Værdifuld præsentation af nyttige analysemetoder
Undervisningsbogen er rettet mod en besvarelse af spørgsmålet, hvordan bliver man en dygtig formgiver? Og hvordan tager man formbeslutninger? Og på bogens bagside formidles bogens mål tydeligt: ”At vise vejen frem i den svære disciplin at mestre formens sprog – på et mere oplyst grundlag end intuition og personlig smag”. Med andre ord en undervisningsbog, der er aktuel i enhver formgivningssituation for gymnasieelever. Den er systematisk opdelt i fem kapitler, som langsomt åbner forløbet i en konstruktiv designproces op. Første kapitel beskriver mødet mellem formteori og designproces som et værdigt alternativ til den mesterlære, der traditionelt har præget faget som en del af en håndværkstradition. Første mål er at afklare, om en designproces er lineær eller iterativ, samt vigtigheden af at have en intention eller en opgave, som designprocessen skal løse.
Næste kapitel beskriver forskellen på enhed og flerhed i en forms komposition, hvor forfatterne velvalgt sammenligner udvikling af et designobjekt med komponisten, som laver et musikalsk værk for enten en eller flere stemmer. Det vil sige, at man beslutter sig enten for at designe et objekt ud fra en ide om enhed eller en forestilling om det opdelte.
De tre følgende kapitler er en systematisk gennemgang af forskellige formkomplekser: geometrisk eller organisk, lige eller kurvet, samt en analysemodel til formens fylde: spinkel eller fyldig. I det afsluttende kapitel behandles formens overgange som samlet eller adskilt.
Samlet set en værdifuld præsentation af nyttige analysemetoder til faget design i gymnasieskolen, især med fokus på afkodning af designklassikere, som bogen formidler i et nyt lys via tegninger af Jedrzej Czapla frem for de oftest sete fotografier.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode