Alvor eller ‘pyt’

Vi lever i en følelsesbetonet social medieverden, så det er slet ikke underligt, at begrebet identitetspolitik lever et velnæret liv. Der skal ikke meget til at piske stemninger op: Må vi nu ikke længere synge Den danske sang er en ung blond pige, fordi en forsker med anden hudfarve føler sig ekskluderet af det danske fællesskab? Skal der laves kønsneutrale trafiklys ved fodgængerovergange? Var det forkert at fjerne n-ordet fra Halfdan Rasmussens gamle børnedigte? Og så videre.

Forfatterne definerer identitetspolitik som en type politik, der tager udgangspunkt i en identitet eller identitetsmarkører som race, nationalitet, køn eller socialklasse med henblik på at fremme den pågældende identitets interesser – eventuelt, men ikke nødvendigvis – på bekostning af eller i modsætning til en anden identitet. De opfatter identitetspolitik som et selvstændigt politikområde på linje med sundhedspolitik, økonomisk politik og udenrigspolitik. Måske er det nok at stramme begrebet for meget. Er det ikke snarere elementer af kønspolitik, racepolitik og så videre? Hvis ikke er der vel en tendens til, at rigtig mange politiske debatter kan blive rubriceret under identitetspolitik.

Som sagt indeholder det identitetspolitiske felt en række akser – race, etnicitet, køn, socialklasse og religion. Forfatterne inddeler videre debatter inden for disse akser i fire forskellige dimensioner: sprog (skal ord ændres eller skiftes ud?), kulturelle produkter og symboler (for eksempel vittigheder, sange og reklamer – bør de ændres for at forhindre diskrimination?), social praksis (hvordan bør vi opdrage børn, hvordan agere på arbejdspladsen og så videre, for at undgå diskrimination?) og repræsentation (for eksempel hvem bestemmer på magtfulde institutioner og hvem ikke?).

Os og dem indeholder et væld af eksempler på krænkelser, som nogle reagerer voldsomt på. Det er positivt, men til gengæld når man ikke så meget længere ud over at lave ovennævnte kategoriseringer. I slutkapitlet serveres en række forslag til, hvordan man håndterer identitetspolitiske debatter. Hovedpointen er her, at man skal tage debatterne alvorligt, herunder undersøge den reelle situation bag den påståede krænkelse.

Der er ingen tvivl om, at forfatterne står på mål for identitetspolitik, men de refererer også loyalt alle dem, der synes, det er overdrevet pjat, og foreslår ‘pyt’-reaktionen. Og som Frederik Stjernfelt refereres: “Det er en præmis for identitetspolitikken, at mennesker reduceres til  identitetsmarkører som fx kvinde eller sort. Det er nødvendigvis ikke alle, der tilhører samme identitetsgruppe, der har samme interesser”.