Remediering som teoretisk begreb, synes jeg, er lidt overset. Måske man tidligere efter læsning af et værk bare så filmen eller valgte mellem flere udgaver uden at behandle forholdet mellem disse ud fra en systematisk komparation. Sammenligningen er selvfølgelig ikke fremmed (for eksempel den klassiske Pontoppidans Ørnerede versus H.C. Andersens Den grimme ælling), men nu kan man introducere Ørnerede som en remediering. Efter at have læst definitionen og eksemplerne i denne bog kunne jeg behandle den og mange andre som sådan.
Bogens sigte er todelt. Dels teori om remediering med eksempler, dels kreative øvelser til at få elever til selv at gentænke en teksts budskab og tema i en ny form. Jeg har mange spørgsmål til teoridelen og så gerne, at den var mere præcis, end det korte format muliggør. Definitionen åbner for mig mange spørgsmål om for eksempel, hvor grænserne går mellem inspireret af og decideret remediering (er alt, der refererer tilbage til en bibelsk scene, en remediering, og udvander vi så begrebet?), intertekstualitet og fake news. Optimistisk set kan man sige, at dét netop er det spændende at diskutere med sine elever, men i praksis er det en irritation at skulle ud at undersøge begrebet nærmere, når nu der netop er en hel bog foran mig. Bogens analysebidrag og definition åbner dog stadig op for at eksaminere i remedieringer, hvilket er en stor styrke.
Bogen er pædagogisk skrevet i du-form, og der er en fin konkret analysemodel, der spørger til forskellene i de tekster, man analyserer på. De kreative øvelser mangler noget mere konkret og kræver ret meget fra læreren. Der er en analyse af remedieringer fra bog til film, digt til sang, salme til digt, og hvordan konventionelle nyhedstekster remedieres til et meme på sociale medier. En tredjedel af bogen er antologi med nogle af de analyserede tekster. Tekstvalget er okay, men ikke så inspirerende.
Bogen er endnu en af Dansklærerforeningens forløbsbøger, hvor der ligger forslag til modulplaner og ekstra materiale på forlagets hjemmeside (led selv). Det står desværre kun diskret nederst på side 40.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode