringsmæssige og så videre mellem vores erfaring af verden og den kvantefysiske udforskning af denne verden. En videnskabelig forklaring består i at respektere de metodiske problemer, der er forbundet med denne forklaringsmæssige kompleksitet.”

Filosofisk fundament 
Tilbage til den italienske ph.d.-studerende, der nu sidder på SKC optaget af en tanke: Er der en forbindelse mellem Bohrs teorier og Kierkegaards tanker om stadierne; det æstetiske, det etiske og religiøse, som ­Kierkegaard opfattede som mulige udviklingstrin for mennesket? Det er Rocco Favas ærinde i København. Hans ph.d. skal handle om beslutninger. Hvad er det neurovidenskabelige grundlag for at træffe beslutninger? Og hvad ligger der til grund for afgørelser i en social, videnskabelig og filosofisk kontekst? For at nå derhen tager han flere veje. Og en af dem fører gennem Bohr og Kierkegaard. Og Rocco Fava er kun ved at tage de første skridt. 
“Der er jo et filosofisk fundament for hver videnskabelig landvinding. Nu differentierer vi mellem naturvidenskab og filosofi, men det har man ikke gjort før oplysningstiden. Hvis man søger på Galileo Galilei, vil man kunne læse, at han både var filosof og naturvidenskabsmand. Dengang var de teologiske og de naturvidenskabelige problemer vævet ind i hinanden. Spørgsmålet er, om det fortsat forholder sig sådan,“ siger Rocco Fava. 
Et bud på en forbindelse mellem de to store danske tænkere kunne være tanken om springet. Elektronens spring fra en bane til den næste. Og springet fra et Kierkegaardsk stadie til det næste: 
“Måske fik Bohr tanken om elektronens spring fra Kierkegaards idé om overgangen fra et stadie til det næste. Var det tilfældigt, at begge teorier udsprang af en protestantisk kultur?” forsøger Rocco Fava sig forsigtigt.

Nye svar på gamle spørgsmål 
Den teori har tidligere været fremført og på det kraftigste skudt ned af filosoffen og psykologen David Favrholdt, der har skrevet en bog om Niels Bohrs filosofi. René Rosfort fra SKC er også skeptisk over for ideen om, at Bohr skulle være direkte influeret af Kierkegaard: 
“I mine øjne ligger der en stor risiko i at lave en direkte kobling,” siger René Rosfort. 
“Det er problematisk, for Kierkegaards filosofi handler på mange måder om at opløse indlejrede tankestrukturer. Han forsøger grundlæggende at give nogle svar på spørgsmålene: Hvad er mennesket? Hvad er et selv? Hvad er meningen med livet? Bohr problematiserer også vores verdensforståelse. Men de to tilgange til verden er alligevel væsensforskellige. Og så er det nærliggende at sige: Ah, måske er der en fællesnævner i ‘springet’ (mellem Kierkegaards stadier og fra den ene elektrons bane til den næste i Bohrs teori, red.). Men hvis man gør det, kan man komme til at sige næsten alt,” fortsætter René Rosfort og tilføjer: 
“Og dermed sige ingenting.” 
Forbindelsen kan findes. Eller man kan tilstræbe den – ligesom i mange tværfaglige undervisningsforløb. Skulle René Rosfort alligevel være med til at planlægge en undervisning i kvantemekanikken og Kierkegaards filosofi i anledning af de to danskeres jubilæum, ja, hvordan ville han så gribe det an? 
“Jeg ville begynde med at sige: Hvad er det, Søren Kierkegaard og Niels Bohr kan hver for sig? Man kan undersøge deres egne forudsætninger og sige: På samme måde som Bohrs teorier kan bruges til at undersøge fysiske konklusioner, kan Kierkegaards filosofi bruges til at undersøge visse forhærdede svar,” siger René Rosfort. 
“Det er spørgsmål som: Hvad vil det sige at være et menneske? Hvad vil det sige at være ked af det? At lide? At være glad og lykkelig? Der har vi en masse hurtige svar. Det, som Kierkegaard kan lære os, er at træde et skridt tilbage og sige: Er de svar gode nok? Udtømmer de det, vi alle går og leder efter? Er det svar nok, når vi læser i et blad og får at vide: Nu skal du vide, hvordan du håndterer din depression. Eller hvordan du håndterer dit ægteskab. Der sætter Kierkegaard hele tiden spørgsmålstegn ved det,” siger René Rosfort.

Brud med eksisterende tanker 
Bohrs tilgang til fysikken kunne dog minde lidt om Kierkegaards tilgang til filosofien, nemlig et brud med de eksisterende tanker på feltet. 
“Da Bohr fremkom med teorien om kvantemekanikken, var man mere eller mindre sikker på, at man kunne holde sig til makroobservationer. Men så fandt man ud af, at man skulle ned på et subfysisk plan. Man tænkte, at man ikke kunne finde mindre byggesten end atomerne i universet. Men så kommer Bohr og siger: Arhh, måske er der noget, der er mindre end atomerne. Det har så siden været med til at udvikle springteorien og kvantecomputere. På samme måde kan man sige, at Kierkegaard og den filosofi i det 20. århundrede, der er inspireret af hans tænkning, for eksempel eksistentialismen, har været med til at opløse fastforan­krede forestillinger om, for eksempel hvad moral, normer, seksualitet og køn er,” siger René Rosfort. 
Han vægrer sig også ved at gå ned ad et andet spor, som Rocco Fava overvejer at følge. Nemlig det, der handler om, hvorvidt Kierkegaards tanker om eksistentialisme og Bohrs teori om kvantemekanikken ville kunne være opstået i en anden kulturel kontekst. Er det et tilfælde, at begge udspringer af en protestantisk kultur? 
Ja, mener René Rosfort: 
“Det er yderst problematisk at lave den sammenstilling, eftersom spørgsmålet om forholdet mellem religion og videnskab ændrer sig drastisk i tiden mellem Kierkegaard og Bohr. Der kom en vis englænder imellem ved navnet Darwin med sin evolutionsteori.” 
Om ikke andet var der ét punkt, Bohr og Kierkegaard var enige om: De havde begge et lidt anstrengt forhold til Danmark. Det har Rocco Fava ikke. Han er glad for København. Og han er fortsat på jagt efter den manglende forbindelse mellem Bohr og ­Kierkegaard. Han har endnu to år at løbe på, inden han skal aflevere sin ph.d. Måske er den der. Eller var det en tilfældighed? Tanken holder stadig Rocco Fava vågen.