Ambitiøst og simpelt spilkoncept, der kan gøre eleverne klogere

Rollespil er en oplagt og givtig måde at engagere eleverne i historiefaget på. Punktum. Henrik Tuxens bog om den måde at undervise på er et rigtig godt afsæt for arbejdsformen. Bogen består af en teoretisk del, hvor principperne bag forklares, dernæst den mere praktiske vejledning, og endelig seks forskellige eksempler på rollespil. Man er med andre ord klar til at gå i gang med det samme.

Teorien er kort fortalt, at eleverne først får baggrundsviden gennem den traditionelle undervisning, dernæst udfører selve rollespillet og endelig reflekterer over det efterfølgende. I praksis anbefales det at afvikle et rollespil sidst i et forløb, så eleverne har så meget viden som muligt, hvilket hæver kvaliteten af rollespillet og dermed udbyttet. Et rollespil kan afvikles på et par moduler, hvor de to faser ‘simulering’ og ‘refleksion’ udspiller sig efter den forudgående opbygning af viden. Konkret sættes eleverne i grupper af cirka fire, der har hver sin rolle i forhold til et historisk dilemma eller problem. Her skal de så spille deres rolle og inddrage viden om personen (der kan være en virkelig person eller en fiktiv) og dermed få forståelse for perioden og så videre. Tuxen åbner også op for at arbejde med fiktive, illustrative begivenheder, men hvorfor skulle man dog det, når historien er fuld af spændende – og faktiske – hændelser?

I bogen er de seks udvalgte eksempler svingende fra ældre tider med valg i den romerske republik og hekseforfølgelse og Augustoprøret og Jordskredsvalget som det nyeste. Hvert rollespil indeholder en række kilder, en beskrivelse af de fire personer og andet, som klæder eleverne på. Hvordan skal Versaillesfreden landes? Jo, det kan eleverne så diskutere, for eksempel som den tyske forhandler Ulrich von Brockdorff-Rantzau (hvis motto af en eller anden grund er gengivet på engelsk?) eller hans amerikanske, britiske eller franske modparter. Spændende! Det har naturligvis stor betydning, hvilke kilder der stilles til rådighed, og hvordan de præsenteres. Hver person har en kilde med sig, for eksempel har Scavenius sin berømte 8. juli-erklæring fra 1940 under armen, erklæringen er underligt nok kortet ned – den er ellers ordknap nok i forvejen. Den skal så indgå i et dilemma om Augustoprøret 1943, men hvorfor så ikke en senere kilde fra den gode Scavenius? Og statsminister Buhl, der også er en spilbar person, har ikke sin egen ‘stikker-tale’ med, men John Christmas Møllers svar fra det frie London. Hvorfor det, når Christmas Møller ikke er en karakter, der kan spilles?

Det skal imidlertid ikke stå i vejen for et ambitiøst og simpelt spilkoncept, som helt sikkert kan aktivere de unge mennesker og gøre dem klogere, hvis de ellers er med på legen, naturligvis. Jeg har ikke haft lejlighed til at afprøve bogen i undervisningen, men jeg har tidligere observeret tilsvarende aktiviteter, og de kan virkelig noget. Bogen suppleres af elevhæfter til de enkelte rollespil, der indeholder det samme som bogen, bare mere lækkert præsenteret, og der er også ting af hente på bogens hjemmeside.