Anne Dorte Michelsen: Min gymnasietid

Hvad husker du bedst fra din gymnasietid?
”Min gymnasietid var meget speciel. Jeg er opvokset i et kollektiv uden for Aarhus, og det var planen, at jeg skulle have gået på Risskov Gymnasium. Jeg syntes, det virkede sindssygt kedeligt. Jeg havde en forestilling om, at dér gik man rundt med duffeltcoat og en kernelædertaske. I stedet tog jeg den på tommelfingeren – blaffede til København og besøgte Det Frie Gymnasium. Det virkede bare som et virkelig fedt sted med mange spændende mennesker og drenge med langt hår. Som 16-årig flyttede jeg alene til København, og Det Frie Gymnasium blev min familie. Det lå på det tidspunkt i en gammel industribygning i Bagsværd og var på mange måder det stik modsatte af Risskov Gymnasium. Der herskede en helt speciel ånd på den skole. De fleste lærere var meget unge, så skellet mellem lærere og elever var ikke så stort. Jeg var fuldstændig vild med den lige fra starten.”

Er der en særlig begivenhed, du vil fremhæve?
”Jeg kan tydeligt huske den allerførste dag. Jeg kom selvfølgelig for sent – det er klart. Den første person, jeg så, da jeg trådte ind ad døren, var en meget mærkelig, høj pige i en sweater, hun selv havde strikket. Hun stod midt i fællesrummet og gloede. Hold kæft, hvor ser hun bare spændende ud, tænkte jeg. Hun hed Cæcilia, og det er hende, jeg i dag laver ”Venter på Far” med og har været veninder med lige siden.”

Hvad husker du især fra undervisningen?
”Jeg havde en rigtig god, ung fransklærer, som tog os med hjem og lærte os at lave løgsuppe med brødcroutoner. Vi kom med til Bretagne, hvor jeg for første gang i mit liv smagte god mad. Det udvidede min forståelse for fransk. Det var ikke bare et sprog, men et land, jeg lærte at kende.”

Hvad var det bedste og det værste ved at gå i gymnasiet?
”Vi var alle sammen én stor, levende organisme. Det var et meget inddragende gymnasium, og man havde selv rigtig meget indflydelse på, hvad der skulle foregå. Jeg kom med i alle mulige udvalg. Da skolen var nødt til at finde nye lokaler, gik jeg rundt i København og ledte. Da skolen var ved at blive lukket, gik vi rundt i byen sammen og sang. Jeg følte, jeg var en del af skolen, og at skolens overlevelse også beroede på min indsats. Jeg var ikke bare en, der kom og gik og fik en karakter. Det skabte et meget stærkt fællesskab, at skolen afhang af os alle sammen. Det var hele min verden i de år. Derfor var det til gengæld rigtig hårdt, da vi stoppede. Der kom et ekstremt tomrum.”

Har din gymnasietid haft indflydelse på det, du laver i dag?
”Det Frie Gymnasium har været afgørende for, hvordan jeg sidenhen har arbejdet. Jeg trives ikke som lønmodtager, der skal udfylde en plads. Jeg arbejdede på et tidspunkt på Danmarks Radio som producerassistent, og jeg havde svært ved at indordne mig i hierarkierne. Derfor stoppede jeg min tv-karriere og dannede et band selv. På den måde var jeg med til at forme og udvikle nogle ting selv.”