Afskedigelserne er fortsat i dette skoleår
Omkring 130 lærere har i dette skoleår mistet jobbet på grund af nedskæringer. Samme antal lærere blev afskediget sidste år, og afskedigelserne er ikke forbi, vurderer GL.
Omkring 130 lærere har i dette skoleår mistet jobbet på grund af nedskæringer. Samme antal lærere blev afskediget sidste år, og afskedigelserne er ikke forbi, vurderer GL.
Gymnasielærere bliver stadig afskediget på grund af nedskæringer.
I dette skoleår har omkring 130 lærere mistet deres arbejde, som følge af at skolen har fået skåret i budgettet. Det viser en foreløbig opgørelse for dette
skoleår fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).
Sidste skoleår blev omkring 150 lærere også afskediget på grund af nedskæringer, og ifølge GL’s formand er den sidste fyreseddel på grund af nedskæringer næppe uddelt endnu.
”Med de nedskæringer, der er planlagt i fremtiden, vil der komme flere afskedigelser,” siger Annette Nordstrøm Hansen, formand for GL.
Nedskæringerne på uddannelse begyndte i 2016, hvor et flertal i Folketinget gennemførte det såkaldte omprioriteringsbidrag på 2 procent på alle uddannelsesområder i de kommende år. VUC’erne blev ekstra hårdt ramt sidste år, da taxameterkronerne til blandt andet fjernundervisning samtidig blev kraftigt nedbarberet.
I år har det så været stx, som er blevet ramt af yderligere nedskæringer. Ud over omprioriteringsbidraget på 2 procent har stx i 2017 mistet yderligere 3,7 procent som led i finansieringen af erhvervsuddannelsesreformen.
Arbejdspresset stiger
Marselisborg Gymnasium i Aarhus er et af de gymnasier, som er blevet ramt af afskedigelser i dette skoleår.
Tre lærere er blevet afskediget, mens yderligere fire lærere er varslet ned i tid. Året før var der ingen afskedigelser, men flere årsvikarer blev ikke genansat, fortæller Kjeld Knudsen Jensen, som er tillidsrepræsentant på skolen.
Han fortæller, at afskedigelserne betyder, at arbejdspresset stiger for lærerne, der er tilbage.
”Vi kommer til at undervise 20 procent mere til næste skoleår, i forhold til hvad vi gjorde i skoleåret 2015-2016. Der er en stor frygt blandt lærerne for, hvordan det skal hænge sammen til næste år,” siger Kjeld Knudsen Jensen.
Den problematik har også været oppe i samarbejdsudvalget på skolen.
”Vi bliver nødt til at diskutere, hvordan vi løser vores arbejdsopgaver, når vi får mere at lave,” siger Kjeld Knudsen Jensen.
Årsvikarer forsvinder
Som på Marselisborg Gymnasium er det ikke kun de afskedigede lærere, som betyder, at arbejdspresset stiger.
Mange årsvikarer bliver ikke forlænget, og når de ældste lærere går på pension, bliver de ikke altid erstattet af nye lærere.
GL vurderer, at der i det kommende skoleår vil være 1.500 til 1.600 færre lærere ansat i de gymnasiale uddannelser, end der var i skoleåret 2015-2016.
Med andre ord: Afskedigelser udgør kun en mindre del af den store reduktion i antallet af lærere.
Men til gengæld har afskedigelserne stor betydning for stemningen på skolen, mener Annette Nordstrøm Hansen.
”Det er hårdt for den enkelte, som bliver ramt af en afskedigelse. Samtidig skaber det bekymring og uro på lærerværelset. Bliver jeg afskediget næste gang, vil nogle tænke. Derudover betyder færre medarbejdere også, at arbejdspresset stiger på dem, som er tilbage,” siger Annette Nordstrøm Hansen.
Hun peger på, at elevnedgang i nogle dele af landet kan forværre situationen lokalt i de kommende år.
Forskel fra skole til skole
Opgørelsen over afskedigede lærere viser også, at mens nogle skoler har afskediget flere lærere, har andre skoler undgået fyringer.
Formand for Danske Gymnasier Anne-Birgitte Rasmussen mener, at det kan skyldes, at der er lokale forskelle – for eksempel på hvor mange lærere, der vælger at gå på pension.
Hun håber på, at antallet af afskedigelser vil blive mindre til næste år.
”Vi har skullet spare ekstra meget i 2017, og derfor er skolerne særligt hårdt ramt i år. Mange skoler tilpasser sig i år den nye økonomiske virkelighed og tænker også nogle år frem,” siger hun.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode