Alene titlen gør det klart, at her følger ikke en anbefaling til indkøb af klassesæt, til gengæld bør ovenstående bog finde sin selvfølgelige plads på historielærernes bogreol. Værket udspringer af forfatterens tilknytning til udgivelsen af den store dansk-norske digitale tekstudgave af Ludvig Holbergs Skrifter og er et tiltrængt eftersyn af Holberg som historiker i samtiden og i eftertiden. På ganske få sider får Olden-Jørgensen skitseret, hvorledes billedet af Holberg har ændret sig fra 1700-tallets kritik af Holbergs sans for det komiske og vulgære til nutidens lovprisning af præcis det samme. Når man i dag læser Holbergs egen opfattelse af, hvad en historiker er, så forbløffes man faktisk over, hvor moderne han lyder. Ganske vist moraliseres der en del, men som Olden-Jørgensen påpeger, gør moderne historikere som Søren Mørch og Bent Blüdnikow da ikke det samme? Holberg bruger flertalsformen historier, når han skriver om historiefaget, han lægger vægt på bred viden, solid dømmekraft, god stil og upartiskhed. At han så selv havde en kedelig tendens til at skrive af efter andre historikere, er en anden historie. Det særligt moderne ved Holberg er, at han er så utrolig bevidst om, at det er historikeren, som i en vis forstand skaber historien, og at han gør det gennem skriften. For Holberg handler det ikke så meget om produktion af viden som produktion af tekst. Forholdet til kildernes troværdighed skriver Holberg intet om, derimod en del om stil. Tænk på det kendte citat om, at han vil ”egayere (oplive) Materien, for at opvække Læserens Attention, end og udi de Ting, som ellers plejer at dysse udi Søvn”.

Bogen placerer meget tydeligt Holbergs virke inden for nogle ret så faste traditioner i 1700-tallets historieskrivning, og den pragmatiske historiker, som fokuserede på sammenhæng, belæring og en velskrevet tekst, blev da også kørt ud på et sidespor af 1800-tallets positivister. Olden-Jørgensen slutter imidlertid af med at spørge, om Holberg som historiker alligevel ikke kan stå over for en renæssance? At Holberg selv tog fejl af kongerækken, kan jo bruges til både opbyggelse og afskrækkelse alt efter temperament, og Olden-Jørgensen er bestemt ikke ude på at gøre ham til en profet for hverken den moderne eller postmoderne historievidenskab. Men hvad kan vi så bruge Holberg til? Nu er det jo nok ikke sådan, at Holbergs store værk Dannemarks Riges Historie (fra 1732-1735) skal trækkes frem som grundbog i undervisningen, men arbejdet med det historiografiske åbner op for et utal af veje ind i historiefaget, som ikke er snævert knyttet til ”hvad skete der” og ”hvorfor skete det”. Mange historielærere burde kunne finde inspiration i Holberg som pragmatisk historiker, som slutter af med konklusionen, at Erslevs skarpe skelnen mellem historieforskning og -skrivning ikke ”hviler så tungt på standen som tidligere”. Men, vil læseren sige efter endt læsning, når nu Holberg er så sjov en historiker, så kom da med et eksempel. Men nej, man må selv gå til kilderne.