De digitale indfødte kalder på klar besked

Vi er på hele tiden. Med en smart­phone eller tablet inden for rækkevidde konstant hænger den digitale verden nu uadskilleligt sammen med den fysiske. Sådan lyder vurderingen fra Søren Schultz Hansen, ekstern lektor på Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse på Copenhagen Business School (CBS) og forfatter til en bog om de såkaldte digitale indfødte.

”Det at træde ind i et klasseværelse skaber ikke længere naturlige grænser. Det er allerede gammeldags at tro, at fire vægge på den måde skulle etablere et særligt uforstyrret rum til koncentration og fordybelse. I dag har vi hele verden som kilde til viden, men også forstyrrelse,” siger han.

I bogen Årgang 2012 foretog han en empirisk undersøgelse af de digitale indfødte. Begrebet dækker over dem, der blev født samtidig med internettet i 1994, og som derfor aldrig har oplevet en verden, der ikke var online. I 2012 fyldte de 18 år og er altså nu for alvor på vej ind i de voksnes rækker.

Sammensmeltningen mellem den fysiske og digitale verden stiller nogle helt nye krav til undervisningen. De mange interviews, Søren Schultz Hansen har lavet med gymnasieelever i sin udforskning af de digitale indfødtes tanker, har givet ham et solidt indblik i, hvordan de nye krav spiller sammen med den måde, undervisningen på landets gymnasier i dag tilrettelægges på.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at man i dag er bagud. Jeg hører om gymnasier, der tumler med at finde ud af, hvordan de skal bruge deres smartboards, og hvordan de kan integreres i undervisningen. Og som er meget famlende, når det kommer til bring your own devices – altså elevernes egne medbragte tablets og smart­phones og så videre. Det virker som om, at når man forsøger at løse de nye udfordringer, så gør man det stadig med afsæt i den gamle verden,” lyder hans vurdering.

Glem firkantede forbud
”Mobilerne skal blive i tasken.” Den sætning er blevet sagt mange gange i klasselokaler rundtomkring i landet de seneste år. For der må jo nogle regler til, hvis der skal herske bare en eller anden form for ro og orden i den grænseløse digitale verden. Mange lærere finder det svært at håndtere det med, at eleverne sidder med hvert sit åbne vindue ud til hele verden. Løsningen bliver ofte et forbud. Men ifølge Søren Schultz Hansen er det ikke vejen frem:  

”Hvorfor siger man som lærer til eleverne, at de skal lægge mobilerne i tasken? Det gør man, fordi man vil have dem til at koncentrere sig om én ting ad gangen. En sætning som den – ‘at koncentrere sig om én ting ad gangen’ – har automatisk en positiv klang i ørerne på min generation. Vi synes, det er vigtigt at kunne det. Men hvis man nu sætter det på spidsen: Hvad skal eleverne bruge den egenskab til, når de kommer ud på arbejdsmarkedet? Hvor mange steder kommer man til at sidde i en position, hvor man skal koncentrere sig om én ting ad gangen? Stort set ingen steder.”

Søren Schultz Hansen mener, at der i dag er for hårdt fokus på fordybelse og fokusering, hvor eleverne i mange tilfælde godt kunne lære at arbejde mere netværks­orienteret og bruge alle de ressourcer, der er at trække på i den digitale verden.

”Hvis man mener det alvorligt, at skolen skal ’lære til livet’, så er man også nødt til at tænke over, hvornår og hvorfor man sætter den slags regler op, for det er en kunstig situation,” siger han.

Hans pointe er ikke, at man skal undlade at gøre det:

”Det kan give rigtig god mening at sætte sådan en kunstig skillevæg op mellem undervisningssituationen og omverdenen. Der er gode didaktiske argumenter for at prøve at skabe et miljø uden forstyrrelser, og jeg kan forestille mig masser af situationer, hvor det ud fra en pædagogisk betragtning er det helt rigtige at gøre. Men man skal bare vide, at det, man gør, er kunstigt, og at det ikke er noget, der ligner ret mange situationer, som eleverne møder ude i den verden, der venter dem bagefter.”

Muren af lysende æbler
Som lektor på CBS kender han godt selv til ”muren af lysende æbler,” som han kalder den. Situationen, hvor man står over for en brigade af opslåede laptops og forsøger at trænge igennem til de mennesker, der gemmer sig bag ved. Man ved ikke præcis, hvad der foregår på den anden side af skærmene, men Søren Schultz Hansen er ikke et sekund i tvivl om, at en stor del af det er Facebook og andre sociale medier.

Noget af det, der trådte tydeligt frem i hans undersøgelse af de digitale indfødte, var nemlig også, at deres opfattelse af, hvad internettet er, skilte sig meget ud fra den ældre generations. Selv er Søren Schultz Hansen 45 år, og de fleste på hans alder vil som den første association forbinde internettet med viden og information. De digitale indfødte, derimod, forbinder det med socialt samvær. At hænge ud med dem, man kender. Hvilket ikke gør det nemmere for en ambitiøs underviser bare at åbne sluserne.

I sin egen undervisning indlægger Søren Schultz Hansen en del små pauser, som skal bruges på nettet. Pauserne er kun af få minutters varighed, og de må ikke bruges til at snakke. Her skal de studerende finde supplerende viden om eller andre vinkler på det, han er i gang med at fortælle om. De kan dele det med hinanden på årgangens fælles Facebookgruppe. Tidligere har han eksperimenteret med at gøre det obligatorisk at være på Facebook konstant under hans forelæsninger, men paradoksalt nok oplevede han, at det blev for meget for eleverne:

”Deres tilbagemelding til mig var, at de fandt det svært at multitaske. De vidste jo, at de på et tidspunkt skulle op til eksamen i det, jeg sagde, så de havde brug for at koncentrere sig om det. Derfor havde de ikke overskud til selv at være aktive på nettet imens.”

Kalder på rammer
En skræddersyet løsning på, hvordan man skal inddrage de digitale medier i undervisningen, har Søren Schultz Hansen ikke, og han tror heller ikke på, at den findes. Nogle undervisningssammenhænge lægger meget op til, at man kan lade eleverne gå ud i verden og skaffe mere information, som kan spille op imod lærerens påstande, men i andre sammenhænge har man netop brug for, at døren til resten af verden bliver lukket.

”Det kræver først og fremmest synlige ledere. Det gælder i erhvervslivet, men så sandelig også i undervisningen i gymnasiet. De digitale indfødte kalder på at få nogle klare rammer for, hvad de skal.”

Det er altså ikke bare løst med en firkantet regel om, at man aldrig må have sin mobil på sig, mens der bliver undervist. En regel som den vil af de digitale indfødte altid blive oplevet som et overgreb. I deres verden er der nemlig ikke tale om to separate verdener, en fysisk og en digital, hvor man bare sådan uden videre kan lukke ned for den ene. Det er én og samme ting, og derfor vil eleverne nærmest opleve det som at blive frarøvet en af sanserne.

Den erkendelse er helt central, mener Søren Schultz Hansen. Men samtidig understreger han, at hvis man bruger den erkendelse til bare at give los og lade eleverne selv styre det, begår man en stor fejl.

”Eleverne har brug for grænserne, og de er selv klar over, at de har brug for dem. Det, de har brug for, er en lærer, der kan forstå, at eleverne er vokset op med et helt andet afsæt. De har brug for en lærer, der ikke er bange for den digitale verden, men har tænkt over, hvordan den kan inddrages i undervisningen.”

Måske har de unge selv nøglen
De første digitale indfødte har allerede rundet 20 år, og derfor går der ikke længe, før de yngste gymnasielærere vil falde inden for denne betegnelse. Allerede i dag har de nyuddannede lærere stort set ikke noget minde om en verden uden internet.

Søren Schultz Hansen glæder sig til at se, hvad der sker, når en ny generation kommer til. Han har en tiltro til, at mange af løsningerne skal findes netop der:

”Det virker, som om de digitale indfødte handler ekstremt rationelt på de udfordringer, der følger med denne sammensmeltning af den digitale og den fysiske verden,” forklarer han.

Han oplever, at mange i hans egen generation reagerer meget følelsesladet på forandringerne. De bliver for eksempel angste og utrygge, når de oplever, at internettet sætter privatlivet under pres. Og de føler, at de svigter og er fraværende som mennesker, når de er for meget på de sociale medier. De digitale indfødte reagerer anderledes.

”De ved også godt, at eksempelvis privatlivet kan være en svær størrelse at håndtere i en verden, hvor alt er online. Men de er meget mere rolige og rationelle omkring det. De konstaterer problemet, og så finder de en fornuftig løsning på det. Det kunne godt være et tegn på, at der i de kommende år kommer nogle rigtig interessante bud på, hvordan fremtidens undervisning for de digitale indfødte skal tilrettelægges – og at de kommer fragenerationen selv.”