Artikel
Besparelser rammer studierejser
No image

Besparelser rammer studierejser

Studieturene bliver afkortet, der kommer færre lærere med – eller også bliver rej­serne helt aflyst. Det er et resultat af toprocentsbesparelserne.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Når landets gymnasieelever fremover skal på studietur til udlandet, vil turen for manges vedkommende være enten kortere eller med et beskåret indhold. Det er en konsekvens af de annoncerede toprocentsbesparelser fra 2016 til 2019.

Selv om det i år er ganske få gymnasier, der lader besparelserne påvirke studierejserne, så ser det anderledes ud i 2017. Der melder hver fjerde rektor ud, at turene vil blive beskåret i enten omfang eller indhold.

Går man endnu længere frem, så viser Gymnasieskolens rundspørge blandt landets rektorer, at der i både 2018 og 2019 vil være et flertal af gymnasier, hvor studierejserne bliver påvirket og nogle steder helt bliver aflyst.

Der er nemlig dobbelt så mange rektorer, der siger, at studieturene bliver beskåret i omfang eller indhold eller slet og ret bliver aflyst i både 2018 og 2019, som der er rektorer, der siger, at besparelserne ikke får konsekvenser for studierejserne. For begge år gælder, at halvdelen af rektorerne siger, at de ikke kender konsekvenserne af besparelserne.

Ikke en kerneydelse
Et af de steder, hvor studierejserne kan blive ramt, er på Støvring Gymnasium. De har siden 2002 haft en international profil, hvor eleverne kommer på studierejse til Kina, men det fortsætter ikke nødvendigvis.

”Vi var de første, der var i Kina tilbage i 2002. Det er vigtigt for vores profil, men det er ikke en kerneydelse. Men det koster let 100.000 for sådan en tur, og så må vi spørge os selv: Er det dét, vi skal? Det er til diskussion nu, også selv om det er en del af vores profil,” siger rektor Jens Nielsen.

Han er ærgerlig over, at det kan blive nødvendigt at spare på turene.

”Det påvirker jo ikke kun eleverne. Der er også lærere, der har søgt job her på grund af vores program, og vi vil gerne fortsætte med at være et attraktivt sted for engagerede lærere,” siger han.
I sidste ende skal der dog træffes en beslutning.

”Vi har en besparelsesbande, der arbejder på at kortlægge alle muligheder for besparelser. Alt er i spil, og studierejserne er kun et lille element. Derfor har vi bedt elevrådet om at forholde sig til, hvad de synes, ordet ‘kvalitet’ dækker over, så vi kan komme nærmere på, hvor vi kan spare. Jeg er spændt på, hvad de siger,” lyder det fra rektoren.

Han understreger, at den traditionelle 2.g-studierejse, der typisk går til en europæisk storby, ikke er i fare.

”Det er selvfølgelig til diskussion, men jeg kender resultatet. Der er tradition for turene, og det bliver der ved med at være. Muligvis kan vi spare ved at sende en eller to lærere færre af sted, hvis tre klasser rejser til Rom,” siger rektoren fra Støvring.

”Mere røv til sæde”
I nordsjællandske Helsingør bider besparelserne også hårdt. Der er allerede opsagt flere fastansatte lærere på det lokale gymnasium, og studieturene er et af de områder, der står for tur i fremtiden.

”Vi kommer til at lave færre udvekslingsture i 1. og 3.g,” fortæller rektor Sune Bek.

”I praksis betyder det, at vi fastholder det samme antal ture, men da vi får flere elever og ikke laver flere ture, falder det relative antal.”

Samtidig bliver også de små udflugter ramt.

”Det tilskud, som vi ellers har givet til en- og todagesture, bliver skåret ned og måske fjernet helt,” siger han.

Besparelserne sker ikke med hans gode vilje, understreger han.

”Der bliver mindre af det sjove gymnasium, hvor man i biologi tager ud og besøger en å eller en biotekvirksomhed. I stedet bliver der mere røv til sæde-undervisning.”

I sidste ende får besparelserne konsekvenser for elevernes verdensbillede, mener han.

”Det udsyn, som vi er med til at skabe hos eleverne, og som er så uendeligt vigtigt, vil blive mindre. Man risikerer, at deres evne til at se ting i et større perspektiv bliver påvirket negativt. Det er fantastisk problematisk i en verden, hvor der sker mange ting globalt, og hvor der er behov for, at de kan se ud over deres egen næsetip,” lyder analysen fra Sune Bek.

Elever: Det er kontraintuitivt
Også hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) er der ærgrelse over, at besparelserne rammer studieturene.

”Det sender et klart signal om, at nedskæringerne kommer til at gå ud over kvaliteten. Studieturene er noget af det, der giver mulighed for at få globaliseringen ind over uddannelsen. Det er vigtigt for samfundet. Samtidig er der på turene mulighed for at arbejde mere intensivt med fagene end ellers,” siger Veronika Ahrensbøll Schultz, forkvinde i DGS.

Hun fremhæver, at besparelserne vil få konsekvenser for de sprogfag, som regeringen ellers mener, de unge bør prioritere.

”Regeringen taler meget om, at vi skal blive bedre til sprogfag, men så sløjfer de studieturene. Det betyder, at endnu færre vil vælge sprogfagene, fordi det bliver sværere at se, hvordan man skal bruge dem. Det virker kontraintuitivt. Regeringen bør se det som en anledning til at trække de varslede besparelser tilbage,” mener DGS-forkvinden.

Undervisningsministeren har ikke ønsket at udtale sig i artiklen.
 

Undersøgelsen er udsendt på e-mail til de 153 rektorer i Danske Gymnasier. 64 af dem har svaret.

NB: At tallene summer op til mere end 100 % i 2018 og 2019 skyldes, at henholdsvis en og to rektorer har sat x i to felter de respektive år.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater