Hvor er dannelsen blevet af i den pædagogiske debat? Ifølge forfatteren er den forsvundet og erstattet af en uddannelsespolitik, der sætter resultater over indhold. Der diskuteres ikke længere, hvad eleverne skal kunne, men hvilke mål de skal nå. Læreren er blevet en målstyret undervisningsekspert og læringsagent, der skal sørge for, at eleverne bliver gode soldater i konkurrencestaten. Uddannelserne er blevet spændt for konkurrencens vogn, hvor test, evidens og dokumentation er blevet grundlaget og rationalet for, om det går godt eller skidt i uddannelsessystemet. Ingen spørger om, hvad det er, eleverne skal tilegne sig for at kunne begå sig i samfundet som hele mennesker.

Det er denne diskussion, forfatteren vil stimulere med en række fragmenter om dannelse og pædagogik. Målet er at sparke gang i dannelsesdiskussionen. Dannelse er en tanke- og livsform, der gør det muligt for det enkelte individ at forme sin egen stil, så det kan deltage i den samfundsmæssige kommunikation, stimulere sin opdagelsesiver og fortsætte sin fortolkningslyst. Og vi er i øjeblikket langt fra den situation.

Bogen er ikke en fremlæggelse af en færdig dannelsesplan for det danske uddannelsessystem, men derimod en række fragmenter, hvor forfatteren tager pulsen på dannelsen og pædagogikken i dagens Danmark. Forfatteren er god til at fange tidens tendenser i uddannelserne og fortolke dem. Men ulempen er, at de aldrig bliver færdiggjort, før forfatteren er i gang med et nyt område. Det gør bogen usammenhængende og uden konsistens. Forfatteren burde nok have sagt lidt mere om, hvad det vil sige at ville noget med nogen.

Bogen er dog vigtig. Forfatteren har ret i, at vi savner en diskussion om dannelse og pædagogik.

Spørgsmålet er således trukket op. Hvad skal eleverne dannes til?