Artikel
Dagsværk eller ikke dagsværk?
21977729772_b0712137fe

Dagsværk eller ikke dagsværk?

Udviklingsorganisationer som Plan Danmark oplever stigende interesse fra gymnasier, der vil lave støtteprojekter. Det går i nogle tilfælde ud over Operation Dagsværk, der onsdag samlede penge ind til gymnasier i Somaliland. Men Operation Dagsværk bør bakkes op, lyder det fra Plan Danmark.

Tekst_ Morten Jest
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Onsdag løb årets udgave af Operation Dagsværk af stabelen. Cirka 19.000 – heraf hovedparten gymnasieelever – var på landsplan tilmeldt indsamlingen, der i år går til et projekt, som skal udvikle gymnasier i Somaliland – med SOS Børnebyerne som operativ partner.

Operation Dagsværk fylder 30 år i år og er således et velkendt indslag, der ved siden af indsamlingen af penge til projekter i Den Tredje Verden skal give den danske ungdom en bevidsthed om andre unges vilkår i de egne. Projektet havde i en årrække vokseværk, men udviklingen de seneste år ser nu på antallet af deltagere ud til at være gået den anden vej, om end der ser ud til at være en lille stigning i år. Faldet skyldes måske, at en række gymnasier i stedet vælger at bruge kræfter på egne støtteprojekter, som mange steder samtidig bliver en integreret del af undervisningen. Til trods for, at Operation Dagsværk også producerer undervisningsmateriale i forbindelse med organisationens projekter.

Udviklingsorganisationen Plan Danmark er en af de organisationer, der oplever en stigende efterspørgsel og interesse fra gymnasier over hele landet. For eksempel brugte eleverne på Nærum Gymnasium i slutningen af september en dag på at samle mere end 200.000 kroner ind til deres 33 Planfadderbørn i Kenya, ligesom Borupgaard Gymnasium brugte Dagsværk-dagen på at samle ind til deres “eget” projekt og fadderbørn i Kenya i samarbejde med Momentum Trust.

Alligevel er Signe Holme fra Plan Danmark ikke glad for en udvikling, der svækker Operation Dagsværk.

“Vi støtter Operation Dagsværk og bakker op om indsamlingen – vi havde også fire dagsværkere i vores sekretariat onsdag. Vi har aldrig markedsført os på gymnasierne, og vi er kun interesserede i at bakke op om Operation Dagsværk, som kan noget helt særligt i forhold til de unges aktive deltagelse og valg af det konkrete projekt. Vi betragter det ikke som en konkurrencesituation. Når vi får henvendelser fra skoler, er det oftest på baggrund af mund-til-mund blandt skolerne og lærerne. Det er klart min opfattelse, at de unge ikke er blevet mindre interesseret i at støtte en god sag end tidligere. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, hvis vi skal kannibalisere på Dagsværk-dagen. Vi ser helst, at skolerne deltager, også selv om de har projekter ud over det,” siger Signe Holme.

Stabilt beløb
I eksempelvis Nordjylland er der ifølge DR P4 Nordjylland fire gymnasier, der ikke deltager i Operation Dagsværk.

“Elevernes opbakning til dagen har været støt faldende,” forklarer Søren Urup, der er uddannelsesleder på Mariagerfjord & HF – et af de gymnasier, der i år har valgt at stå uden for projektet.

Samme beslutning har man truffet på Vesthimmerlands Gymnasium & HF i Aars, hvor elevene i stedet skal hjælpe flygtninge i skolens lokalområde.

Antallet af skoler, der er med i Operation Dagsværk, er således faldet fra 143 skoler i 2011 til 123 skoler sidste år.

”Vi oplever hvert år både til- og frameldinger og ser ud til at nå op på minimum 132 deltagende skoler i år. Vi ser selvfølgelig gerne, at skoler tilvælger – mere end de fravælger – tiltag, der styrker elevernes globale stillingtagen,” siger kampagneleder Tine Marie Pedersen fra Operation Dagsværks sekretariat.

Hun tilføjer, at det indsamlede beløb dog har været nogenlunde stabilt de seneste tre år, ligesom der også i år er en forventning om at nå 4-5 millioner kroner ved onsdagens indsamling.

”Operation Dagsværk er elevernes organisation, og det tager vi ret alvorligt. Det er derfor, vi indgår samarbejde med Danmarks dygtigste NGO’er om at udføre de projekter, vi arbejder for. For os er det vigtigt, at vi kan stå inde for bæredygtigheden i projekterne, at de er lokalt forankret, men samtidig skal de også føles nære for eleverne. Derfor er der også hvert år en kæmpe indsats for både at udvikle undervisningsmaterialer i samarbejde med Undervisningsministeriet og rent faktisk turnere rundt på de mange medlemsskoler.”

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater