Det første, man studser over ved læsning af Susanne Christiansens bog om Grønlands nyere historie, er, hvor forbløffende lidt der egentlig skrives om denne tidligere koloni og danske kommune, hvor forbløffende uvidende man er om denne del af det danske rigsfællesskab. Vi underviser rask væk i de forskellige afkoloniseringsstrategier for Ghana og Algeriet eller analyserer de politiske undskyldninger til aboriginals og native americans, når vi samtidig har et nærliggende eksempel.

Nu foreligger der en mulighed for at blive opdateret på de seneste godt 50 års Grønlandshistorie, og selv om bogen kunne have været mere velskrevet, mere stramt redigeret og have haft et klarere fokus, er den alligevel glimrende egnet til en almen opdatering på alle de problematikker, det medfører at være en koloni – og de ikke mindre problemer, det giver, når man holder op med at være det.

Christiansen giver ikke bare et bud på en lokal Grønlandshistorie, men viser også, i hvor høj grad denne er en essentiel del af Danmarks historie – i så høj grad at man griber sig i at ønske, at denne bog må blive efterfulgt af en grundigere, skarpere og mere stringent analytisk gennemgang af Grønlands moderne historie. Christiansen har valgt et lidt uortodokst fortælleformat, der lægger sig imellem en biografi (nemlig af Kaj Kleist), journalistisk historie og inter­view­bog, idet journalisten Christiansen skriver Grønlands historie set gennem brillerne på embedsmanden Kaj Kleist. Ideen er god, men desværre sejler beretningen frem og tilbage i kronologi og mellem fortællere, hvilket forvirrer den forudsætningsløse læser.

Til gengæld er bogen elementært spændende, og efter endt læsning er man ikke blot langt klogere, men også sulten efter at vide mere om dette fascinerende land, til hvilket Danmark har så kompliceret og komplekst et forhold. Anbefalet til alle med interesse i Danmarkshistorie, grønlandske forhold eller afkoloniseringspolitik.