Flemming Kjærrumgaard Madsens Explainer Vidensformidling med video henvender sig både til dansk og mediefag med sin behandling af den nye multimodale formidlingsgenre. Bogen kan bruges til at analysere andres explainere (og lignende informative genre) og til at udarbejde egne.
Explainere er videoer på tre-syv minutter, der forklarer en problematik, for eksempel ligestilling eller tyngdekraft. Det korte format gør, at den nemt kan deles på sociale medier og hurtigt ses af et større publikum, som ikke normalt ville se en dokumentar om emnet. Alle medier og platforme har explainere tilgængelige, lige fra de mere formelle afsender som DR og Politiken til hvem som helst på Youtube og Tiktok.
Genren er derfor et broget marked, som man med fordel kan klæde eleverne på til at være faglig kritisk over for.
Bogen har en god teoretisk basis og begrebspræsentation uden at blive tung overhovedet. Selvom man ikke arbejder sig frem mod selv at lave en explainer, er de fleste af kapitlerne yderst relevante i arbejdet med elevernes egen formidling. Mange af pointerne er sat overskueligt op i tabeller, piktogrammer og infogrammer, skåret ind til benet og suppleret med øvelser. Dette åbner for mange muligheder i strukturering af den faglige viden og tydeliggør for eleverne, at formidling handler om en række bevidste til og fravalg for at undgå at tabe sit publikum. Måske nogle lærere også kan blive inspireret. Kapitlerne er inddelt efter for eksempel komposition, sprog, valg af emne med flere og kan bruges til en langt større genre end bare explaineren. Det multimodale er i bogen teoretisk, for eksempel i overvejelser om valg af tekst til billeder og med enkelte anbefalinger til programmer (lyd, filmredigering med mere), men i bogversionens kapitel 8 kan man finde videotutorials till at tilføje for eksempel infografiske elementer. Alt i alt må jeg sige, at det er en rigtig god grundbog til præsentationer af alle typer, hvor elever klædes på til at ville noget med deres formidling.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode