Akademikerne kræver ubegrænset antal barns sygedage

Ved overenskomsten i 2025 (OK 25) fik mange privatansatte forældre markante forbedringer af deres familievilkår, og flere virksomheder har indført ubegrænset antal barns sygedage. De offentligt ansatte, herunder gymnasielærerne, står dog stadig tilbage med ringere vilkår og skal i princippet have lov af deres arbejdsgiver til overhovedet at tage barns første sygedag.

23 procent af alle danske forældre har afleveret deres barn i institution på Panodil eller lignende smertestillende medicin, fordi de ikke havde mulighed for at tage barns sygedag. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Magisterforening, som endnu ikke er udkommet.

Det skal ændres ved de kommende overenskomstforhandlinger – OK 26 – mener formand for Akademikerne, Tomas Kepler.

Han er tidligere formand for GL – Gymnasielærerne, men repræsenterer nu alle akademikere.

“Den gamle samfundskontrakt er brudt sammen”
“I mange år lød den uofficielle logik, at man arbejdede i det private, hvis man ville tjene penge, og i det offentlige, hvis man ville have ordentlige vilkår, men den tid er forbi. I dag er offentligt ansatte bagud på begge dele,” siger Tomas Kepler.

Og det er årsagen til, at Akademikerne nu går til OK 26 med blandt andet de tre nedenstående krav, der, hvis de bliver indfriet, vil ændre hverdagen for tusindvis af småbørnsforældre.

• Ubegrænset antal barns sygedage – indtil barnet er rask.
• To årlige omsorgsdage til bedsteforældre, bonusforældre og familie.
• Ret til deltid i barnets første tre leveår.

“Man skal ikke tigge sin chef”
I dag har offentligt ansatte teknisk set én barns første sygedag, men man skal have lov af sin leder til at tage den. Mange steder gives også to dage, men det er ikke nogen fasttømret ret og kræver igen godkendelse fra ens chef.

“Det nuværende niveau matcher ikke behovet. Når de to dage er brugt, står mange forældre, også gymnasielærere, i en urimelig situation. Så må man trække på bedsteforældre, som ikke nødvendigvis har tiden eller muligheden for at træde til, og til sidst kan man føle sig presset til at sygemelde sig selv for at passe sit syge barn eller sende barnet i institution på panodiler,” siger Tomas Kepler.

Det skal der laves om på, og Akademikerne går efter den mest vidtgående model:

“Man skal bare kunne blive hjemme, til barnet er rask igen. Ikke noget med at tælle dage. Det skal være en ret – ikke noget, man skal stå og tigge sin chef om,” siger han.

Han peger på, at flere private arbejdspladser allerede tilbyder ubegrænset antal barns sygedage.

“Det viser jo bare, hvor langt bagud det offentlige er ved at komme.”

Vil det skabe ekstra pres på kolleger?
Gymnasielærere kender alt til fyldte skemaer, eksamensperioder og en hverdag, hvor ens fravær hurtigt risikerer at smitte af på kollegernes opgaver. Derfor kan man diskutere, om man risikerer at skabe mere pres på sine kolleger ved at tage flere barns sygedage?

Men den diskussion skyder helt ved siden af pointen, mener Tomas Kepler.

“Det er et ledelsesansvar at sikre, at opgaverne kan løses. Man kan ikke løse det ved at skubbe ansvaret over på medarbejderne og sige, at de ikke må bruge deres rettigheder.”

Desuden tror han ikke, at ordningen vil skabe et fraværseventyr.

“Jeg tror ikke, det fører til en masse ekstra fravær. Det giver tryghed at vide, at muligheden er der – og det kan faktisk sænke sygefraværet hos de ansatte. Bare visheden skaber ro,” siger han.

Omsorgsdage til bedsteforældre
Udover barns sygedage foreslår Akademikerne, at bedsteforældre, bonusforældre og andet nær familie får to årlige omsorgsdage.

Nogle vil måske kalde det en luksusrettighed, der risikerer at gå udover arbejdspligten, men ifølge Tomas Kepler er behovet reelt.

“Enhver rettighed kan mødes med kortsigtede og enøjede argumenter om, at den udvander arbejdspligten eller på anden vis risikerer at gøre noget mere bøvlet for en arbejdsgiver et eller andet sted. Men vi er sat i verden for at sikre ordentlige vilkår. Mange bedsteforældre vil faktisk gerne hjælpe – de har bare ikke altid tiden eller muligheden for det,” fortæller han.

Han mener også, at medarbejdere, som trives, er en klar gevinst for arbejdsgiverne.

Fleksibilitet går begge veje
Et efterspurgt ønske blandt offentligt ansatte forældre er muligheden for at gå ned i tid i de første år af barnets liv uden at frygte, at det skader karrieren – eller går udover kollegerne.

Men i dag afhænger deltid ofte af ledelsens velvilje, og fleksibiliteten går typisk kun én vej.

“Mange oplever, at fleksibiliteten kun virker, når det er arbejdsgiveren, der har brug for det, ikke når medarbejderen har,” siger Tomas Kepler.

Han mener, at fleksibilitet for eksempel i form af muligheden for at gå på deltid med små børn skal være en rettighed frem for noget, der afhænger af, om arbejdet tillader det.

Det gælder i den grad også på gymnasier, hvor presset på lærerne i løbet af skoleåret kan være massivt.

“Det offentlige mister sin tiltrækningskraft”
For Tomas Kepler er det ikke kun et spørgsmål om børnefamiliernes trivsel. Det er også et spørgsmål om rekruttering – og om hele fremtiden for den offentlige sektor.

“Det offentlige er sakket agterud på stort set alle parametre. Mange spørger sig selv, om de kan blive i jobbet hele livet. Det gælder også gymnasielærere,” siger han.

Han beskriver selv, hvordan jobbet havde en stærk identitet, da han begyndte som gymnasielærer i 2005, og hvordan billedet siden har ændret sig markant.

“Dengang var der en rimelig balance mellem privatliv og arbejdsliv. Men presset er vokset massivt, og fleksibiliteten er forsvundet. Det gør det svært at blive, selvom man brænder for arbejdet,” siger han.

Historisk ambitiøse krav
Barns sygedage og muligheden for at gå på deltid i småbørnsårene er blandt de centrale krav, som Akademikerne ønsker at få indført i forbindelse med OK 26-forhandlingerne.

”Samlende for mange af vores krav er, at arbejdsmiljøet er blevet alt for presset, og fleksibiliteten er langt fra god nok. Offentligt ansatte akademikere skal opleve markante forbedringer denne gang,” siger han.

Løn er et andet vigtigt tema, men han understreger, at vilkår og fleksibilitet nu også er afgørende for offentligt ansatte akademikere.

“Hvis vi ikke følger med, når det kommer til arbejdsvilkår og rettigheder – og gerne går foran – så kan vi ikke tiltrække folk til den offentlige sektor længere. Det ser vi som et stort og helt grundlæggende samfundsproblem,” siger han.