Formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) hedder stadig Tomas Kepler efter den 1. august, selvom en ny hovedbestyrelse tiltræder. Det ligger nu fast, efter at de to lister, der fik flest stemmer ved valget, er blevet enige om “de store linjer” i en konstitueringsaftale.
Aftalen er lavet mellem Liste 1 med Tomas Kepler i spidsen og Liste 3 med Anders Bærholm Frikke. Sidstnævnte fortsætter som næstformand i den nye valgperiode, men med den ændring at han fremover sidder alene på posten. Tidligere har han delt posten med Asger Wille, der ikke genopstillede.
“Jeg er meget glad for aftalen, der bygger videre på det gode og tætte samarbejde, som jeg har haft med Anders i formandskabet. Jeg synes desuden, at det giver rigtig god mening, at det er Liste 1 og Liste 3, der indgår en aftale, når man ser på, hvordan mandaterne fordeler sig,” siger Tomas Kepler.
Sidst lavede du en bredere konstituering, hvor også Liste 2 var med. Hvad er grunden til, at Liste 2 og Liste 5 denne gang udelukkes?
“Aftalens hensigt er ikke at udelukke nogen, tværtimod. Hovedbestyrelsen består i næste valgperiode af fire lister, to store, og to mindre, og vi har aftalt nogle ændringer, som i den virkelighed giver mere mening og en mere ligelig involvering af Liste 2 og 5, end hvis vi eksempelvis skulle fordele to næstformandsposter som hidtil. Det, har jeg ud fra markeringer i valgkampen vurderet, var muligt at aftale med Liste 3,” svarer Tomas Kepler.
Jeg vil dog arbejde for at fortsætte det brede samarbejde i hovedbestyrelsen med gode konstruktive snakke, som vi tidligere har haft.
For Anders Bærholm Frikke har det været afgørende at fortsætte det gode samarbejde i GL’s formandskab. Men han peger desuden på, at han under valgkampen oplevede en forskel på listerne i forhold til visse emner.
“Jeg mener, at Liste 2 kørte en for hård linje, da man satte spørgsmålstegn ved tillidsrepræsentanternes demokratiske repræsentativitet i forhold til GL. Liste 5 har i mine øjne været lidt for kritiske i forhold til at fastholde GL-overenskomsten,” siger Anders Bærholm Frikke og tilføjer:
“Jeg vil dog arbejde for at fortsætte det brede samarbejde i hovedbestyrelsen med gode konstruktive snakke, som vi tidligere har haft.”
De fremhæver begge den del af aftalen, der indebærer, at GL’s forretningsudvalg udvides til at indeholde repræsentanter fra alle fire lister – tidligere bestod udvalget kun af formand og næstformænd.
“Det gør vi for at sikre, at alle lister oplever en lige adgang til indflydelse i det forum,” forklarer Tomas Kepler.
Liste 1 og Liste 3 er desuden blevet enige om fordelingen af de større poster i hovedbestyrelsen. Liste 1 får de tre formandsposter for uddannelsesudvalget, overenskomstudvalget og arbejdspladsudvalget. Liste 3’s Peter Hall skal fremover være GL’s repræsentant i Akademiker Pensions bestyrelse, og Anders Bærholm Frikke vil repræsentere GL i hovedorganisationen Akademikernes (AC) bestyrelse.
“Det er to meget vigtige poster, som vi prioriterer højt. Samarbejdet med AC er i sagens natur vigtigt i forhold til vores overenskomst, men det er også helt centralt at få synliggjort arbejdet i vores pensionskasse, fordi en stor del af vores løn går til pensionen,” siger Anders Bærholm Frikke.
Tiden er kommet til at gøre noget ved, at hovedbestyrelsesmedlemmer risikerer at stå med negative lønmæssige konsekvenser af at blive valgt ind.
Den endelige konstituering af den nye hovedbestyrelse sker først på onsdag, hvor en række øvrige poster skal fordeles mellem hovedbestyrelsens medlemmer.
“Vi har skabt de store linjer, men en del poster skal fortsat fordeles. Det er vigtigt for mig at understrege, at det også er en aftale, der er svøbt ind i hensigtserklæringer om at fortsætte det konstruktive samarbejde med den brede inddragelse af alle i hovedbestyrelsen,” forsikrer Tomas Kepler.
“Jeg er villig til at strække mig langt i forhold til fordeling af de øvrige poster,” siger Anders Bærholm Frikke.
Det har flere gange de senere år været drøftet i hovedbestyrelsen, at nye medlemmer af hovedbestyrelsen kunne opleve en lønnedgang ved indtrædelse, fordi de måtte stoppe som tillidsrepræsentant og derved mistede et TR-tillæg. Medlemmer af hovedbestyrelsen kunne også opleve at have sværere ved at komme i betragtning ved den lokale løndannelse på deres skoler, fortæller GL’s formand. Det forsøger aftalen at kompensere for fremover, ved at menige medlemmer af hovedbestyrelsen modtager et honorar på 20.000 kroner årligt.
”Vi synes, tiden er kommet til at gøre noget ved, at hovedbestyrelsesmedlemmer risikerer at stå med negative lønmæssige konsekvenser af at blive valgt ind, og at det er mere rimeligt, at man modtager et honorar. Derfor har vi aftalt honoraret som en del af aftalen”, siger Tomas Kepler og uddyber:
”Honorarerne medfører ikke øgede udgifter for GL til hovedbestyrelsen, da vi jo ikke genbesætter den anden næstformandspost.”
Der var 12.861 stemmeberettigede medlemmer, og 5.667 har valgt at stemme. Det svarer til en stemmeprocent på 44,1 %. 94 stemmer var blanke. Der skulle i alt vælges 12 medlemmer, idet stående udvalg for ikke-fastansatte vælger hovedbestyrelsens 13. medlem.
De opstillede lister fik følgende antal stemmer og antal valgte kandidater:
Liste I: 2430 stemmer i alt og 5 valgt ind
Liste 2: 1005 stemmer i alt og 2 valg ind
Liste 3: 1561 stemmer i alt og 4 valgt ind
Liste 5: 528 stemmer og 1 valgt ind
Liste 4 fik 49 stemmer og ingen valgt ind
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode