Siden 2022 har holocaust og andre folkedrab været en fast del af læreplanen i historie, og nu foreligger der en fremragende undervisningsbog, der godt nok stort set alene fokuserer på holocaust og ikke så meget ‘andre folkedrab’. Og det er helt fint, for forfatterne, Solvej Berlau og Stine Thuge, der blandt andet har arbejdet med emnet hos DIIS, vælger at bruge holocaust som case, og så kan man jo selv tage hænderne op af lommen og lave perspektiveringer til de andre folkedrab. Derudover er bogen bygget op over Gregory Stantons inddeling af folkedrab i 10 faser, og det fungerer fint. Har man for eksempel tidligere brugt folkedrab.dk eller aldrigmere.dk, kender man teorien og inddelingen derfra. Gennem 21 korte kapitler kommer man gennem teori, Hitlers vej til magten, Einsatzgrupper og så videre ind til afsluttende kapitler om benægtere og endelig holocaust i Danmark.
Teksten er velskrevet og flyder fint, man får meget at vide, og det er tydeligt, at forfatterne har stor indsigt i emnet. Indimellem bliver det måske lidt voldsomt, som for eksempel på side 122-123, hvor der både er brødtekst, en kilde, to faktabokse om henholdsvis forskeren Lawrence Langer og sociologien Zygmunt Bauman og så lige en teoretisk opgave på et enkelt opslag!
Bogen egner sig glimrende til et undervisningsforløb, hvor der skal være fart over feltet, hvis man vil nå det hele, eller måske især til opgaver som historieopgaven, SRP eller SSO. Med sine 228 sider er den omfattende for de unge mennesker, selvom der er mange gode illustrationer, der virkelig får plads. Her er det i øvrigt rosværdigt, at læseren ikke spares. Vi kommer helt tæt på folkedrabet, og det er der en vigtig pædagogisk pointe i, når man ved, at der stadig rundtomkring sættes spørgsmålstegn ved begivenheden. Det skete faktisk! Se selv! Bogen indeholder 59 kilder, men det er ikke dem, der fylder, for de fleste er rundbarberet ned til miniuddrag, så der ofte kun er ganske få linjers tekst tilbage. De er så forsynet med arbejdsspørgsmål, men eleverne kan umuligt komme til at bruge mange sekunder på at finde svarene i de korte tekster. Her kunne man godt have været mere ambitiøs og udfordret eleverne – især når bogen har en hjemmeside, der kun indeholder opgaver og forslag til forløb. Her kunne kilder i fuld længde sagtens ligge. Mange af dem er klassiske kilder i denne sammenhæng, men for eleverne er det jo første gang, de læser dem, og Hitler skrev jo trods alt kun en bemyndigelse til medlidenhedsdrab, så selvfølgelig skal den bringes her.
Så hvad kan man ønske mere? Ikke meget, men alligevel savner jeg et kapitel om holocaust i populærkulturen, hvor film, bøger og spil (ja, de findes!) kunne inddrages, når nu man er i gang. Hvorfor ikke bringe oplagte film som Schindlers liste eller Sauls søn i spil? Her kunne bogen løftes endnu højere op og indbyde til tværfaglighed, men måske kan det komme på bogens hjemmeside?
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode