10 lærere fra det tidligere gymnasium Hindholm STX på Sydsjælland skal måske bruge påskeferien til at skrive jobansøgninger.
Tidligere på måneden stod det klart, at det private, muslimske gymnasium mistede godkendelsen til at undervise og dermed også blev frataget det økonomiske tilskud.
Tidligere tillidsrepræsentant Anders Bæk Simonsen ærgrer sig både over, at skolen lukker, og at han og kollegerne nu står uden arbejde.
“Det er ret frustrerende. De fleste af os har tidligere arbejdet som årsvikarer på andre skoler, men det er meget svært at få en fastansættelse. I disse tider med nedskæringer er det endnu sværere,” siger Anders Bæk Simonsen.
Flere af lærerne har også timer på andre skoler. Selv har den tidligere tillidsrepræsentant også timer på gymnasiet på Herlufsholm, men han har netop fået at vide, at årsvikariaterne på skolen ikke bliver forlænget efter sommerferien. Med andre ord har han mistet to deltidsjob på den samme måned.
“Der lå planer for, at lærerne uden pædagogikum skulle have uddannelsen i de kommende år, så det er rigtigt ærgerligt,” siger Anders Bæk Simonsen.
Muslimsk skole i søgelyset
Det lille muslimske gymnasium har været i mediernes søgelys, og Undervisningsministeriet har haft skolen under skærpet tilsyn i en periode. Og nu har ministeriet så valgt at trække stikket.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), som hører under Undervisningsministeriet, har i et langt brev til skolen kritiseret en række punkter om skolen og især skolens ledelse, organisation og administration.
Selvom en del af kritikken handler om ting, som skete under en tidligere rektor på skolen, så mener STUK ikke, at der i tilstrækkelig grad er rettet op på tingene, og derfor lukker skolen.
STUK skriver blandt andet i brevet til Hindholm STX, som gymnasieskolen.dk har fået fra Undervisningsministeriet, at det er styrelsens vurdering, “at Hindholm STX i alvorlig grad ikke har overholdt regelsættet for private gymnasier og ikke sikret en forsvarlig ledelse og drift af skolen”.
Dårlig økonomi
Styrelsen skriver også, at skolens økonomi var så dårlig, at der var overhængende fare for, at skolen på kort sigt måtte lukke.
STUK mener, blandt andet ikke at lærerstabens kompetencer samlet set er tilstrækkelige. STUK skriver også, at skolen ikke har fremlagt en tilstrækkelig treårig undervisningsplan, og styrelsen har begrundet tvivl om, hvorvidt eleverne modtager den påkrævede mængde undervisning.
Anders Bæk Simonsen og resten af lærerne undrer sig over kritikken af lærernes kompetencer.
“Kritikken er ukonkret, og vi har ikke fået at vide, hvem det drejer sig om, og hvilke kompetencer der konkret mangler. Vi er åbenbart kompetente nok til at undervise på andre gymnasier. Det er rigtigt, at flere lærere ikke havde pædagogikum, men der var lagt planer for, at alle ville få det i løbet af de næste tre år,” siger Anders Bæk Simonsen.
Undervisningen var almendannende
På Hindholm STX havde alle elever en muslimsk baggrund. I blandt andet Kristeligt Dagblad har der været kritiske artikler om, at bestyrelsen ifølge avisen har bedt lærerne om at inddrage islam i alle fag i undervisningen. Der har også været artikler fremme om social kontrol i forhold til islam.
STUK havde blandt andet på den baggrund sat skolen under skærpet tilsyn tidligere på året. Men STUK’s begrundelse for at lukke Hindholm STX bunder dog ikke i den kritik af religiøs indflydelse på undervisningen og hverdagen på skolen, som har været fremme i medierne.
Anders Bæk Simonsen mener, at mediehistorierne om Hindholm STX har været blæst ud af proportioner.
“Det er rigtigt, at der fra bestyrelsens side har været et ønske om, at der i alle fag er et undervisningsforløb, som tager udgangspunkt i islam, Mellemøsten, arabisk kultur eller lignende. Det kunne være et kort forløb, og jeg mener ikke det på nogen måde ville stride imod en almendannende stx-uddannelse,” siger Anders Bæk Simonsen.
Han fortæller, at eleverne på Hindholm STX har meget forskellige tilgange til religion og den måde, de praktiserer den.
“Jeg har ikke oplevet eller hørt om, at ledelse, lærere eller elever har presset nogen til bøn eller til at praktisere islam på nogen måde. Jeg opfatter det, som om at eleverne havde et individuelt og meget afslappet forhold til religion,” siger Anders Bæk Simonsen.
Set i bagklogskabens lys
Den tidligere tillidsrepræsentant vil dog ikke afvise, at skolens administration, ledelse og økonomi kunne have været bedre.
“Set i bagklogskabens lys skulle man nok have afsat flere midler til at drive den administrative og ledelsesmæssige del, når man åbner et helt nyt gymnasium,” siger Anders Bæk Simonsen.
Han mener også, at fordi skolen var muslimsk, så kunne man også have forventet medieopmærksomhed.
“Vores skole har fyldt meget i medierne, og det kunne man måske forvente med den politiske dagsorden om bekæmpelse af parallelsamfund, som er oppe i tiden. Der har skolen måske heller ikke fået opbygget et ordentligt apparat til at svare på kritikken,” siger Anders Bæk Simonsen.
Lærere sikres løn
Skolen har meddelt, at den ikke kan betalte løn til lærerne i opsigelsesperioden. Lønmodtagernes Garantifond vil normalt dække lønnen i den periode, men da der kan være lang sagsbehandlingstid, har Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) besluttet at give lærerne et acontobeløb, så de ikke mangler løn i den kommende tid.
De tidligere lærere på Hindholm STX er ikke enige i begrundelsen for at lukke skolen og har derfor skrevet en pressemeddelelse som svar på kritkken.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har skrevet et 12 sider langt brev med kritik af skolen og begrundelsen for at lukke Hindholm STX.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode