Iliaden og Odysseen har været hørt, læst og elsket fra oldtiden til nutiden
Det antikke epos har været og er kilde til stadig inspiration. Det være sig genremæssigt såvel som indholdsmæssigt. I Lene Andersens (LA) seneste bog fokuseres der på det antikke epos og traditionens forløb. Som løsning på dette herkuliske projekt har LA opdelt bogen i ni kapitler. Efter et kapitel med generelle overvejelser over genren ledes læseren gennem en rejse bestående af Homer, det homeriske spørgsmål, de kykliske digte, hellenismens epik, Apollonios Rhodios, tidligt romersk epos, Vergil for at slutte med eposet efter Vergil. De fire store og centrale digte Iliaden, Odysseen, Argonautika og Aeneiden gennemgås på en måde, så det er muligt at se strukturelle såvel som tematiske paralleller mellem de enkelte værker. Desuden er de suppleret med et referat af de enkelte sange. I Argonautikas og Aeneidens tilfælde er referatet så detaljeret, at det dækker grupper af vers. De kykliske digte, det hellenistiske og tidlige romerske epos bliver nævnt og refereret i det omfang, vi kender til dem. Ovids Metamorfoser får en lidt grundigere gennemgang, der gør det muligt at sætte den i kontekst med de andre digte. Det senantikke epos  samt den efterantikke epostradition bliver summarisk ridset op. Det er lykkedes LA på den ene side at lave en solid oversigt over det antikke epos som genre og på den anden side at være så detaljeret, at læseren kan danne sig et klart billede af de definerende karakteristika. Bogen er således en solid og kompetent indføring i det antikke epos, som kan være en hjælpende hånd og inspirationskilde til undervisningsforløb med eposset i centrum.