“Den måde, eleverne har beskrevet mig på, er meget rørende”

Når John Toldsted diskuterer en novelle med sine elever i en dansktime eller taler med dem om en af de gamle græske filosoffer i oldtidskundskab, er hans mål altid det samme. Det skal gå op for eleverne, at fagene først og fremmest findes for, at de skal blive bedre til virkeligheden – og ikke bare bedre til eksamen.

”Jeg vil gerne have, at de kan se, at der er en verden uden for skolen, og at fagene især handler om den verden,” siger han.

John Toldsted underviser i dansk, religion og oldtidskundskab på Det frie Gymnasium i København og er årets vinder af Politikens Undervisningspris i gymnasiekategorien.

Han modtog prisen i tirsdags og er stadig meget overvældet. At det er hans elever, der har indstillet ham, gør det ekstra særligt.

”Jeg har fået mange positive tilbagemeldinger fra eleverne gennem årene, men den måde, eleverne her har beskrevet mig på, er meget rørende. Læring er en ret skjult proces. Hverken ledelsen eller ens kolleger ved, hvad der foregår i klasserummet. Derfor er det enormt rart at få så meget kærlig opmærksomhed og anerkendelse,” siger den 52-årige gymnasielærer.

Livet er i spil
John Toldsted er en af de lærere, der i år har fået flest indstillinger. I flere af indstillingerne roser eleverne ham for altid at møde dem med entusiasme og en glæde, der smitter. Og for at han taler med dem og ikke til dem.

Selv beskriver han sig som en lærer, der gerne vil vise eleverne, hvor afgørende relationen til andre er, og at man skal være åben over for det, der er fremmed, så man får en anden synsvinkel på virkeligheden end ens egen.

”Vi skal være nysgerrige på andre menneskers fortællinger. Det er andre mennesker, der gør ens liv rigt. Og de andre mennesker findes også i litteraturen og i al mulig anden kunst.”

”Litteraturen og de gamle græske tekster er jo ikke lavet for at være eksamenstekster, men for at åbne mennesker og forandre liv. Hjælper man eleverne til at få øje på det, så opdager de, at deres eget liv er i spil.”

Han elsker at arbejde med tekster af blandt andre Hemingway og Platon. Det giver mulighed for at tale med eleverne om at blive helbredt af kærlighed og naturen, og om hvor forskelligt man kan bruge sproget i en samtale med et andet menneske. Stiller man spørgsmål og lytter, eller påfører man bare den anden sin egen sandhed?

Han går også ofte ind i etiske diskussioner med eleverne om, hvad det gode liv og den gode handling er.

”Teksterne er jo så åbenhjertige og skubber til os. De kan gøre os bange og forvirrede, bedre til at få øje på kærligheden og tackle døden. Når man åbner teksterne, åbner man også sig selv. Får eleverne øje på den dobbeltnøgle, står man med en ekstra faglig motivation.”

Quiz og kælenavne
Hver dag forsøger han at gøre sig umage med at skabe en afslappet stemning i klasserummet og mindske distancen mellem ham og eleverne. Han vil gerne møde hver enkelt elev med en autentisk interesse for, hvem de er.

”Alle stemmer er værdifulde. Jeg forsøger at være meget åben og nysgerrig. Jeg er drevet af en kærlig opmærksomhed i forhold til dem som mennesker. Jeg vil virkelig gerne afmontere den autoritet, man helt naturligt har som lærer, og skabe et rum, hvor de møder en lærer, der rummer meget mere end eksamensforberedelse.”

”Men når det er sagt, er det klart, at det stadig skal være et meget fagligt rum, og derfor er min stemme, min vejledning meget vigtig. Der er vi ikke ligeværdige. Så selvfølgelig skal der være en faglig distance.”

Han inddrager helt bevidst lege, quizzer og humor i sin undervisning.

”Eleverne skal helst grine mindst én gang i timen og meget gerne oftere. Når man griner, åbner kroppen sig, og så er det muligt at putte noget faglighed ind,” siger han.

I alle hans klasser har eleverne kælenavne. Flyvende Stue, Ikea og Stamford Bridge for blot at nævne nogle få. Og der er en historie knyttet til hvert navn, som eleverne selv har fortalt.

”Historierne om eleverne gør, at jeg kommer lidt ind i deres privatsfære. Kælenavnene er med til at afdramatisere klasserummet. Vi får et enormt rart rum at være i sammen og får skabt en samhørighed. Pludselig oplever de, at læreren ikke er skræmmende. Det er enormt simpelt, men det virker.”

Tab af læring
John Toldsted synes, at der i dag er en uheldig præstationskultur i gymnasiet, som er skabt af både elever, forældre, lærere og ledere. I hans øjne er meget undervisning for fokuseret på at lære eleverne, hvordan de klarer sig godt til eksamen. Han håber, at flere lærere vil skabe en modreaktion og styrke det almendannende fokus.

”Vi må ikke gå i fælden og kun gå efter de faglige mål, der kan måles til eksamen. Det taber vi læring på. Vi skal blive meget bedre til at minde hinanden om det dannelsesprojekt, som gymnasiet også er.”

”Jeg siger direkte til mine elever meget tidligt, at jeg ved alt om eksamen, og hvad de skal kunne, men at målet med mine fag ikke er eksamen, og at jeg derfor stort set ikke kommer til at snakke om det. Jeg vil have, at vi vælger en anden vej at være sammen på, hvor det dybest set handler om at forstå livet og teksterne. Det paradoksale er så, at de ender med at klare sig utroligt godt til eksamen,” siger John Toldsted.

Selvom han har undervist i 20 år, brænder han stadig for lærergerningen. Men det er også et hårdt job, erkender han.

”Gymnasielærere i dag er virkelig pressede. Vil man gerne gøre noget ekstra ud af tingene, kommer man til at arbejde hele tiden. Men jeg kan ikke lade være. For mig er det et livskald at åbne fagene i fællesskab med eleverne,” siger John Toldsted.