”Man sidder bedre på en farve man kan lide”
Museum for Moderne Kunst og Design i Kolding – Trapholt har i september udgivet det længe ventede katalog til udstillingen, der løb et år, med Verner Pantons vidunderlige værker. Det kan måske undre nogle, hvad dette katalog har af relevans for elever i gymnasieskolen i faget design og arkitektur. Der er dog oceaner af muligheder. Faget har netop stort fokus på produktdesign, herunder møbler og lamper, hvor Pantons produktioner i modernistisk stil i spektralfarver rammer spot on i unges første møde med analyse af produktdesign, hvor der er rigelige eksempler på anvendelse af både organiske og geometriske figurer, som tydeliggør teori om formkomplekser, ligesom Pantons farveunivers og farveteori giver rig lejlighed til at forstå farvelæren.
Bogen er inddelt i 14 kapitler og har desuden et fint forord af direktør Karen Grøn, hvor hun pointerer længslen efter farver efter mange år med nordisk minimalisme. Verner Panton får selv ordet i bogen, der gengiver hans tale fra 1980 i Wien til BÖEA – Bund Österreichischer Innerarchitektur. Pantons fokus er uafladeligt sammenhængen mellem mennesket og dets omgivelser via indgående kendskab til interiørers multisensoriske virkning, det vil sige farvers psykiske og fysiske påvirkning.
De tre kapitler ‘Visiona 0 og Visiona II’, ‘Panton Chair’ og ‘Cirkusbygningen’ er oplagte som led i arbejdet med designproces af møbler og interiører, ligesom ‘Panton gennem årtier’ giver et flot historisk rids.
Især mag.art. i kunsthistorie Hans Jørgen Frederiksens kapitel ‘Farver i kunsthistorien’ er oplagt til undervisningen i et tværfagligt perspektiv med fagene billedkunst og dansk.
Samlet set er bogen dog mest af alt en fotografisk og grafisk perle, som kan inspirere enhver søgende elev på jagt efter en idé til et designprojekt. Et musthave i ethvert fagbibliotek. En sanselig gave for øje og hånd.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode