Endnu en Danmarkshistorie til gymnasieskolen har set dagens lys, men undertitlen fortæller, at der er tale om ”anderledes Danmarkshistorier”. Hvori det anderledes består, forstår man imidlertid ikke, for bortset fra opdelingen af bogen i to bøger, som henholdsvis omhandler samfundsudviklingen og politikken, så er der tale om en ganske traditionel gennemgang af Danmarkshistorien fra enevælden og frem til globaliseringen.

ortællingerne indledes alle med et spørgsmål, eksempelvis: ”Hvilke konsekvenser fik USA’s økonomiske bistand i efterkrigsårene for Danmark?” hvilket jo kan skærpe læserens fokus, og man kan bladre tilbage og tjekke, om man efter endt læsning nu kender svaret. Et glimrende pædagogisk greb.

Flere steder taler forfatteren om forskellige fortider, hvilket får alle postmoderne (advarsels?)lamper til at lyse, men flertalsformen refererer i virkeligheden bare til, at Danmark har set forskelligt ud til forskellige tider, og dermed kan man også tale om forskellige fortider. Man skal altså ikke læse ”fortider” som et konstruktivistisk historiesyn eller bare som et historiesyn, der vil præsentere forskellige tolkninger af fortiden. Bogen er uden kilder, men på bogens hjemmeside gemmer der sig 10 ret forskelligartede kilder. Desværre er lærebogen helt uden kildehenvisninger og litteraturliste, hvilket er temmelig uforståeligt, når det jo er påkrævet formalia, som vi konstant vifter vores elever om næsen med.

Kan man adskille det politiske og det samfundsmæssige spor i Danmarkshistorien? Måske. Grebet med de to spor medfører en del uheldige gentagelser i bogen, for Kanslergadeforliget, 50’ernes velfærdspolitik og EU-politikken kan jo ikke skrives på den ene konto alene. Når det er sagt, så er det nogle uhyre velskrevne kapitler/fortællinger, forfatteren har begået, faktisk er der tale om forbilledlig formidling. Man kunne godt have ønsket sig begrebsafklaringer, grafer og faktabokse, men forfatteren har vægtet den medrivende og levende fremstilling af de begivenheder, som har ændret det danske samfund gennem de seneste to hundrede år. Engagementet løber imidlertid af med ham, når han i de sidste fortællinger omkring 00’erne skriver rene holdningsprægede kronikker om finanskapitalens skyld i finanskrisen, om nødvendighedens politik, som går ud over de fattigste i samfundet og så videre. Mange vil sikkert være enige, men de tendentiøse flovser bryder med bogens saglighed.