Gamle genrer i nye gevandter? Men: What’s the fuck? 
Det er almindeligt kendt, at mellemkrigstiden var ét stort festfyrværkeri af eksperimenter inden for alle genrer. Via ismer som futurisme, dadaisme, ekspressionisme med videre var et digt for eksempel ikke længere noget ganske bestemt, hverken med hensyn til form eller indhold. Og opløsningen fortsatte i det helt ekstreme i de følgende modernistiske faser. Tendenserne, i opkogt eller original udgave, findes også i dagens danske digtning. Nu hedder det ”hybriddigte”.      
Det er titlen på en udgivelse af Benedikte Rostbøll og Elisabeth Friis, der som antologi med korte introduktioner og tilhørende elevspørgsmål opsamler de seneste års danske lyrik. Bogen er delt ind i fem afsnit: Performative selvbiografier og hverdagsliv (for eksempel Lone Hørslev); Postkolonialisme og identitet (for eksempel Naja Marie Aidt); Systemer og sætninger (for eksempel Martin Larsen); Google-poesi og postproduktion (for eksempel Christian Yde Frostholm) samt Stemmer i den medialiserede virkelighed (for eksempel Lars Skinnebach). Der er nu ikke meget nyt under solen, eksperimenterne er set før, en del mere fængende og i hvert fald mere originale, men her er dog opskrifter på hundesuppe og grisetæer, sådan som de helt nøgternt og uden bearbejdelse præsenteres af Eva Tind Kristensen. Men what’s the fuck, hvis digtene er gode (og det er de helt overvejende), og frem for alt: Det er jo en anden virkelighed, de beskæftiger sig med, nemlig senmodernismens identitetsforskydninger. For form eller ej, afsnit eller ej: Det tema, der går igen og igen, er netop: Hvem pokker er jeg, og hvad i alverden laver jeg her? Ja, jeg har ikke svaret, men det har nogle af digtene … Måske.