Måden, hvorpå lærebøger i fysik præsenterer faget, varierer fra bog til bog. I nogle bøger males der med den brede verdensbilledepræsenterende pensel, mens det i andre bøger er den mere fagfysiske tilgang, der er fremtrædende. Bogen Basisfysik C er en lærebog til fysik på C-niveau med en vægtning mod fagets identitet som en naturbeskrivelse formuleret sprogligt, men understøttet af præcise matematiske udtryk. Ud over at være en meget præcis bog dækker den også på en uddybende måde et meget stort stofområde; bogen er på over 300 sider og behandler alle emner fra kernestoffet i fysik på C-niveau og meget mere. Det supplerende stofs vægt på samfundsrelevante problemstillinger, herunder en belysning af fysiske eller teknologiske aspekter af bæredygtig udvikling og forholdet mellem fysik og filosofi, er med i bogen, men fylder forholdsvis lidt. Bogen har dog et fint kapitel, Det naturvidenskabelige verdensbillede, som beskriver en udvikling fra oldtiden til i dag. Igen i dette kapitel er bogen præcis og lidt avanceret.
Ud over at være en bog med stor faglig dybde indeholder den rigtigt mange regneeksempler, figurer, billeder og perspektiverende afsnit.
Bogen er en guldgrube af materiale til undervisning på alle niveauer i gymnasiet. Jeg tror, at en del elever på C-niveau vil finde bogen vanskelig, men til den stærke og fysikinteresserede elev kan bogen varmt anbefales. På forlagets hjemmeside kan man læse, at hvert af bogens 18 kapitler svarer til en-to dobbeltlektioner, men det tror jeg, man vil fået meget svært ved at nå. Bogen gør således ikke faget lettere, end det er, men introducerer fysik som en eksakt videnskab med præcise begreber, som formuleret i forholdsvis simple matematiske sætninger kan beskrive væsentlige dele af naturen. Netop fordi bogen er så grundig, kan dele af den med fordel bruges i et grundforløb, hvor elever, der senere skal vælge mellem C-, B- eller A-niveau i fysik, bliver introduceret til faget.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode