Artikel
40 år endnu…?
No image

40 år endnu…?

Muligheden for faglig udvikling. Det er en forudsætning, hvis de unge gymnasielærere skal have lyst til at blive i lærergerningen i mange år.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Det grundlæggende budskab er blevet opfanget af de yngre gymnasielærere:

”Medierne fremhæver igen og igen, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet,” konstaterer Elisabeth Vedel, 35 år, som underviser i tysk og dansk.

Stedet er Roskilde Gymnasium, der ligger ved Domkirkepladsen og deler historie med byens middelalderlige kirke.

”Men når man kun er i trediverne, er det med at blive ældre ikke så konkret,” indrømmer Aidan Smedegaard, 33 år, der underviser i historie og engelsk.

Blandt de 90 lærere på Roskilde Gymnasium er der indtil flere, der er fortsat ud over den nuværende pensionsalder.

”Det er godt at have forbilleder. Det er vigtigt for os at kigge på de kolleger, der er sidst i tresserne. Det er folk, der er med på noderne,” siger Elisabeth Vedel.

Det er muligheden for faglig udvikling, der formentlig bliver afgørende for, om de fortsætter i lærerjobbet, efter at de fylder 65 år, lyder det fra de unge lærere.

”Man skal føle, at man bliver ved med at flytte sig både fagligt og menneskeligt,” siger Annette Rasmussen, der underviser i fransk.

Aidan Smedegaard er enig:

”Det er vigtigt at kunne holde det faglige ved lige gennem efteruddannelse og videreuddannelse. Engagementet kommer af at tage det, man har lært, og anvende det i undervisningen.”

Omvendt er den stigende mængde administration i jobbet en byrde, som risikerer at svække motivationen på længere sigt.

”Det er et spild af ressourcer i forhold til det, vi kan,” siger Annette Rasmussen, der ligesom de to andre fremhæver betydningen af et godt arbejdsmiljø og inspirerende kolleger.

Hvis glæden stadig er der

De samme overvejelser går igen blandt de unge på lærerværelset på HF-Centret Efterslægten i København.

Line Vikkelsø Frederiksen på 29 år har tre års arbejds­erfaring som lærer. Lars Jensen på 35 har været i gang som lærer i 10 år. Begge kan fint forestille sig at fortsætte som gymnasielærer ud over de 65 år – og såmænd også efter de 67.

”Jeg er rigtig glad for arbejdet og har lyst til at blive ved længe. Det er meget givende. Denne glæde skal selvfølgelig stadig være der,” siger Line Vikkelsø Frederiksen, der underviser i dansk og fransk.

Lars Jensen, der underviser i historie og samfundsfag, har det på samme måde.

”Men det forudsætter selvfølgelig, at jeg stadig er åndsfrisk, når jeg nærmer mig 70. Der skal stadig være kvalitet i det, der foregår,” siger han.

Også 25-årige Katharina Windfeld-Hellsten, der har fagene engelsk og filosofi, er klar til et langt arbejdsliv. Men der skal være mulighed for ”evig udvikling”, understreger hun.

De tre unge gymnasielærere regner med at drage fordel af, at synet på ældre skifter.

”Efterhånden betragter man jo ikke 60-årige som gamle,” siger Line Vikkelsø Frederiksen, og Katharina Windfeld-Hellsten supplerer:

”Det traditionelle billede af ældre, der forfalder, holder ikke længere.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater