Arven fra Napoleon

Pas på, du ikke får en bold i hovedet,” siger lektor Roger Mansuy, som vi skrår over skolegården Court Victor Hugo, hvor nogle unge fyre spiller basketball i frikvarteret. 
”Det er ikke altid, de bedste hjerner også er de bedste boldspillere,” smiler han og skynder sig at rette lidt på det kantede image, han kom til at give af Louis le Grands elever: 
”Vi havde nu en elev for et par år siden, der både deltog i matematikolympiaden, og som var en af landets bedste violinspillere. Det kan lade sig gøre at mestre to fag på et højt niveau.” 
Basketballspillet ser kontrolleret ud, og ingen råber højt i den historiske gård, der udgør den ene af de to skolegårde i gymnasiet Louis le Grand i Paris. Sammen med det nærliggende gymnasium Henri le IV er det Frankrigs mest prestigiøse gymnasium. Louis le Grand er et nåleøje for de få. Her går landets bedste elever, og de bliver undervist af landets bedste lærere – eller i hvert fald nogle af dem. Har man en studentereksamen eller en afgangseksamen fra forberedelseskurset les classes préparatoires, som er skolens anden del, er man så godt som garanteret adgang på de bedste af de højere læreanstalter – og en indflydelsesrig post senere. 
Sådan har det været i århundreder. Og skulle man være i tvivl om de historiske rødder, bliver man hurtigt mindet om dem, når klokken ringer. En pompøs trompetfanfare komponeret til Ludvig den XI gjalder mellem stenmurene. Optagelsen er skrattende og skinger. Ikke just elegant. 
I gymnasiets indgangsparti, der ligger lige over for Sorbonne, står historiens fakta mejslet med guldbogstaver i marmorplader: Under skiltet med Vore døde for Fædrelandet er listet de elever, der faldt under første verdenskrig – og på modsatte væg står navnene på de elever, der måtte lade livet i kamp under anden verdenskrig. I loftet er sat en plade for den dag i marts i 1918, hvor en bombe landede på taget. 
Roger Mansuy peger entusiastisk op mod det ornamenterede gipsloft, der ikke er repareret: 
”Hullet er der stadig,” smiler han. 
En flok elever, der lige har været ude på fortovet for at ryge, passerer. De ser ikke ud, som om de kommer fra specielt velstillede familier. De ligner mange andre gymnasieelever; sjokkende med rygsække slængt over skulderen. Det er overvejende unge fyre. Størstedelen af skolens elever er drenge. Engang var her kun unge fyre. Men det blev lavet om for 40 år siden, hvor skolen åbnede op for, at også piger kunne søge. 500 af de godt 1.800 elever er desuden indlogeret på skolens kostafdeling. 
”Jeg underviste en kort overgang på et andet gymnasium, og forskellen er slående. Her skal man som regel kun sige tingene én gang. Det er et stort privilegium at have disse elever. En ren luksus, for de har så meget lettere ved at tilegne sig stoffet, end hvad der ellers er normalt. Det er meget stimulerende som lærer, og så kan jeg godt lide, at vi har elever fra så mange steder i verden også. Det er det højeste niveau, man kan nå for denne aldersgruppe,” siger Roger Mansuy.

Konservatisme og kreativitet 
Rektor Michel Bouchaud tager imod med et lunt glimt i øjet. Det er en stor dag i dag, siger han. For Serge Haroche, en af skolens tidligere elever, har netop modtaget Nobelprisen i fysik. Og han er ikke den første af Louis le Grands elever, der får den berømte pris. Ligesom en stor del af skolens tidligere elever har modtaget den højeste udmærkelse inden for matematik: Fields-medaljen. 
Michel Bouchaud er selv uddannet matematiker og har netop været til møde på universitetet Sorbonne, som han kan se fra sit vindue – med en anden tidligere elev; Francois Hollande, Frankrigs nuværende præsident. 
På en væg står rækker af læderindbundne samlinger af Revue de Paris, og på den modsatte side fylder et maleri af Jean Jouvenet det meste af væggen. Det er en gave fra den dag, solkongen himself besøgte skolen i 1674. 
Det er ikke mere end et par måneder siden, Michel Bouchaud kunne sætte sig til rette i det grønmalede, højloftede kontor. Inden da var han rektor på et af provinsens prestigiøse gymnasier, Lycée Montaigne i Bourdeaux, men med Louis le Grand bliver det ikke større. Dette er toppen af hans karriere, siger han. Og når han er særligt glad for at være blevet rektor på Louis le Grand, er det, fordi gymnasiet repræsenterer en åbenhed. Ikke bare geografisk – der er et særligt legat mønter på elever fra Østeuropa og afrikanske lande som Benin og Senegal, og så er der legater til kvikke elever fra mindrebemidlede franske familier. 
”Vi har elever fra alle sociale lag,” siger Michel Bouchaud og slår ud med armene.

Disciplin 
Og hvad vil Michel Bouchaud lave om, nu hvor han har fået hovedansvaret for gymnasiet? 
”Alle eleverne er gode her. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi fik endnu bedre resultater.” 
Men I har jo allerede Frankrigs bedste resultater? 
”Ja, men vores ambitioner stopper ikke ved Frankrigs grænse. Og jeg mener, vi bør forbedre rekrutteringen, så vi når endnu bredere ud. Det er ikke nok bare at stille sig tilfreds med tingene, som de er. Målet er at løfte alle. Louis le Grand, Henri IV og Montaigne, hvor jeg var før, er gymnasier, mange refererer til. Derfor er det os magtpåliggende at statuere et godt eksempel. Og vi skal gøre endnu mere for, at vi ikke taber nogen. Der er et ekstremt højt niveau i undervisningen. Og så skal vi selvfølgelig også sørge for deres velbefindende. Det er jo ikke meningen, at de skal lide, bare fordi de er kommet ind her,” siger Michel Bouchaud. 
Det er et andet rygte, der går om Louis le Grand. Det psykiske pres ved at være blandt de bedste og skulle holde niveauet tager hårdt på eleverne. Det er ikke altid, de trives, siges det. 
Isaure Adam er nu blevet positivt overrasket. Hun kommer fra Compiegne cirka 100 kilometer nord for Paris og går på gymnasiets anden afdeling: Les classes préparatoires – de toårige forberedelseskurser til eliteskolerne, kaldet les grandes écoles, som Science Po og ENA. Det er herfra, Frankrig udklækker en stor del af sin politiske elite. Det var i øvrigt på ENA, at socialistpartiets tidligere præsidentkandidat Ségolène Royal mødte sin nu eksmand og den nuværende præsident Francois Hollande. 
Måske vil Isaure Adam være ingeniør, måske arbejde med noget administrativt. Hun sendte sine karakterer, sin test og sine lærerudtalelser ind, inden hun tog sin studentereksamen og fik besked om, at hun var optaget på Louis le Grand før sommerferien. Og nu har hun lidt over et år til at finde ud af, hvilket universitet hun så vil søge optagelse på. 
På hendes kammer oppe under taget kan der lige akkurat stå en seng og et skrivebord, fordi sengen er hævet op i halvanden meters højde, og skrivebordet er stillet nedenfor. Men her er kun trangt fysisk. Socialt er der højt til loftet, synes hun. 
”Jeg havde ikke regnet med, at det ville være sådan her. Vi har det virkelig sjovt, og når man sidder med lektierne, er det en stor fordel, at man kan gå lidt ned ad gangen og banke på døren til en, der måske går på andet år, og spørge om hjælp,” siger Isaure Adam. 
Undervisningen stopper typisk ved 16-17-tiden, så sætter hun sig op på sit værelse for at læse og lave opgaver i et par timer. Så kommer dagens højdepunkt for skolens kostelever: Middagen, der bliver serveret klokken 20, hvor hun mødes med de andre. Klokken 22 sætter hun sig til tasterne igen et par timer. Sådan ser de fleste dage ud. Der er mundtlige test og skriftlige afleveringer i hvert fag cirka hver anden uge. Og kun søndag er der ikke undervisning.

At danne en elite 
Det undervisningssystem, som Louis le Grand er en del af, er lige så historisk som murene. Den meritokratiske tilgang, hvor man skal gøre sig fortjent til at komme ind, bygger på de ideer, Napoleon fremsatte for den første republik. Frankrig skulle være verdens mægtigste nation, og landet skulle ledes af de dygtigste og bedst uddannede. Han gik ind for statsstyrede gymnasier, der optog de bedste elever fra grundskolerne. Ideen var at forme en elite, der kunne styre landet og militæret. Sådan er det stadig. Det er ikke kun Francois Hollande, der har gået her. Det har Jacques Chirac og George Pompidou også, for ikke at tale om forfatterne Molière og Victor Hugo og den samtidige filosof Bernard-Henri Levy – og Senegals første præsident, Léopold Sédar Senghor. 
Men hvordan former man fremtidens elite? Verden har unægtelig ændret sig siden den franske revolution. 
”Ordet elite kan jo godt virke stødende på nogle. For mig betyder det den gruppe, der står for den politiske og sociale magt, og som har muligheden for at præge og at lave nogle ændringer i et samfund. I Frankrig er det mellem tre og ti tusinde per generation. Vi kigger til de andre lande og ser, hvordan de gør for at uddanne deres eliter, for eksempel USA,” siger rektor Michel Bouchaud. 
Han fortsætter: 
”Undervisningen her er traditionel og funderet på en dannelsesdisciplin. Den er rettet mod elever, der har en evne til at modtage og lagre informationer ud over det sædvanlige. Min holdning er, at hvis man skal tilegne sig et stof og samtidig kunne tænke sine selvstændige og kritiske tanker, skal man trænes i at bruge hele sin opmærksomhed. Det er noget, de her elever kan. Hvis nogen giver mig deres telefonnummer mundtligt, har jeg glemt det tre sekunder efter. Jeg har ikke den opmærksomhed længere.” 
I Danmark taler man om, at eleverne skal trænes i kreativ, selvstændig tankegang. Hvordan ser det ud hos jer? 
”Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg ved ikke, om vi underviser nok i kreativitet. Men jeg ved, hvordan man slukker for lysten til at være kreativ. Det gør vi, hvis de opgaver, vi foreslår, er for fastlåste, hvis engagementet systematisk bliver holdt nede, og hvis der er for mange gentagelser i opgaven. Men det er et svært spørgsmål, for man skal også have grundlaget i orden. Hvis en pianist eller violinist ikke øver sig i timevis, når han eller hun aldrig hen til at kunne blive kreativ. Det gælder alle de store mestre. Se bare Picasso. De første billeder, han malede, var teknisk dygtigt udførte, ja fantastiske, men han havde endnu ikke udviklet sin stil.” 
En af de elever, der kunne tænkes at blive en af fremtidens modtagere af Fields-medajlen, er Bogdan Stankov. Han er fra Bulgarien og vandt guldmedalje ved den internationale olympiade i matematik i 2012. I lektor Roger Mansuys matematiktime er han den eneste, der sidder tilbagelænet uden at tage noter. Resten af de 48 elever i klassen sidder foroverbøjet og følger koncentreret med. Bogdan Stankovs franske er endnu mangelfuldt, han har kun været her i et par måneder. Foreløbig er han glad for at være her, primært fordi Paris er en smuk by. 
”Det er fint nok, men jeg synes, undervisningen er for fikseret på testene. Alt for meget af tiden går med at forberede sig på dem. Det handler næsten kun om test og konkurrencer og ikke så meget om at blive bedre til matematik,” siger han og tilføjer: 
”Og så fungerer WiFi-netværket ikke på skolen. Det er ret frustrerende.”

Intet it 
Det er noget andet, der er slående ved undervisningen på Louis le Grand. Eleverne har kun deres egne computere på værelserne – ikke i klasselokalerne. Der står der én computer af ældre dato til læreren. De ser lige så gamle ud som de computere, der står i it-lokalet. 
Roger Mansuy underviste en kort overgang på Colombia University i New York, før han blev ansat på Louis le Grand. Der blev der brugt computere og it i undervisningen. Her er det tavle, kridt, papir og blyant. 
”I matematikundervisningen synes jeg, det er fint ikke at bruge computere. Jeg synes, der gik for meget tid med, hvis der var noget, der ikke virkede, når computerne blev inddraget i undervisningen. Men det giver sig, selv, at vi skal bruge computere i it-undervisningen,” siger Roger Mansuy, der også underviser i it. 
Manglen på elektroniske undervisningsmidler har også slået også Pierre Pellet. Han har undervist i engelsk på Louis le Grand i tre år. Inden da var han ansat i 32 år på et gymnasium i en af Paris’ barske forstæder. Sidste år blev en elev skudt af en anden elev der, fortæller han. Louis le Grand er mildest talt noget ganske andet. Pierre Pellet, der gennem sine mange år som lektor har optjent point, så han kunne blive ansat her, ville prøve at se, hvordan det var at undervise på et elitegymnasium, inden han går på pension om et år. 
”Det er ret utroligt, at her er ikke engang et whiteboard,” siger han mellem to undervisningstimer. 
”Jeg er en af de få sproglærere, der benytter mig af sproglaboratoriet, hvor man kan træne sin udtale. Men det er heller ikke gængs. Og som du kan se, er alt inventar her også ret slidt,” tilføjer han og lader blikket glide rundt i klasselokalet; væggene ser heller ikke ud til at være blevet malet længe, og de gamle vinduer med enkeltlagsruder dugger. 
Den klasse, han netop har undervist, er en særlig it-klasse. Nogle af eleverne kommer fra Kina, men de fleste kommer fra en times radius fra Paris’ centrum. Engelskniveauet her i 1.g er alt andet end imponerende. De fleste af dem lyder som Peter Sellers i Den lyserøde panter. 
Men det er, fordi denne klasse er specialiseret i en anden retning end den sproglige, siger Pierre Pellet. 
”Jeg har andre klasser, der er praktisk talt tosprogede. Der kunne man lige så godt undervise på Eton (britisk kostskole, red.),” siger han. 
Noget andet, der har slået Pierre Pellet, er stemningen på lærerværelset. 
”Vi har landets bedste elever, og lærerne synes, at de så må være de bedste i verden. Det er der selvfølgelig nogle, der er, men altså ikke alle. På det gymnasium, hvor jeg var tidligere, blev jeg venner med flere af mine kolleger. Det er jeg ikke blevet med en eneste her. Her taler man overhovedet ikke sammen. Nogle lærere kommer ind klokken fem om morgenen, så de kan forberede sig, til undervisningen begynder klokken otte. Der er også nogle, der bliver og arbejder efter undervisningen, og så går de hjem. Atmosfæren er ikke just varm,” siger han og tilføjer: 
”Men jeg har indtryk af, at den er det blandt eleverne. De føler det som et stort privilegium at være blevet optaget her”.