Populisme har i de fleste lærebøger i samfundsfag været udsat for en noget upræcis behandling. Det har været noget med folket mod eliterne, og forklaringerne har som oftest været, at mange – især kortuddannede – har været nervøse for globaliseringens konsekvenser i form af usikre job og indvandring i større stil og derfor har støttet op om populistiske partier.

Derfor må vi hilse den tyske idehistoriker Jan-Werner Müllers bog, Hvad er populisme? velkommen. Her får vi i essayform en kompetent diskussion af begrebet populisme både teoretisk og i praksis ved eksempler fra Europa, Sydamerika og USA.

I skrivende stund er det amerikanske præsidentvalg afgjort med en lidt uventet sejrherre! Og han er en rendyrket populist, er mange af os vel enige om? Lad os anaysere hans politik i relation til Müllers præcise definition af populisme: ”Populisme er ifølge min tese en ganske bestemt forestilling om politik, hvor det moralsk rene og homogene folk altid står over for amoralske, korrupte og parasitære eliter – hvoraf følger, at denne type eliter i virkeligheden slet ikke hører til folket” (siderne 42-43).

Vigtigt er her, at ”folket” er en moralsk konstruktion, ét samlet hele, for eksempel de hæderlige ”hardworking americans”. Det indebærer endvidere, at populister er antipluralister, som måske er Müllers største anke: Populister er derfor antidemokratiske. Den amoralske og korrupte elite er som talt ud af Trumps mund.

Der er masser af analyser af populistiske bevægelser og partier i bogen. Den berører kort Dansk Folkeparti (DF), men ikke indgående. I DF ser vi også kritikken af en parasitær elite (selv om Messerschmidt-skandalerne svækker kritikken), men det er vel ikke helt rimeligt at kalde DF et antipluralistisk parti, så etiketten populistisk parti passer ikke helt.

Læs Hvad er populisme, og brug eventuelt kapitlet Sammenfatning i 10 teser som undervisningsmateriale.