Anne Skare Nielsen: Min gymnasietid

Hvad husker du bedst fra din gymnasietid?
”Festerne, de nye venner og det at komme væk fra folkeskolen. Men mest af alt friheden. Min folkeskoletid var præget af klikedannelse og sociale spil, som jeg meget tidligt stillede mig udenfor. I dag har jeg stadig en voldsom aversion over for pigefnidder og ekskluderende fællesskaber. I gymnasiet var det et erklæret mål for mig at være med til at forme en god klasse, hvor ingen blev mobbet eller holdt udenfor. Vi havde en supersjov tid, hvor alle havde det fantastisk med hinanden. Hele pigegruppen kom for eksempel til en gymnasiefest udklædt som nøgne mænd, og jeg kan stadig huske, hvor meget vi grinede, da vi lavede kostumerne.”

Hvad husker du især fra undervisningen?
”Jeg husker især det store hvorfor-spørgsmål. Jeg har aldrig haft problemer med at lære, gå til eksamen eller få gode karakterer. Men jeg kan huske, at jeg tit tænkte: Hvorfor skal vi lære det her? Ikke fordi jeg ikke gerne ville, men jeg savnede de mere filosofiske, motiverende og reflekterende samtaler i klassen, så alle kunne forstå, hvorfor det er vigtigt at vide noget om smeltevandsdale, arkaiske statuer og Koreakrigen. Alle, der hang i bremsen, havde det problem: De savnede motivation, overblik og sammenhæng. Og så favoriserede gymnasiet ofte de, der havde de gode forældre, teknikker og viljestyrke nok til at terpe igennem.”

Var der en lærer, der gjorde et særligt indtryk på dig?
”Det gjorde min fysiklærer. Fysik var mit altoverskyggende yndlingsfag i folkeskolen, og jeg glædede mig som et lille barn til at få det i gymnasiet. Og så fik jeg den her uengagerede lærer, der var vant til, at det kun var drenge, der kunne lide fysik. Han ignorerede mig og talte ned til mig. Jeg terpede derhjemme med min storebror, læste Niels Bohr af egen fri vilje, og jeg var den eneste, der jublede, da vi i 3.g trak fysik til eksamen. Jeg kan huske, at jeg kom op i ’det skrå kast’, som jeg var den eneste i klassen, der havde forstået, så jeg var jo 100 procent sikker på, at jeg skulle hente en fed karakter med hjem. Og så blev jeg fuldstændig slagtet af min lærer. Da jeg havde sagt den første sætning, tog han kridtet ud af hånden på mig og sagde: Nej, det er forkert. Og så stod han og censor og skrev på tavlen, mens min underkæbe ramte gulvet. Jeg fik seks. Heldigvis formåede jeg at give ham en god skideballe retur.”

Hvad var det bedste og værste ved at gå i gymnasiet?
”Det bedste var festerne og de nye venner. At alting på samme tid var nyt og spændende, men samtidig trygt og ubekymret. Ens største frygt var jo, om man kunne passe sine nye cowboybukser, når det blev fredag, eller om det regnede om morgenen, så ens firser-frisure klaskede sammen. Det værste var, at man kiggede ind i et stort sort hul, når fremtiden nærmede sig. De tre år i gymnasiet skal hjælpe unge til at klare sig godt senere i livet, men jeg tror ikke, vi var mange, der havde ret meget idé om, hvad vi skulle. Det var en ubehagelig og utryg følelse. Lidt som at flyve rundt i et rumskib og have læst en masse, men når man endelig lander på planeten, så aner man ikke, hvad man stille op med alle teorierne.”

Har din gymnasietid haft indflydelse på det, du laver i dag?
”Ja, det har det selvfølgelig, men jeg kunne såmænd have valgt alle mulige andre veje i livet, der kunne have været lige så fine. Det vigtige er, at man åbner hjernen for viden, så man kan lære, aflære og genlære hele livet igennem, og at man kommer ud og bygger bro mellem teori og praksis. Og så skal jeg huske at sige tak til mine forældre for at være rummelige og disciplinerede og have høje forventninger både til mig og de venner, jeg havde med hjem. Jeg tror, at dét har formet mig meget mere end alle de ting, jeg har glemt, at jeg har lært.”