Arbejdet er en kamp om frihed og overlevelse

Mange antropologer har traditionelt rejst ud og studeret primitive naturfolk langt fra civilisationen.

Antropolog Susanne Ekman fra Roskilde Universitet (RUC) tager dog sjældent langt væk, når hun er på feltarbejde for at studere, hvordan mennesker lever og ikke mindst arbejder.

Hun studerer moderne vidensarbejdspladser, og selvom det ikke lyder lige så eksotisk som naturfolk, rummer området en lang række paradokser og overraskelser.

Hun har interviewet medarbejdere, som insisterer på, at deres arbejde skal give dem en følelse af frihed og ubegrænset udfoldelse, samtidig med at de kæmper for hele tiden at være relevante, så de ikke er de næste, som mister jobbet.

“På den ene side har flere medarbejdere høje forventninger om frihed, selvudfoldelse og retten til ubegrænset faglighed på deres arbejde. På den anden side er jagten på frihed en afspejling af deres overlevelsesstrategi på arbejdspladsen,” fortæller Susanne Ekman, da hun har sat sig ned i en sofa i aulaen i en af RUC’s hovedbygninger.

Inden da har hun vist rundt i samme bygning og talt positivt om, at de studerende sidder og arbejder lige ved siden af undervisernes kontorer.

“Det giver en arbejdsglæde, at de studerende er så tæt på,” siger Susanne Ekman og hilser på tre studerende ved et rundt bord.

Desværre skal bygningen sælges, konstaterer Susanne Ekman og tager luften ud af den positive fortælling.

“Vi er jo også blevet ramt af nedskæringer,” siger hun og hentyder indforstået til de generelle nedskæringer på uddannelsesområdet, som et flertal i Folketinget har tænkt sig at gennemføre frem til 2019.

På en måde er det et sidespor for dette interview – og så alligevel ikke.

Susanne Ekman kan nemlig konstatere, at parallelt med at mange medarbejdere har “umådeholdende forventninger til, hvad et arbejdsliv  skal give rent eksistentielt”, så oplever de også et ydre pres på deres arbejdsplads.

Det pres er bestemt ikke blevet mindre i de seneste år.

“Der er et reelt pres på mange arbejdspladser. Og mange ansatte er i et krydspres mellem færre ressourcer og forventninger om, hvad de skal levere,” siger Susanne Ekman.

Frygten for rutinen
Det krydspres vender vi tilbage til senere i artiklen. Først skal vi høre mere om Susanne Ekmans studier og feltarbejde.

Hun har interviewet en lang række vidensarbejdere på for eksempel mediearbejdspladser, forlag og akademiske arbejdspladser.

Hun har ikke studeret gymnasier eller andre ungdomsuddannelser, men hun mener, at hendes observationer alligevel i større eller mindre grad gælder for de fleste moderne vidensarbejdere – også gymnasielærere.

“Frihed og angst er to parallelle følelser på arbejdsmarkedet. Mange mennesker oplever, at fordi de kan blive overflødige, skal de skille sig helt vildt ud på arbejdet. Derfor skærper de deres trang til frihed og til at udfolde sig,” siger Susanne Ekman og fortsætter:

“Synlighed er en af de mest afgørende faktorer for at overleve på dagens arbejdsmarked. Blandt mange medarbejdere føles det som en højt risikabel strategi ikke hele tiden at være synlig. Hvis du er vandbærer eller laver rutinearbejde, frygter du, at du er den første, som bliver skåret væk fra organisationen – og det er en reel frygt mange steder.”

Hun har interviewet mennesker, som arbejder i konstant stress, men som samtidig insisterer på hele tiden at levere det unikke produkt. Et forslag fra hendes side om at indføre rutiner, som kunne gøre jobbet mindre stresset, blev mødt med dyb afsmag.

“Samme medarbejder fantaserede dog også om at blive receptionist og slippe for presset om at skulle levere det unikke. Det er meget paradoksalt,” siger Susanne Ekman.

Det er ikke unormalt, at hun støder på en nostalgisk drøm om det simple liv hos mange vidensarbejdere.

“Men alligevel blive rutinearbejde sammenlignet med fængsel og langsom død af de samme mennesker,” siger hun.

Du skal være på playlisten
Susanne Ekman henviser til sociologen Richard Sennet, der bruger en metafor om moderne arbejdspladser som playlister og medarbejderne som sange på listen.

“Arbejdspladsen sammensætter playlisten, der er relevant for de nuværende opgaver, og medarbejderne skal så sørge for, at deres sang hele tiden er relevant at spille,” siger Susanne Ekman.

Risikoen for, at din melodi lyder slidt, mens andre er et hit, har Susanne Ekman observeret flere gange i sit feltarbejde. På et forlag så hun, at unge, som knap nok var færdige med deres uddannelse, fik indflydelsesrige stillinger og overhalede dygtige seniormedarbejdere.

“Før var en redaktør på et forlag god til sit håndværk som sprog og komposition af en bog. Men i dag er det meget mere afgørende, at du har timing, et stort netværk og flair for, hvad der rører sig. Håndværk glider bagud og skiftes ud med talent for noget, som man ikke bare kan lære,” siger Susanne Ekman.

Det er dog ikke kun arbejdsgiverne og lederne, som sammensætter playlisterne, der lægger pres på medarbejderne. Susanne Ekman har også interviewet medarbejdere, som stiller meget høje krav til arbejdspladsen.

“Mange medarbejdere kræver, at de får lov til at give deres unikke bud på opgaven, og de kræver en konstant udvikling af sig selv på arbejdet. Det er blevet meget normalt at lægge afstand til driften og det forudsigelige,” siger hun.

Susanne Ekman beskriver udviklingen som en kulturel norm, der er accelereret med større og større fart siden 1980’erne.

“Individualiteten og vores personlige udvikling ligger dybt i os og i vores kultur. Sat på spidsen føler alle mine studerende, at de er født som 12-taller, og hvis de får en lavere karakter, så skal jeg forklare hvorfor. Hvad gik der galt, siden jeg kun fik 7?” spørger hun retorisk og ryster på hovedet.

Mange er ikke glade
Vi står med andre ord ifølge Susanne Ekman et sted i historien, hvor mange medarbejdere jagter både selvudfoldelsen og friheden på arbejdspladsen, mens de i deres stille sind frygter, at deres melodi ikke bliver spillet til næste år.

En af de observationer, Susanne Ekman har gjort sig i sit feltarbejde, er, at mange mennesker ikke er glade for at være på arbejde.

“De har en følelse af overbebyrdning, en følelse af tab – tab af rettigheder, privilegier og mulighed for at udføre jobbet med faglig stolthed, og de mener, at hastigheden er for høj. Samtidig ønsker de også selvudfoldelse og selvudvikling på jobbet,” siger Susanne Ekman og kalder det et paradoks.

“Der er en indre spænding mellem ønsket om at udfolde sig og samtidig udmattelsen ved at gøre det.”

Sådan skal det ændres
Spørgsmålet er, hvad vi gør ved, at højt uddannede medarbejdere på tilsyneladende “spændende” arbejdspladser har mistet arbejdsglæden.

Susanne Ekman mener ikke, at der er nogle nemme løsninger. I stedet skal der skrues på flere parametre synkront.

På mange arbejdspladser er der et pres på medarbejderne, som skal løse flere opgaver med færre ressourcer, mener Susanne Ekman.  

“Der er kommet meget mere pres på mange arbejdspladser. Og det er nok på tide at erkende, at hvis der er færre ressourcer på arbejdspladserne, så lykkes man ofte med færre ting. Vi kan ikke altid levere miraklet, hvor vi får mere ud af mindre,” siger Susanne Ekman og taler om både det offentlige og det private arbejdsmarked.

En del af ligningen ligger dog også hos medarbejderne selv, mener Susanne Ekman.

Nogle medarbejdere er nødt til at sænke kravene til, hvad deres arbejde skal give dem eksistentielt, eller for at være mere konkret:

“Medarbejderne skal måske også acceptere, at det ikke er en rettighed altid at forfølge den højeste faglige kvalitet og deres egen personlige udvikling,” siger Susanne Ekman og uddyber:

“Hvis arbejdspladsen ikke har ressourcerne, kan man ikke forvente det umulige af medarbejderen. Men medarbejderen kan så heller ikke forvente det umulige af arbejdet.”