Fra supermagt til shitshow
Læseren af disse spalter har med stor sandsynlighed i sociale sammenhænge oplevet udsagnet: ”Trump er en idiot”. Når han er borte, vil USA vende tilbage til den gode gamle onkel, der kan beskytte Europa mod onde magter. Vi samfundsfagslærere vil hellere se udviklingen i et strukturelt perspektiv, men kan sikkert nok blive enige om, at USA’s nuværende præsident er en stor orange narcissist.
Mirco Reimer-Elster er en meget benyttet kommentator på især TV 2 News, og hans bog har undertitlen En fortælling om fem årtier, der forandrede USA. Han skriver selv, at han har villet skrive en bog om alt det, der ligger under overfladen og overskrifterne. De langsomme forskydninger, de strukturelle brud og de kulturelle spændinger, som har været undervejs, længe før Trump blev et politisk fænomen, og som også vil fortsætte, efter at han forlader scenen.
Og hvad er det så for strukturelle brud, der analyseres i bogen? Et af de vigtigste er arbejderklassens identitetsmæssige erodering. De seneste 50 års globalisering tog pusten ud af den amerikanske arbejderklasse, hvor stærke brancher som for eksempel mineindustrien i Rustbæltet og bilindustrien blev kørt over. Kulturens musikere og forfattere så det tidligt – for eksempel Bruce Springsteen. Reimer-Elster bruger i høj grad populærkunstnere til at illustrere omkalfatringen af USA.
Traditionelt har der været en meget stærk alliance mellem Det Demokratiske Parti og arbejderklassen, men langsomt opbyggede Demokraterne en stærk base blandt unge, kvinder og minoriteter, men mistede grebet om store dele af arbejderklassen. Værdipolitiske emner som klima, ligestilling, LGBT-rettigheder og så videre fyldte mere og mere, økonomiske og kulturelle visioner for arbejderklassen gled i baggrunden. J.D. Vance’ bog Hillbilly Elegy – en forbavsende god bog! – dokumenterer dette. Bogen citerer sociologen Arlie Hochschild for følgende billede: ”Du står i en lang kø til den amerikanske drøm. Du har arbejdet hårdt hele livet, fulgt reglerne, troet på Gud og fædrelandet. Pludselig ser du, at kvinder, sorte, immigranter og liberale akademikere stiller sig forrest køen, og at politikerne i Washington endda hjælper dem. Du bliver oveni fortalt, at du burde føle skyld over din position og ikke brokke dig over, at du er blevet sprunget over i køen” (side 190). Hen ad vejen blev Det Republikanske Parti det parti, der opsamlede de fremmedgjorte af de seneste 50 års sociale og økonomiske revolutioner.
Reimer-Elsters bog er ikke en lærebog, men den er skrevet i et letlæseligt sprog med mange fine oneliners. Lad os slutte med en af dem: ”Hvor Nixon blev styrtet af sin egen løgn, blev Trump båret tilbage i Det Hvide Hus af sine” (side 204).
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode