Mens den klassiske musik har en lang tradition for skoling af orkester- og kordirigenter, så har den rytmiske musik ikke den konsensus. Ledere af sammenspilsgrupper er lidt mere på usikker grund. Det kan til tider føre til uklare og upræcise sproglige instrukser til musikerne kombineret med famlende direktion. Det har den amerikanske komponist og saxofonist Walter Thompson gjort op med gennem fænomenet ”soundpainting”, som er et musikalsk tegnsprog, hvor man kommunikerer med musikerne, mens de spiller. Ikke noget med at afbryde og sprogliggøre korrektionen. De to danske musikere trompetisten Ketil Duckert og basunisten Gustav Rasmussen har i ti år været rundt på også de danske gymnasier for at undervise musiklærerne i denne direktionsteknik. Det har fungeret glimrende, men man har bagefter savnet at arbejde videre med soundpainting, efter at de to havde forladt øvelokalet. Det problem er løst nu via en meget gennemarbejdet og instruktiv bog med forklaringer, øvelser og tegn. En musikalsk kogebog med mange gode opskrifter. Der bliver arbejdet med lydhørhed, intonation, puls, frasering, klang, blend, dynamik og gehør. Alt sammen helt centrale fænomener i enhver musikalsk frembringelse uafhængig af stilgrundlag. Det er musikudøvelsens byggesten. Det helt geniale ved deres bogudgivelse er, at man med en QR-scanner på smartphonen kan scanne sig ind på en lang række klingende eksempler, hvor de mange håndtegn demonstreres. Det er videooptagelser med de to forfattere i felten med rigtige musikere. En klar pædagogisk fidus. Det tager selvfølgelig noget tid at blive fortrolig med tegnene og at kunne bruge dem i musikundervisningen, men man kan jo udvælge de fem vigtigste i første omgang, så både dirigent og elever/musikere får dem ind under huden. Jeg har ved Gud siddet til mange prøver, hvor jeg stort set ikke fik spillet, fordi dirigenten hele tiden afbrød og snakkede og snakkede – soundpainting klarer en del af det problem. Tilmed skærper det elevernes lydhørhed over for medspillerne.