Styr på skrivningen er en klassisk grammatikbog og udgives både på tryk og digitalt. 12 kapitler med hvert sit fokus, kort forklaring af regler på området, et hav af øvelser og løsningsforslag. Gode evergreens som regler for punktum, sætningsopbygning og forbinderord, men også de mere komplekse som at fange tekstens røde tråd.
Bogen har ikke noget forord fra forfatterne, så efter indholdsfortegnelsen går vi i gang med ‘Fuldstændige sætninger’. I pressemeddelelsen står dog, at bogen passende kan anvendes til rettenøgle, ”hvor en elev henvises til øvelser i sine oftest forekommende fejl”, og det være sig på mange forskellige trin i uddannelsessystemet. Forklaringerne til de sproglige regler passer fint til ungdomsuddannelsesniveau, om end man ved de mere tekniske afsnit om sætninger vil have en fordel, hvis man har haft AP på stx (og lyttet efter, underforstået!), eller læreren hjælper.
Det er absolut ikke en fra ende til anden-slags bog (heller ikke bare som toiletlæsning, hvor man lige vil kunne nå et par øvelser), men vældig brugbart at vise til elever, der slås med individuelle sproglige udfordringer. Afsnit 7 om styrkemarkører vil også være et godt supplement til mange argumentationsafsnit, der kommer lidt overfladisk gennem Lasswells model. Kapitlet om idiomer virker gennemtænkt, i forhold til at elever har mulighed for at svare korrekt ud fra en øvet viden gennem afsnittet eller via ledetråde og stilladsering. Der er rettenøgler, men nogle af opgaverne vil også være fornuftige som gruppeopgaver, hvor refleksioner på svarløsninger er det centrale for eksempel i kapitlet om præcist og varierende ordvalg.
I-bogsudgaven har skrivefelter. Det er ikke opsat, så hver enkelt øvelse har et svarfelt/kryds af-felt, men så seks-otte spørgsmål til samme kategori er i samme felt. Jeg formoder, at det er af hensyn til de digitale muligheder ved Systime, for det er ikke særlig overskueligt.
Spændende er måske en umulig målsætning for en grammatikbog, men vedkommende og effektiv er dog retvisende. Så skal man bare få eleverne til at lave opgaverne.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode