Woke – opvågnen til en ny verden

Blandt snesevis af iagttagelser refererer forfatteren til Woke til et tværfagligt seminar, hvor en ung kvindelig forsker nonchalant affejer en kollegas henvisning til Max Weber med påpegning af, at denne jo bare var en gammel hvid mand. Et eksempel på at være ‘woke’. Woke(ness) er et svært definerbart begreb – altid politiseret i en polariseret verden. Brugen af ordet deler vandene. For nogle signalerer det at være woke nødvendig vækkelse til erkendelse og forandring. Woke betyder at være vågen og bevidst, et positivt ord, der lægger op til forandringer af uretfærdigheder, der historisk har formet politiske og sociale strukturer.
Kritikerne ser woke som et negativt begreb, der signalerer krænkelseskultur og snæversynet frelsthed hos den politisk korrekte venstrefløj. Den store woke-kamp foregår i USA, og forfatteren til bogen, Jørn Borup, illustrerer det med sine mange eksempler på woke-studerende, som kan ødelægge enhver undervisning. Men han viser os også, hvordan for eksempel Fox News er i stand til at gøre alt fra klimaforandringer til EU og racisme til ‘woke’.
Kulturkrigen er primært amerikansk. En dansk undersøgelse viser, at identitetspolitik ikke fylder særlig meget. Danskerne er ikke specielt woke, 6 ud af 10 adspurgte mener, at politisk korrekthed har taget overhånd.
Bogen fokuserer på fire temaer: Identitetskultur, Afkolonisering, Diversitet og tribalisme samt Woke videnskab? Kapitlet Identitetskultur analyserer baggrunde for samtidens identitetspolitik og sociale bevægelsers opråb til forandring i en både amerikansk kulturkrig og i en global verden. Kapitlet Afkolonisering undersøger stemmerne udefra eller ‘fra neden’. Det går bag om Vestens ‘universalisme’ med udblik til kolonisering, racisme og kulturrelativisme. Diversitet og tribalisme omhandler højpotente emner som diversitetsparadokser, kulturel appropriation, cancel culture og aktivisme. Kapitlet Woke videnskab? viser, hvordan forskere og undervisere er klemt mellem woke ideologi og anti-woke universitetsbashing.
Bogen er ikke en lærebog, men Jørn Borup betegner sin bog som en debatbog, der forsøger at beskrive og forstå et fænomen. Woke-bølgen forklares med forståelse for begge sider – men ikke uden kritiske betragtninger.
Woke-bevægelsen er nu så omfattende, at den bør didaktiseres og indgå blandt de mange fænomener, der skaber de politiske brudflader herhjemme.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode