Pind, Pind, Pind

Kan politiske biografier bidrage til samfundsfagsundervisningen? Af og til, mener denne anmelder. Lad mig illustrere dette på baggrund af Søren Pinds selvbiografi Frie ord.

Styrkeforholdet mellem Folketing og regering – her fremhæver Pind Folketingets styrke (i modsætning til de fleste lærebøger).

Stemmemaksimering eller ideologi: Pind beskriver levende de sidste 20 års kamp om strategien, hvor den pragmatiske fløj med blandt andre Claus Hjorth Frederiksen i spidsen fokuserer på ‘medianvælgeren’ for at stemmemaksimere, hvor Pind hellere vil satse på den rene vare.

Forholdet mellem minister og embedsværk. Med naturlig undtagelse af Pind (!) og få andre har mange ministre svært ved at stå op mod embedsværket.

Personfaktorens betydning. Denne er nok undervurderet i politologien, men Pind illustrerer fint, hvordan et godt forhold til MF’ere i andre partier kan løse politiske knuder op.

Søren Pind har trukket sig fra aktiv politik, men ser i Frie ord tilbage på sin politiske karriere, startende som ung, krigerisk mand på Bornholm. Vi hører også om de drabelige slag på Københavns Rådhus, hvor han får banket Venstre op til at være tæt på overborgmesterposten. Og vi får hans fremstilling af nederlag på Christiansborg (teserne, som i flere år gør ham til persona non grata) og sejre – ministerposterne, som dog kunne være højere oppe i porteføljen. Udenrigsministerposten ville have været naturlig i Pinds tankegang.

Overskriften Pind, Pind, Pind stammer fra en af Venstres topledere og udtrykker, hvem Pind altid har i tankerne. Og rigtigt er det da, at manden har meget høje tanker om sig selv og sin betydning. På den anden side er han heller ikke bange for at indrømme fejl og beskriver også levende, hvad andre mener om ham.