Artikel
Årets ansøgertal: Hhx går frem – stx går tilbage
Greve Gymnasium 24 lærer elev undervisning

Årets ansøgertal: Hhx går frem – stx går tilbage

Samlet set søger færre unge ind på gymnasierne. Hhx oplever dog en pæn fremgang.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Om lidt over tre år vil studenterhuer med blå bånd fylde en anelse mere i gadebilledet, mens huen med rødt bånd går lidt tilbage.

Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at lidt færre unge søger ind på en gymnasial uddannelse i år sammenlignet med sidste år. 

Sidste år søgte hele 73,6 procent af de unge ind på en gymnasial uddannelse, mens det i år er 73 procent af de unge, som ønsker at gå den uddannelsesvej. Til gengæld har lidt flere unge søgt en erhvervsuddannelse.

Det beskedne fald skyldes, at de almene gymnasier har modtaget over 1.200 færre ansøgninger i år. Samtidig har især hhx oplevet en pæn stigning af ansøgere – ifølge Undervisningsministeriets tal har over 700 flere unge søgt ind på hhx i år.

Erhvervsrettet
Direktør i Danske Erhvervsskoler, Lars Kunov, glæder sig over fremgangen:

”Der har på det seneste været en øget opmærksomhed på de erhvervsrettede uddannelser, og det kan have åbnet øjnene hos forældre og elever,” siger Lars Kunov.

Han peger også på, at erhvervsskolerne har gjort meget ud af at tydeliggøre den erhvervsrettede profil, som hhx har.

”Skolerne har gjort meget for at vise, at hhx har mange spændende tilbud, er anvendelsesorienteret og har en kontekst til erhvervslivet,” siger Lars Kunov som en mulig forklaring på, at flere unge har søgt mod hhx.

Stigningen i antallet af ansøgere for htx er dog meget lille, og Lars Kunov har ikke et bud på, hvorfor hhx’s fremgang er så meget større end htx.

Nu hellere murer
Skanderborg Gymnasium er et af de almene gymnasier, som har mistet ansøgere i år. I år har 216 søgt ind på gymnasiet, sidste år var tallet 284, og skolen havde forventet 250 ansøgninger. Rektor Jacob Thulesen Dahl mener, at det skyldes øget opmærksomhed på erhvervsuddannelserne.

”Det er fint, at de bevæger sig over mod ungdomsuddannelser, hvor der er behov for dem. Jeg er sikker på, at de unge altid har været bevidste omkring deres valg af uddannelse, men nu er de måske blevet mere opmærksomme.”

Han mener også, at flere unge vælger erhvervsuddannelser, fordi den værste økonomiske krise er overstået.

”Det betyder, at der er brug for murere og tømrere igen. Det begynder forældrene at se. Stigningen til gymnasiet og hf er jo sket på baggrund af krisen, og det vender nu,” siger Jacob Thulesen Dahl.

Færre ansøgere får dog ikke konsekvenser for skolen.

”Vi havde forventet en vækst, som bremser op. Vi får færre hold, end vi havde regnet med, men vi havde ikke ansat mennesker til at varetage klasserne endnu, så det får ingen betydning på det punkt,” siger han.

Det flader ud
Formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, Anne Birgitte Rasmussen, hæfter sig ved, at det almene gymnasium har oplevet stigende ansøgertal flere år i træk. Derfor er tallene efter hendes mening måske et udtryk for, at antallet af ansøgere har fundet et fornuftigt leje.

”Det er en god udvikling, hvis tallene er udtryk for, at flere unge har fået øjnene op for at tage en anden type uddannelse.  På den anden side er det ærgerligt, hvis unge er blevet skræmt væk fra at søge gymnasiet på grund af den politiske debat om gymnasier og erhvervsuddannelser,” siger rektorformanden. 

Ansøgertal 2013 til 2014

Stx 32.373 - 31.109

Hhx 8.155 - 8.892

Htx 4.673 - 4.772

Kilde: Undervisningsministeriet

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater