Grundbog af høj klasse – fagligt og pædagogisk
Vores samfund er en nyskrevet grundbog til C-niveauet og henvender sig til alle de gymnasiale uddannelser. Konklusionen først: Overtegnede føler sig overbevist om, at denne grundbog kommer til at ligge i rigtig mange elever og kursisters tasker. Der er flere grunde hertil. For det første: Den tematiske opbygning med fire velvalgte temaer: ‘Ulighed og velfærd’ (social ulighed bliver i højere og højere grad et grundvilkår i vores hverdagsliv), ‘ungdomsliv og trivsel’ (vi er vel alle narcissister, og mistrivsel er udbredt), ‘demokrati og magt’ (demokratiet er udfordret på forskellige parametre), ‘økonomi og klimakrise’ (er de med- eller modspillere?).For det andet: De to forfattere har generelt ramt et sprogligt niveau, der balancerer fint mellem et fagsprog og hensynet til læsernes forkundskaber.For det tredje: Bogen har medtaget nye samfundsfaglige teorier og aktuelt stof inden for hoveddisciplinerne. Og endelig for det fjerde: Det er en smukt designet bog med mange velvalgte og nytænkte figurer og illustrationer.Efter disse roser en enkelt torn: Det fjerde tema om økonomi og klimakrise er efter anmelderens mening lidt for konformt. Der bruges mange sider på at forklare markedssamfundet, de økonomiske sammenhænge og økonomiske mål. Først i den sidste tredjedel af temaet når vi frem til vor tids væsentligste spørgsmål: Hvordan hænger samfundsøkonomien sammen med klimakrisen? Det synes i skrivende stund at være afgørende at belyse dette spørgsmål, og derfor kunne det have været gavnligt at strukturere hele temaet om dette spørgsmål.Som det sig bør i disse tider er der suppleret med podcasts, videoer, forløbsplaner, øvelsesopgaver med mere. Dette materiale findes på forlagets hjemmeside, www.forlagetcolumbus.dk/vores samfund. Dette materiale indgår ikke i denne anmeldelse.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode