Anders Agger: Min gymnasietid

Hvad husker du bedst fra din gymnasietid?
”At det, der startede som det vildeste fald fra alle tinder, endte med at blive rejsen mod at finde ud af, hvem man egentlig er. Jeg kan huske de første dage, hvor jeg kom hjem fra gymnasiet og følte, at jeg slet ikke kunne overskue det. Der var for meget frihed og for meget lærdom og visdom. Jeg lavede ikke andet end at sove i den første uge. Jeg var i tvivl. Ikke fordi der var noget alternativ, og jeg overvejede at stoppe. Men jeg kunne bare mærke, at jeg mødte en verden, hvor der var nogle, der stillede nogle helt andre krav til mig. De første dansk- og matematiktimer forstod jeg ingenting af. Jeg fik fem for min første danske stil og fik at vide, at den var tæt på håbløs. Det var den der fornemmelse af i den grad at blive pillet ned fra alle piedestaler. At være den lille igen på alle parametre. Det, jeg havde tilbage, var, at jeg var en god fodboldspiller. Og lige der tror man jo ikke, at man overlever. Men det gør man jo.”

Hvad husker du især fra undervisningen?
”Jeg husker mødet med ronkedorerne – altså de gamle, klassiske lektorer. Vi havde en lærer i historie og oldævl, der hed Boas, og en lærer i religion, der hed Olfert Dickmeiss. De var begge helt usædvanligt godt begavet. De havde så meget viden og dannelse, og vi havde fornemmelsen af, at de spillede i en helt anden liga, end vi gjorde. Boas var også fantastisk rent retorisk. Men man turde jo ikke indrømme, at man faktisk ikke forstod halvdelen. Det var lige dele fascination og ærefrygt. Der var noget stærkt fascinerende over, at de på mange måder var utilnærmelige pædagogisk. Men hver gang man mødte en lærer, der var mere almindelig, blev man jo glad og tænkte: Okay, jeg er ikke helt alene her.”

Var der en lærer, der betød noget særligt for dig?
”Jeg havde et meget blødt punkt for Holger Gam, som vi havde i engelsk og idræt. Han havde boet i Grønland i mange år og også været i USA. Han gik i Converse og spillede basketball med os. De der torsdag eftermiddage, hvor vi trænede basket, var et kæmpe frirum. Han var et helle. Han havde en lektor Blomme-agtig skal, men den var ironisk ment. Han spillede på, at han havde magten, men udnyttede den aldrig. Han var så fint et menneske. Jeg havde også en fysiklærer, Jens Vaaben, der på mange måder reddede os. Han gik i strikkede veste og var en stor humanist. Han så alle sine elever og havde en fantastisk evne til at få os til at tro på, at det her kommer vi fint igennem.”

Hvad var det bedste ved at gå i gymnasiet?
”For mig var det en kombination af det faglige og sociale. Det er enormt klichefyldt, men jeg synes, vi var en klasse, der hang ualmindeligt godt sammen. Min gamle kortklub fra gymnasiet er stadig intakt, vi mødes et par gange om året, og det er stadig nogle af mine bedste venner. Det er nogle år, hvor man bevæger sig fra det fragile pubertetslag til, at man pludselig får et større udsyn, og man oplever, at kundskaben folder sig ud. At folk lige ved siden af én rykker helt vildt. Der var nogle af mine klassekammerater, der virkelig fik en forståelse for matematikken. Det, synes jeg, var så fint. Samtidig er det måske de stærkeste år overhovedet, når det kommer til påvirkninger. Så der er noget musik og kærlighed og nogle fester, op- og nedture og sammenhænge, der står fuldstændig klart.”

Har din gymnasietid haft indflydelse på, hvad du laver i dag?
”Ja, det har den i hvert fald. Gymnasiet åbnede for tekster, jeg ikke nødvendigvis forstod, og diskussioner, der rakte ud over mit eget lille univers. Jeg blev bevidst om, at ord, tekster og dansk er mange ting. Dansktimerne var dér, hvor jeg sad i forhånd, og min dansklærer opfordrede mig flere gange til at gå videre ad den vej og udforske det sproglige. Men min kæreste ville til København, lige så snart vi var færdige med gymnasiet, så det ville jeg også, og jeg var låst lidt fast af, at jeg var matematisk-fysisk student, så jeg startede på biokemistudiet på Københavns Universitet. Men i det sekund jeg gik ind i auditoriet til den første forelæsning, vidste jeg, at det var den største fejlplacering. Jeg holdt fire-fem måneder. Inderst inde har jeg vidst hele tiden, at det var journalistikken, jeg skulle.”