At skabe en letlæselig oversigt over Mellemøstens moderne historie på cirka halvanden hundrede sider er ikke den letteste opgave, men det er rent faktisk, hvad Birgitte Vestermark lykkes med. Men det er så også primært det. I indledningen skriver hun, at ”man kan ved hjælp af nedslag forsøge at få et overblik over, hvad der har formet regionen og dens indbyggere, og ad den vej få en klarere forståelse for, hvorfor folk i Mellemøsten i dag reagerer, som de gør, og hvorfor de med den historiske bagage, de har med sig, ikke nødvendigvis tolker begivenheder på samme måde som vi i Vesten”. Men én ting er overblik over regionens moderne historie, og hvad der tilhører af begivenheder: panarabismen, den israelsk-palæstinensiske konflikt, Irakkrigen, det arabiske forår, Islamisk Stat og så videre samt materielle forhold (olien), historiske forhold (arven fra Osmannerriget) og religiøse forhold (islam), noget andet er at forstå begivenhederne og deres årsager. Nedslagene er bestemt gode og relevante, men det er karakteristisk for udgivelsen, at arbejdsspørgsmålene efter hvert kapitel primært er redegørende. De diskuterende og perspektiverende – ligeledes relevante – spørgsmål kræver næsten alle, at svaret findes andetsteds. Således stritter de mange nedslag i rigtig mange retninger.
Bogen er primært tiltænkt historie på stx og hhx og KS på hf (hvorfor ikke historie på hf?), og her vil flere af kapitlerne fint kunne anvendes til at få de overordnede rammer på plads. På den til bogen tilknyttede hjemmeside kan man finde cirka 3-4 kilder til hvert kapitel, men man skuffes fælt, hvis man her håber at kunne finde det materiale, der kan kompensere for det fokus, som grundbogen mangler. De valgte kilder taler ikke rigtig til hinanden, og oplevelsen af spredehagl gør sig desværre også gældende her. Desuden er de fleste af kilderne link til engelsksprogede hjemmesider, og det er altså sin sag at tygge sig igennem Baath-partiets partiprogram fra 1947 på engelsk. Ville jeg selv bruge bogen i et forløb om det moderne Mellemøsten? Bestemt, men nok ikke mere end et kapitel eller to.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode