Artikel
Alle møder er lagt midt på dagen
No image

Alle møder er lagt midt på dagen

På Nydalen Videregående Skole holder de også mange møder, men de har valgt at lægge møderne midt på dagen, mens eleverne kan gå til forskellige aktiviteter. Nogle lærere synes, der er for mange møder, men mødestrukturen sikrer, at deres arbejdsdag ikke bliver alt for lang

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Et møde om 1.x, et møde om klassestruktur, om studieretning, om særlige elever … på Nydalen Videregående Skole i Oslo holder de også mange møder. Da skolen åbnede for halvandet år siden, var der tilmed ekstra meget at diskutere, fordi lærerstaben kom fra to tidligere skoler. Kort sagt: Rigtig mange møder. 
Lærere og ledelse holdt oven i købet møder om, hvordan de skulle holde møder. De endte med en løsning, der sikrede lærerne, at arbejdsdagen ikke blev for lang. 
”Lærerne ville ikke have møderne før undervisningen – og heller ikke efter. Men hvornår skal vi så mødes? spurgte jeg. Midt på dagen? Ja, det var så okay. Så lavede vi en liste over, hvilke møder vi måtte holde, for at alt skulle fungere på denne skole. Der er ledelsesmøder, møder mellem faglærerne, klasselærerråd, kontaktlærerråd … syv møder i alt om ugen. Nogle, hvor alle skal deltage, og nogle, hvor udvalgte skal deltage,” siger rektor Linn-Siri Jensen. 
Ifølge hende har de fastlagte møder to klare fordele: Arbejdstiden rækker ikke ud over tidsrummet 8.30-15.40, hvor undervisningen foregår, og så er de mere effektive, fordi møderne kun tager 50 minutter. 
I løbet af den tid kan eleverne gå til forskellige aktiviteter, såsom bogklub, gymnastikklub, avisklub, lektieklub, boldspil og hyggeklub – eller i de nærliggende butikker eller caféer. Nogle elever er glade for at have en stor pause midt på dagen, andre ville foretrække at komme tidligere hjem. Som Katrine Dyb på 17: 
”Jeg ville ønske, vi kunne stoppe 10 minutter før, så jeg kunne nå bussen hjem, og så dagene ikke bliver så lange.” 
Men hendes sidekammerat Azad Karim er glad for den lange pause. Også selv om han ikke benytter sig af skolens tilbud om lektiehjælp eller bogklub. 
”Som regel går vi i butikker eller på en af de caféer, der ligger tæt på,” siger Azad Karim. 
Spørger man blandt lærerne, er holdningen til møderne lidt forskellig. 
”I virkeligheden vil vi jo bare gerne undervise. Så jeg tror, de fleste lærere synes, de bliver indkaldt til lidt for mange møder. Noget af det, der bliver sagt på møderne, har vi ikke engang indflydelse på. Det bliver bestemt hen over hovedet på os. Men det skyldes, at vi er en Oslo-skole, hvor vi får mange beskeder fra ’Utdanningsetaten’ (kommunen, red). Det betyder, at de fleste kommer til at bruge weekender og aftener på forberedelse og skriftligt arbejde,” siger tillidsrepræsentant Bente Orøen. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater