At vi i dag sidder med tekster fra antikken, som vi kan læse og studere, er ikke nogen selvfølge.
Dette udsagn er forfatterne til Paideia –Grundbog til oldtidskundskab med til at modificere og problematisere. På kun 253 sider lykkes det dem at give en koncis introduktion til den antikke kultur i bred forstand.
Bogen er delt i to overordnede afsnit, temaer og kunst, der alternerer bogen igennem. Kunstafsnittet skrider kronologisk frem og dækker fra minoisk tid frem til romersk tid. Bogen dækker i alt 6 temaer (epos, historiografi, drama, filosofi, retorik og poesi), der hver dækker både græske og romerske forfattere.
Når man skal dække en kulturperiode så omfattende som den antikke, er man nødt til at omhyggeligt udvælge det, man vælger at dække. Forfatterne har klogelig valgt at præsentere de forfattere og den kunst, der er mest tilgængelig og derfor med størst sandsynlighed forefindes i bogkælderen.
Materialet præsenteres på en sober og velstruktureret måde med sans for at fremstille fagets uløselige spørgsmål på en måde, som eleverne kan håndtere. Billedmaterialet, der ikke kun dækker antik, men også efterantik materiale (illustrerede håndskrifter, malerier etc.) er yderst velvalgt og er med til at gøre bogen til en fornøjelse at læse.
Bogens omslag indeholder på indersiden et kort over den antikke verden og en tidslinje, der giver en oversigt over vigtige historiske og litterære årstal i Grækenland og Rom. Med denne bog i hånden har eleverne en god introduktion, der med sikker hånd fører dem ind i den antikke kultur.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode