Initiativet kan ikke roses nok: At udgive en samlet række af fagdidaktiske bøger inden for folkeskolens og gymnasiets fagrække. Desværre er Fagdidaktik i historie ikke et værk, der overbeviser om sin egen relevans.

Filosofien bag bogen er, at hvor gymnasierne typisk er ganske dygtige til det fagprofessionelle, teoretiske og videnskabeligt metodiske, så er styrken noget mindre inden for det didaktiske og pædagogiske. For folkeskolens lærere forholder det sig – groft sagt – omvendt. Derfor tænkes de to områder at kunne berige hinanden, hvilket jo er en fornuftig og sympatisk tanke.

Jeg må dog indrømme, at jeg har lidt svært ved at genkende denne ofte luftede fordom som andet end netop en noget antikveret opfattelse af fagene og deres udøvere i de to institutioner.

Men derfor kan bogen jo alligevel anvendes som inspiration, og den første del af bogen, der kortfattet beskriver fagenes historie, er udmærket. Bevares, det hele lugter lidt af pædagogikum, men er alligevel både sobert og interessant formidlet.

Bogens største styrke er forsøget på at sætte elevernes livsverden og forståelse over for historiefagets. Hovedpointen er, at historieundervisningen bør fokusere mindre på historiske indholdsbegreber (soldat, konge, fædreland) og mere på metabegreber (brud, kontinuitet, årsag, virkning).

Det hele forbliver dog for tørt, akademisk og tilrettevisende, og den svage lugt af pædagogikum bliver stadig kraftigere bogen igennem. Ikke mindst i den afsluttende tredjedel med tips og tricks til undervisningen, der virker underligt altmodisch – og det virker som en lidt sær disponering at lade disse mere eller mindre gode ideer fra historiedidaktikkens overskudslager udkomme i bogform.

Samlet set indeholder bogen for få forfriskende diskussioner og for meget skolemesteragtig gennemgang af en allerede på forhånd defineret best practice.