AP – anarkistiske prøvelser?

Husker vi at spørge os selv, hvad vi tester og hvorfor?

Ifølge læreplanen for Almen Sprogforståelse skal efterårets intense sproglige nørderier munde ud i en afsluttende evaluering; altså en prøve eller test, om man vil. Eleverne skal måles på deres udbytte af undervisningen og i hvor høj grad deres præstation lever op til de faglige mål. Mere står der ikke i læreplanen. Resten er op til fortolkning. Og tolkes bliver der!

Er man heldig at se andre gymnasiers AP-test, vil man hurtigt finde ud af, at testene i høj grad er forskellige. Nogle gymnasier har lange og omfattende prøver med mange sproglige spidsfindigheder, mens andre skoler stiller sig tilfreds med at teste om eleverne har den allermest basale sproglige viden præsent.

Også blandt mine sprogkolleger er der stor uenighed: nogle frygter, vi kommer til at ”teach to the test” og dermed mister faglig dybde og bredde, hvis prøven bliver for omfattende, andre mener, at prøven ikke afspejler undervisningen –  ja at vi nærmest devaluerer den –  hvis ikke alle aspekter inddrages i prøven.

Det er min fornemmelse, at de enkelte skolers valg og udarbejdelsen af slutevalueringen i nogen grad hviler på bekvemmelighed – sågar endda tilfældighed – snarere end pædagogiske overvejelser. Det er sjældent, vi oplever en egentlig diskussion af evalueringens status.

Vi kan givetvis ikke blive enige, og det skal vi heller ikke. Men diskussionen kan vi ikke undvære, fordi deri ligger måske også en del af forløbets selvforståelse: hvad skal vi med AP?

I det daglige er vi som sproglærere jo ikke i tvivl – og heldigvis er eleverne for det meste heller ikke.